Sag C-570/15

X

mod

Staatssecretaris van Financiën

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Hoge Raad der Nederlanden)

»Præjudiciel forelæggelse – anvendelse af de sociale sikringsordninger – vandrende arbejdstagere – fastsættelse af den lovgivning, der finder anvendelse – forordning (EØF) nr. 1408/71 – artikel 14, stk. 2, litra b), nr. i) – person, der normalt har lønnet beskæftigelse på to eller flere medlemsstaters område – person, der er ansat i en medlemsstat og udøver en del af sin beskæftigelse i sin bopælsmedlemsstat«

Sammendrag – Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 13. september 2017

Social sikring – lovgivning, der finder anvendelse – artikel 14, stk. 2, litra b), i forordning nr. 1408/71 – person, der normalt har lønnet beskæftigelse på to eller flere medlemsstaters område – begreb – person, der er ansat i en medlemsstat og bosat i en anden medlemsstat og på den sidstnævntes område i det foregående år har udøvet en del, ca. 6,5% af arbejdstiden, af denne beskæftigelse – ikke omfattet

[Rådets forordning nr. 1408/71, art. 14, stk. 2, litra b), nr. i)]

Artikel 14, stk. 2, litra b), nr. i), i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, som ændret og ajourført ved Rådets forordning (EF) nr. 118/97 af 2. december 1996, som ændret ved Rådets og Europa-Parlamentets forordning (EF) nr. 592/2008 af 17. juni 2008, skal fortolkes således, at en person som den i hovedsagen omhandlede, der udøver en lønnet beskæftigelse for en arbejdsgiver, der er etableret på én medlemsstats område, og som bor på en anden medlemsstats område, på hvis område denne person i det foregående år har udøvet en del – ca. 6,5% af arbejdstiden – af denne lønnede beskæftigelse, uden at dette var aftalt på forhånd med arbejdsgiveren, ikke kan anses for normalt at udøve lønnet beskæftigelse på to medlemsstaters område i denne bestemmelses forstand.

Det følger af denne bestemmelse, der afviger fra den generelle regel om tilknytning til beskæftigelsesmedlemsstaten, at dens anvendelse er betinget af, at den pågældende normalt udøver en lønnet beskæftigelse på to eller flere medlemsstaters område.

En sådan forpligtelse forudsætter, at den pågældende sædvanligvis driver virksomhed af betydeligt omfang på to eller flere medlemsstaters område (jf. analogt dom af 30.3.2000, Banks m.fl.,C-178/97, EU:C:2000:169, præmis 25).

I denne henseende kan den omstændighed, at den pågældende person blot udøver punktvis beskæftigelse på en medlemsstats område, ikke tages i betragtning med henblik på anvendelsen af artikel 14, stk. 2, litra b), nr. i), i forordning nr. 1408/71.

Med henblik på at vurdere, om en person skal anses for normalt at udøve en lønnet beskæftigelse på to eller flere medlemsstaters område, eller om der modsat er tale om opdelt punktuelt arbejde på flere medlemsstaters områder, skal der især tages hensyn til varigheden af beskæftigelsesperioderne og til beskæftigelsens art som defineret i den kontraktmæssige dokumentation og i givet fald til det arbejde, der reelt er udført (jf. i denne retning dom af 12.7.1973, Hakenberg,13/73, EU:C:1973:92, præmis 20, og af 4.10.2012, Format Urządzenia i Montaże Przemysłowe,C-115/11, EU:C:2012:606, præmis 44).

(jf. præmis 18-21, 29 og domskonkl.)