Sag T-583/15

Monster Energy Company

mod

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

»EU-varemærker — ansøgning om et EU-figurmærke, der gengiver et fredssymbol — begæring om restitutio in integrum — manglende overholdelse af fristen for at anlægge sag ved Retten«

Sammendrag – Rettens dom (Anden Afdeling) af 8. juni 2016

1. EU-varemærker – bestemmelser om sagsbehandlingen – begrundelse af afgørelser

   (Art. 296 TEUF; Rådets forordning nr. 207/2009, art. 75, første punktum)

2. Annullationssøgsmål – betingelser for antagelse til realitetsbehandling – Unionens retsinstansers kompetence – ex officio prøvelse

   (Art. 256 og 263 TEUF)

3. EU-varemærker – klagesag – søgsmål ved Unionens retsinstanser – søgsmål, der er blevet anlagt for sent, til prøvelse af en afgørelse fra et appelkammer – imødekommelse af restitutio in integrum – foreligger ikke

   (Art. 263 TEUF; statutten for Domstolen, art. 45, stk. 2)

1.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 33)

2.  Bestemmelserne i artikel 256 og 263 TEUF fastsætter, at Retten prøver lovligheden af de af Unionens organers, kontorers og agenturers retsakter, der skal have retsvirkning over for tredjemand, med forbehold af de betingelser vedrørende formaliteten, der særligt vedrører det forhold, at sager skal anlægges inden to måneder, efter at retsakten, alt efter sin art, er offentliggjort eller meddelt sagsøgeren, eller i mangel heraf senest to måneder, efter at sagsøgeren har fået kendskab til den. Formaliteten er imidlertid et af elementerne i bedømmelsen af et søgsmål, der henhører under rettens kompetence, og dette så meget desto mere som denne skal undersøge dette ex officio.

   (jf. præmis 42)

3.  Det er ikke artikel 81 i forordning nr. 207/2009 om EU-varemærker vedrørende restitutio in integrum, der finder anvendelse under de omstændigheder, hvor et søgsmål, der er anlagt for Retten til prøvelse af en afgørelse fra et appelkammer ved EUIPO, af retten kan anses for at være blevet anlagt for sent, men de bestemmelser, der finder anvendelse på retten, dvs. artikel 263 TEUF og artikel 45, stk. 2, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, hvorefter »overskridelse af fristerne intet retstab bevirker, når den pågældende part godtgør, at der foreligger omstændigheder, som ikke kunne forudses, eller force majeure.«

   Den retslige procedure er i øvrigt ikke opdelt i to led fra begyndelsen, således som dette er fastsat i artikel 81 i forordning nr. 207/2009, med for det første indgivelsen af en klage og for det andet indgivelsen af en begæring om restitutio in integrum, som retten udtaler sig om separat for at bedømme, om sagen kan antages til realitetsbehandling, henset til overholdelsen af fristen for anlæggelse af det nævnte søgsmål. Det er nemlig inden for selve rammen for den procedure, der er blevet indledt efter anlæggelsen af søgsmålet, at spørgsmålet, om dette kan antages til realitetsbehandling, principielt undersøges, og det er kun, når der for retten fremsættes en formalitetsindsigelse, hvormed der anmodes om, at den træffer afgørelse herom uden at indlede materielle drøftelser, eller når retten ex officio i denne henseende gør opmærksom på, at der foreligger en ufravigelig procesforudsætning, at den ved separat afgørelse kan træffe afgørelse om formaliteten og derefter træffe afgørelse om realiteten, når den alligevel anerkender, at sagen kan antages til realitetsbehandling.

   (jf. præmis 45 og 46)