Sag C-433/15

Europa-Kommissionen

mod

Den Italienske Republik

»Traktatbrud – mælk og mejeriprodukter – tillægsafgift på mælk – produktionsårene 1995/1996 til 2008/2009 – forordning (EF) nr. 1234/2007 – artikel 79, 80 og 83 – forordning (EF) nr. 595/2004 – artikel 15 og 17 – tilsidesættelse – manglende effektiv betaling af afgiften inden for den fastsatte frist – manglende opkrævning i tilfælde af manglende betaling af afgiften«

Sammendrag – Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 24. januar 2018

1. Landbrug–fælles markedsordning–mælk og mejeriprodukter–tillægsafgift på mælk–fordeling og opkrævning–medlemsstaternes forpligtelser–undladelse–begrundet med retlige og politiske vanskeligheder på EU-plan–ikke tilladt

   (Rådets forordning nr. 3950/92, art. 1 og 2, nr. 1788/2003, art. 4, og nr. 1234/2007, art. 79, 80 og 83; Kommissionens forordning nr. 536/93, art. 7, og nr. 1392/2001, art. 11, stk. 1 og 2; Kommissionens forordning nr. 595/2004, som ændret ved forordning nr. 1468/2006, art. 15 og 17)

2. Landbrug–fælles markedsordning–mælk og mejeriprodukter–tillægsafgift på mælk–fordeling og opkrævning–medlemsstaternes pligt til at udvise omhu–rækkevidde

   (Art. 4, stk. 3, TEUF)

3. Traktatbrudssøgsmål–bevis for traktatbruddet–Kommissionens bevisbyrde–fremlæggelse af forhold, der godtgør traktatbruddet–gendrivelse heraf påhviler den pågældende medlemsstat

   (Art. 258 TEUF)

4. Medlemsstater–forpligtelser–undladelse–begrundet i interne forhold–ikke tilladt

   (Art. 258 TEUF)

1.  En medlemsstat tilsidesætter sine forpligtelser i henhold til artikel 1 og 2 i forordning nr. 3950/92 om en tillægsafgift på mælk og mejeriprodukter, artikel 4 i forordning nr. 1788/2003 om en afgift på mælk og mejeriprodukter, artikel 79, 80 og 83 i forordning nr. 1234/2007 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om særlige bestemmelser for visse landbrugsprodukter (fusionsmarkedsordningen), artikel 7 i forordning nr. 536/93 om gennemførelsesbestemmelser for tillægsafgiften på mælk og mejeriprodukter, artikel 11, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1392/2001 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 3950/92 samt artikel 15 og 17 i forordning nr. 595/2004 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 1788/2003, som ændret ved forordning nr. 1468/2006, hvis den undlader at sikre, at den skyldige tillægsafgift på mælk for de produktionsår, hvor tillægsafgiften reelt blev pålagt, rent faktisk blev opkrævet fra de enkelte producenter, der havde bidraget til hver produktionsoverskridelse, samt blev betalt i rette tid efter meddelelse om det skyldige beløb af køberen eller producenten i tilfælde af direkte salg, eller, når den ikke blev betalt i rette tid, blev registreret og eventuelt krævet betalt af disse købere eller producenter.

   Det følger nemlig af artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 3950/92, at den ved forordningens artikel 1 fastsatte tillægsafgift betales af de producenter, der har bidraget til overskridelsen af referencemængderne. En sådan fordeling af tillægsafgiften foreskrives ligeledes i artikel 4 i forordning nr. 1788/2003 samt i artikel 79, 80 og 83 i forordning nr. 1234/2007. I henhold til artikel 7 i forordning nr. 536/93, artikel 11, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1392/2001 samt artikel 15 og 17 i forordning nr. 595/2004 er medlemsstaterne endvidere forpligtede til at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at afgiften, inklusive skyldige renter, hvis betalingsfristen ikke overholdes, opkræves korrekt, og at den pålægges de producenter, der har bidraget til overskridelsen. Den omstændighed, at ordningen for tillægsafgiften på mælk gav retlige og politiske vanskeligheder på EU-plan, og at denne ordning i sidste ende blev erstattet, berettiger på ingen måde, at medlemsstaterne ikke træffer alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre dens effektivitet på nationalt plan.

   (jf. præmis 40, 41 og 57 samt domskonkl. 1)

2.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 42)

3.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 43 og 44)

4.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 56)