Sag C-531/15

Elda Otero Ramos

mod

Servicio Galego de Saúde
og
Instituto Nacional de la Seguridad Social

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal Superior de Justicia de Galicia)

»Præjudiciel forelæggelse – direktiv 92/85/EØF – artikel 4, stk. 1 – beskyttelse af arbejdstageres sikkerhed og sundhed – ammende arbejdstager – vurdering af, hvilke risici stillingen indebærer – indsigelse fra den berørte arbejdstager – direktiv 2006/54/EF – artikel 19 – ligebehandling – forskelsbehandling på grundlag af køn – bevisbyrde«

Sammendrag – Domstolens dom (Femte Afdeling) af 19. oktober 2017

Socialpolitik – mandlige og kvindelige arbejdstagere – adgang til beskæftigelse samt arbejdsvilkår – ligebehandling – artikel 2, stk. 2, litra c), i direktiv 2006/54 – anvendelsesområde – dårligere behandling af en kvinde, fordi hun ammer – omfattet – bevisbyrden i tilfælde af forskelsbehandling – anvendelse i en sag om en arbejdstager, der ammer, og som har anfægtet vurderingen af, hvilke risici hendes stilling indebærer – bestemmelser for anvendelse af bevisreglerne

[Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54, art. 2, stk. 2, litra c), og art. 19, stk. 1; Rådets direktiv 92/85, 14. betragtning og art. 4, stk. 1, og art. 8]

Artikel 19, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv skal fortolkes således, at den finder anvendelse på en situation som den, der er omhandlet i hovedsagen, hvor en arbejdstager, der ammer, for en national domstol eller for enhver anden kompetent myndighed i den berørte medlemsstat anfægter vurderingen af, hvilke risici den pågældendes stilling indebærer, idet vurderingen ikke blev udført i overensstemmelse med artikel 4, stk. 1, i Rådets direktiv 92/85/EØF af 19. oktober 1992 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere som er gravide, som lige har født, eller som ammer.

Det skal med hensyn hertil påpeges, at forskelsbehandling i henhold til artikel 2, stk. 2, litra c), i direktiv 2006/54, bl.a. omfatter »enhver form for dårligere behandling af en kvinde i forbindelse med graviditet eller barselsorlov som defineret i direktiv [92/85]«.

Som Domstolen allerede har fastslået, er formålet med EU-reglerne vedrørende lighed mellem mænd og kvinder på området for de rettigheder, der tilkommer kvinder, som er gravide, som lige har født, eller som ammer, at beskytte kvindelige arbejdstagere før og efter fødslen (dom af 11.11.2010, Danosa,C-232/09, EU:C:2010:674, præmis 68 og den deri nævnte retspraksis).

Desuden fremgår det af 14. betragtning til og artikel 8 i direktiv 92/85, at »sårbarheden hos arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer, nødvendiggør en ret til barselsorlov i mindst 14 sammenhængende uger fordelt før og/eller efter fødslen og en obligatorisk barselsorlov på mindst 2 uger fordelt før og/eller efter fødslen«. Barselsorlov har således til formål at beskytte den gravide arbejdstager, den arbejdstager, som lige har født, og den arbejdstager, som ammer.

Det følger heraf, at idet amning er tæt forbundet med moderskab og navnlig med »graviditet eller barselsorlov«, skal de arbejdstagere, som ammer, beskyttes i samme omfang som arbejdstagere, der er gravide eller lige har født.

Følgelig skal enhver form for dårligere behandling af en kvindelig arbejdstager, fordi hun ammer, anses for at falde inden for anvendelsesområdet for artikel 2, stk. 2, litra c), i direktiv 2006/54 og udgør derfor en direkte forskelsbehandling på grundlag af køn.

Artikel 19, stk. 1, i direktiv 2006/54 skal fortolkes således, at det i en situation som den, der er omhandlet i hovedsagen, påhviler den berørte arbejdstager at påvise de faktiske omstændigheder, der kan indikere, at vurderingen af, hvilke risici hendes stilling indebærer, ikke er blevet udført i overensstemmelse med kravene i artikel 4, stk. 1, i direktiv 92/85, og som derfor giver anledning til at formode, at der foreligger direkte forskelsbehandling på grundlag af køn som omhandlet i direktiv 2006/54, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve. Det påhviler herefter indstævnte at bevise, at den nævnte risikovurdering er udført i overensstemmelse med kravene i denne bestemmelse, og at der følgelig ikke er sket en krænkelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling.

(jf. præmis 55, 57-60, 65 og 76 samt domskonkl.1 og 2)