Sag C-534/15

Pavel Dumitraș

og

Mioara Dumitraș

mod

BRD Groupe Société Générale – Sucursala Judeţeană Satu Mare

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Judecătoria Satu Mare)

»Præjudiciel forelæggelse — forbrugerbeskyttelse — direktiv 93/13/EØF — urimelige kontraktvilkår — artikel 1, stk. 1 — artikel 2, litra b) — egenskab af forbruger — overførelse af fordring ved novation af kreditaftale — aftale om sikkerhed i fast ejendom, som er underskrevet af en borger, der ikke har nogen erhvervsmæssig forbindelse med det nye erhvervsdrivende debitorselskab«

Sammendrag – Domstolens kendelse (Tiende Afdeling) af 14. september 2016

1. Forbrugerbeskyttelse – urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler – direktiv 93/13 – anvendelsesområde – garanti- eller kautionsaftaler med sikkerhed i fast ejendom, der indgås med et realkreditinstitut af fysiske personer, som ikke handler som led i deres erhverv, og som ikke har nogen funktionel forbindelse med det erhvervsdrivende selskab, der er omfattet af garantien – omfattet

   [Rådets direktiv 93/13, tiende betragtning, og art. 1, stk. 1, samt art. 2, litra b) og c)]

2. Forbrugerbeskyttelse – urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler – direktiv 93/13 – egenskab af forbruger – fysisk person, som indgår garanti- eller kautionsaftaler med et kreditinstitut med henblik på at stille sikkerhed for forpligtelser, som et erhvervsdrivende selskab har påtaget sig i forhold til dette institut – omfattet

   [Rådets direktiv 93/13, tiende betragtning, og art. 2, litra b)]

1.  Artikel 1, stk. 1, og artikel 2, litra b), i direktiv 93/13 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler skal fortolkes således, at direktivet finder anvendelse på en aftale om sikkerhed i fast ejendom indgået mellem fysiske personer og et kreditinstitut med henblik på at garantere opfyldelse af de forpligtelser, som et erhvervsdrivende selskab har påtaget sig over for kreditinstituttet i forbindelse med en kreditaftale, når disse fysiske personer ikke har handlet som led i deres erhverv og ikke har nogen funktionel forbindelse med det pågældende selskab, hvilket det tilkommer den nationale ret at efterprøve.

   Som det fremgår af tiende betragtning til direktiv 93/13, skal ensartede bestemmelser vedrørende urimelige vilkår nemlig finde anvendelse på alle aftaler, som indgås mellem erhvervsdrivende og forbrugere, som defineret i artikel 2, litra b) og c), i nævnte direktiv. I denne forbindelse er aftalens genstand med de i denne betragtning opstillede undtagelser uden relevans for fastsættelsen af dette direktivs anvendelsesområde. Det er således gennem en henvisning til karakteren af de kontraherende parter – om de handler inden for rammerne af deres erhvervsmæssige aktiviteter eller ej – at direktiv 93/13 definerer de aftaler, det finder anvendelse på.

   (jf. præmis 26-28 og 40 samt domskonkl.)

2.  Begrebet forbruger er objektivt i henhold til artikel 2, litra b), i direktiv 93/13 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler og skal bedømmes på grundlag af et funktionelt kriterium, der består i at bedømme, om det pågældende kontraktforhold indgår i aktiviteter, der falder uden for deres erhverv. Den nationale ret, for hvilken der verserer en tvist om en aftale, som kan være omfattet af anvendelsesområdet for dette direktiv, er forpligtet til under hensyntagen til alle faktiske omstændigheder i sagen og samtlige beviser og navnlig denne aftales vilkår at efterprøve, om låntageren kan karakteriseres som forbruger som omhandlet i nævnte direktiv.

   Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt en fysisk person, der garanterer de forpligtelser, som et erhvervsdrivende selskab har påtaget sig over for en bank i forbindelse med en kreditaftale, kan betragtes som en forbruger, fremstår en sådan garantiaftale eller kautionsaftale, om end den med hensyn til sit formål kan beskrives som en accessorisk aftale i forhold til den hovedaftale, der ligger til grund for den gæld, der garanteres fra de kontraherende parters synspunkt, som en særskilt aftale, da den er indgået mellem andre personer end parterne i hovedaftalen. Det er således i forhold til parterne i garantiaftalen eller kautionsaftalen, at det skal afgøres, i hvilken egenskab de har handlet. Det tilkommer således den nationale ret at godtgøre, om denne fysiske person har handlet som led i sit erhverv eller på grundlag af funktionelle forbindelser, som denne har med det selskab, som personen er garant for, som f.eks. forvaltning af dette eller en ikke uanseelig andel i dets selskabskapital, eller om personen har handlet i en privat egenskab.

   (jf. præmis 31-34)