Sag C-3/16

Lucio Cesare Aquino

mod

Belgische Staat

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af hof van beroep te Brussel)

»Præjudiciel forelæggelse – EU-ret – rettigheder tillagt borgerne – rets tilsidesættelse heraf – præjudicielle spørgsmål – indbringelse for Domstolen – national ret, der træffer afgørelse i sidste instans«

Sammendrag – Domstolens dom (Første Afdeling) af 15. marts 2017

1. Præjudicielle spørgsmål–indbringelse for Domstolen–fortolkningsspørgsmål–forelæggelsespligt–en ret, der træffer en afgørelse, som ifølge de nationale retsregler kan appelleres–den nævnte pligt foreligger ikke–manglende behandling af en appel som følge af appellantens hævelse af sagen–ingen betydning

   (Art. 267, stk. 3, TEUF)

2. Præjudicielle spørgsmål–indbringelse for Domstolen–fortolkningsspørgsmål–forelæggelsespligt–afvisning af en kassationsappel på grundlag af formalitetsregler, der er særlige for retsplejen ved denne ret–den nævnte pligt foreligger ikke–overholdelse af ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet

   (Art. 267, stk. 3, TEUF)

1.  Artikel 267, stk. 3, TEUF skal fortolkes således, at en ret, hvis afgørelser ifølge de nationale retsregler kan appelleres, ikke kan anses for en ret, der træffer afgørelse i sidste instans, i de tilfælde, hvor en kassationsappel, der er iværksat til prøvelse af en afgørelse truffet af denne ret, som følge af kassationsappellantens hævelse af sagen ikke er blevet behandlet.

   Som Domstolen gentagne gange har fremhævet, er en ret, der træffer afgørelse som sidste instans, pr. definition den sidste instans, hvor borgerne kan gøre de rettigheder gældende, der følger af EU-retten. De retter, som træffer afgørelse i sidste instans, har på nationalt plan til opgave at sikre en ensartet fortolkning af retsreglerne (jf. i denne retning dom af 30.9.2003, Köbler,C-224/01, EU:C:2003:513, præmis 34, og af 13.6.2006, Traghetti del Mediterraneo,C-173/03, EU:C:2006:391, præmis 31).

   Det følger heraf, at Raad voor Vreemdelingenbetwistingen (domstol i udlændingeretlige sager) ikke kan anses for en ret, der træffer afgørelse i sidste instans, eftersom dens afgørelser kan prøves af en højere instans, hvor borgerne kan gøre de rettigheder gældende, der følger af EU-retten. Følgelig hidrører de afgørelser, som den træffer, ikke fra en national ret, hvis afgørelser ifølge de nationale retsregler ikke kan appelleres, som omhandlet i artikel 267, stk. 3, TEUF.

   Den omstændighed, at en appellant, der har iværksat en kassationsappel til prøvelse af en afgørelse truffet af Raad voor Vreemdelingenbetwistingen (domstol i udlændingeretlige sager), i medfør af bestemmelserne i artikel 18 i kongelig anordning af 30. november 2006 om kassationssager ved appeldomstolen i forvaltningsretlige sager efter en uomstødelig formodning anses for at have hævet sagen i det tilfælde, hvor den berørte ikke har anmodet om en fortsættelse af sagen inden for en frist på 30 dage regnet fra den dag, hvor den pågældende har fået fremsendt den for sagsforberedelsen ansvarliges rapport, hvori det konkluderes, at sagen bør afvises, eller at sagsøgte bør frifindes, har ingen betydning for det forhold, at afgørelser truffet af Raad voor Vreemdelingenbetwistingen (domstol i udlændingeretlige sager) kan indbringes for en højere instans og, følgelig, hidrører fra en ret, der ikke træffer afgørelse i sidste instans.

   (jf. præmis 34 og 36-38 samt domskonkl. 1)

2.  Artikel 267, stk. 3, TEUF skal fortolkes således, at en ret, der træffer afgørelse i sidste instans, kan undlade at forelægge et præjudicielt spørgsmål for Domstolen, når en kassationsappel afvises på grundlag af formalitetsregler, der er særlige for retsplejen ved denne ret, forudsat at ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet overholdes.

   Det skal i denne henseende indledningsvis bemærkes, at for så vidt som der ikke er nogen adgang til judiciel prøvelse af en national rets afgørelse, er denne sidstnævnte i princippet forpligtet til at indbringe en sag for Domstolen i henhold til artikel 267, stk. 3, TEUF, når der rejses et spørgsmål om fortolkningen af EUF-traktaten (dom af 18.7.2013, Consiglio Nazionale dei Geologi,C-136/12, EU:C:2013:489, præmis 25).

   Det fremgår af forholdet mellem artikel 267, stk. 2, TEUF og artikel 267, stk. 3, TEUF, at de i artikel 267, stk. 3, TEUF omhandlede retter har samme beføjelse som de øvrige nationale retter til at skønne, om det er nødvendigt at afgøre et EU-retligt spørgsmål, før der afsiges dom. Disse retter er derfor ikke forpligtede til at forelægge Domstolen et spørgsmål om fortolkning af EU-retten, hvis spørgsmålet ikke er relevant, dvs. hvis besvarelsen af spørgsmålet under ingen omstændigheder kan påvirke sagens afgørelse (dom af 18.7.2013, Consiglio Nazionale dei Geologi,C-136/12, EU:C:2013:489, præmis 26).

   I det tilfælde, hvor de anbringender, der er fremsat for en i artikel 267, stk. 3, TEUF omhandlet ret, ifølge den pågældende medlemsstats procesregler skal afvises fra realitetsbehandling, kan en anmodning om præjudiciel afgørelse derfor ikke anses for at være nødvendig og relevant for, at denne ret kan træffe sin afgørelse.

   (jf. præmis 42-44 og 56 samt domskonkl. 3)