Sag T-140/15

Aurora Srl

mod

EF-Sortsmyndigheden

»EF-sortsbeskyttelse - ugyldighedssag - sukkerroesorten M 02205 - artikel 20, stk. 1, litra a), i forordning (EF) nr. 2100/94 - artikel 7 i forordning nr. 2100/94 - den ansøgte sorts selvstændighed - teknisk afprøvning - sagen for appelkammeret - pligt til omhyggeligt og upartisk at undersøge alle relevante forhold i den enkelte sag - beføjelse til at omgøre«

Sammendrag – Rettens dom (Femte Afdeling) af 23. november 2017

1. Retslig procedure – stævning – formkrav – kort fremstilling af søgsmålsgrundene – krav om en udtrykkelig henvisning til de bestemmelser, hvorpå søgsmålet er baseret – foreligger ikke – fejl i angivelsen af bestemmelserne – ingen betydning for søgsmålets realitetsbehandling

   [Statutten for Domstolen, art. 21, stk. 1, og art. 53, stk. 1; Rettens procesreglement, art. 76, litra d)]

2. Landbrug – ensartede lovgivninger – sortsbeskyttelse – erklæring om ugyldighed af en beskyttelse, som er tildelt med urette – EF-Sortsmyndighedens skønsbeføjelse – fornyet undersøgelse af den beskyttede sort – betingelser – alvorlig tvivl angående lovligheden af meddelelsen af beskyttelse – bevisbyrde

   (Rådets forordning nr. 2100/94, art. 7, 10, 20, 54 og 55)

3. Landbrug – ensartede lovgivninger – sortsbeskyttelse – teknisk afprøvning – EF-Sortsmyndighedens skønsbeføjelse – rækkevidde – grænser

   (Rådets forordning nr. 2100/94, art. 7, stk. 1, og art. 56, stk. 2)

4. Landbrug – ensartede lovgivninger – sortsbeskyttelse – klagesag – klage indgivet til appelkammeret over en afgørelse truffet af EF-Sortsmyndigheden – prøvelse ex officio af de faktiske omstændigheder – krav om, at alle relevante forhold skal undersøges omhyggeligt og upartisk – rækkevidde

   (Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41, stk. 1; Rådets forordning nr. 2100/94, art. 76; Kommissionens forordning nr. 874/2009, art. 51)

5. Landbrug – ensartede lovgivninger – sortsbeskyttelse – klagesag – søgsmål ved Unionens retsinstanser – kontrollens omfang – vurdering af lovligheden ud fra de oplysninger, der forelå på tidspunktet for vedtagelsen af afgørelsen

   (Rådets forordning nr. 2100/94)

6. Landbrug – ensartede lovgivninger – sortsbeskyttelse – klagesag – søgsmål ved Unionens retsinstanser – Rettens adgang til at omgøre den anfægtede afgørelse – grænser

   (Rådets forordning nr. 2100/94, art. 73, stk. 3)

1.  Det kræves ikke, at en part udtrykkeligt påberåber sig de bestemmelser, hvorpå parten baserer de anbringender, denne fremsætter. Det er tilstrækkeligt, at genstanden for denne parts anmodning og de væsentligste faktiske og retlige omstændigheder, som anmodningen er baseret på, er anført i stævningen med tilstrækkelig klarhed. Dette gælder tilsvarende i tilfælde af fejl i angivelsen af de bestemmelser, hvorpå et søgsmåls anbringender er baseret.

   (jf. præmis 38)

2.  EF-Sortsmyndigheden råder over en vid skønsbeføjelse for så vidt angår ugyldigkendelse af en plantebeskyttelse som omhandlet i artikel 20 i forordning nr. 2100/94 om EF-sortsbeskyttelse. Det er derfor kun alvorlig tvivl med hensyn til, om betingelserne i denne forordnings artikel 7 eller 10 er opfyldt på tidspunktet for den prøvelse, der er fastsat i nævnte forordnings artikel 54 og 55, som kan begrunde en fornyet undersøgelse af den beskyttede sort ved ugyldighedsproceduren i henhold til artikel 20 i forordning nr. 2100/94. I denne forbindelse skal den tredjemand, som kræver en plantebeskyttelse erklæret ugyldig, fremlægge væsentlige beviser og konkrete omstændigheder, som kan rejse alvorlig tvivl hvad angår lovligheden af den plantebeskyttelse, som blev meddelt efter den i nævnte forordnings artikel 54 og 55 fastsatte prøvelse.

   (jf. præmis 57 og 58)

3.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 62 og 70)

4.  I henhold til artikel 51 i forordning nr. 874/2009 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 2100/94 for så vidt angår sagsbehandlingen ved EF-Sortsmyndigheden (CPVO) finder bestemmelserne om sagsbehandlingen ved EF-Sortsmyndigheden tilsvarende anvendelse på behandlingen af appelsager. På den ene side finder princippet om prøvelse ex officio af de faktiske omstændigheder, der er anført i artikel 76 i forordning nr. 2100/94 om EF-sortsbeskyttelse således ligeledes anvendelse i en sådan procedure ved appelkammeret ved EF-Sortsmyndigheden. På den anden side er appelkammeret ligeledes underlagt princippet om god forvaltningsskik, i medfør af hvilket det påhviler det omhyggeligt og upartisk at vurdere samtlige relevante faktiske og retlige omstændigheder i den foreliggende sag ved appelkammeret.

   Når der foreligger en sådan hævdelse, hvorefter en ansøgt sorts selvstændighed er blevet fastslået på baggrund af oplysninger vedrørende referencesorten, der hidrører fra denne sorts officielle beskrivelse, og ikke på grundlag af resultaterne fra de sammenlignelige prøvedyrkninger, tilkommer det appelkammeret at gøre brug af de såkaldte undersøgelsesbeføjelser, som det er tillagt i henhold til artikel 76 i forordning nr. 2100/94, for at kontrollere oprindelsen af udtrykssatserne for referencesorten, der var angivet i den næstsidste og sidste udgave af den komparative oversigt over selvstændighed, og drage konklusionerne heraf. I overensstemmelse med princippet om god forvaltningsskik, der er fastsat i artikel 41, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, påhviler det således appelkammeret omhyggeligt og upartisk at undersøge alle de relevante omstændigheder for at vurdere gyldigheden af den omhandlede EF-beskyttelse, som påstås annulleret, og at samle alle de faktiske og retlige omstændigheder, der er nødvendige for at udøve denne skønsbeføjelse.

   (jf. præmis 72-74, 76 og 77)

5.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 83)

6.  Den beføjelse til at omgøre afgørelser fra EF-Sortsmyndighedens appelkammer, som er tillagt Unionens retsinstanser, bevirker ikke, at denne tillægges en beføjelse til at sætte sin egen bedømmelse i stedet for EF-Sortsmyndighedens appelkammers bedømmelse og så meget desto mindre at foretage bedømmelse af et forhold, som dette kammer endnu ikke har taget stilling til. Udøvelsen af beføjelsen til at omgøre afgørelser er derfor i princippet begrænset til situationer, hvor Unionens retsinstanser efter at have efterprøvet appelkammerets vurdering er i stand til at afgøre, hvilken afgørelse appelkammeret skulle have truffet, på grundlag af de faktiske og retlige forhold, således som de er blevet fastslået.

   (jf. præmis 90 og 91)