Sag C-415/15 P

Stichting Woonpunt m.fl.

mod

Europa-Kommissionen

»Appel – statsstøtte – eksisterende støtte – artikel 108, stk. 1, TEUF – støtteordning til fordel for sociale boligselskaber – forordning (EF) nr. 659/1999 – artikel 17, 18 og 19 – Kommissionens bedømmelse af, om en eksisterende støtteordning er forenelig med det indre marked – forslag om passende foranstaltninger – de nationale myndigheders tilsagn om at overholde EU-retten – afgørelse om forenelighed med det indre marked – rækkevidden af domstolskontrollen – retsvirkninger«

Sammendrag – Domstolens dom (Første Afdeling) af 15. marts 2017

1. Statsstøtte–eksisterende støtte–Kommissionens løbende undersøgelse sammen med medlemsstaterne–Kommissionens bedømmelse af, om en eksisterende støtteordning er forenelig med det indre marked–forslag om, at medlemsstaterne vedtager passende foranstaltninger med henblik på at afhjælpe en uforenelighed–medlemsstaternes accept–Kommissionens afgørelse om at gøre disse foranstaltninger bindende–sag anlagt af støttemodtageren–mulighed for at anfægte Kommissionens bedømmelse med hensyn til støttens uforenelighed med det indre marked

   (Art. 108, stk. 1, TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47; Rådets forordning nr. 659/1999, art. 18, og art. 19, stk. 1)

2. Annullationssøgsmål–akter, der kan være genstand for søgsmål–forberedende akter–ikke omfattet–skrivelse fra Kommissionen, hvori der udtrykkes tvivl om en støttes forenelighed med det indre marked og foreslås passende foranstaltninger–retsakt, der udgør et skridt i proceduren for udarbejdelse af en afgørelse, hvorved det fastslås, at en støtte er uforenelig med det indre marked–ikke omfattet

   (Art. 263 TEUF; Rådets forordning nr. 659/1999, art. 17)

3. Statsstøtte–kommissionsafgørelse, hvorved det fastslås, at en støtte er uforenelig med det indre marked–Kommissionens skøn–kompliceret økonomisk overvejelse–domstolskontrol–grænser

   (Art. 107 TEUF og 108 TEUF)

4. Statsstøtte–eksisterende støtte–Kommissionens løbende undersøgelse sammen med medlemsstaterne–foranstaltninger, der foreslås af medlemsstaterne i forbindelse med nævnte undersøgelse–staternes accept–bindende virkning–betingelser

   (Art. 108, stk. 1, TEUF; Rådets forordning nr. 659/1999, art. 19, stk. 1)

1.  En afgørelse, hvormed Kommissionen gør de tilsagn, som en medlemsstat har accepteret med henblik på at sikre, at en eksisterende støtteordning er forenelig med det indre marked, bindende, forudsætter nødvendigvis, at Kommissionen forinden har foretaget en bedømmelse af den omhandlede støtteordnings forenelighed med det indre marked, og at den efter at have taget de oplysninger, som den berørte medlemsstat har fremsendt, i betragtning er nået til den konklusion, at denne ordning ikke eller ikke længere er forenelig med det indre marked, og at de passende foranstaltninger derfor er nødvendige med henblik på at afhjælpe denne uforenelighed. Den bedømmelse, som Kommissionen foretog, og den konklusion, som den drog heraf, er ikke udelukket fra den af Unionens retsinstanser udøvede kontrol, idet retten til effektiv domstolsbeskyttelse – som er sikret ved artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – for dem, der er omfattet af eksisterende støtteordninger, ellers ville blive tilsidesat.

   En afgørelse, hvormed Kommissionen gør de tilsagn, som en medlemsstat har accepteret med henblik på at sikre, at en eksisterende støtteordning er forenelig med det indre marked, bindende i henhold til artikel 18 i forordning nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 TEUF, sammenholdt med samme forordnings artikel 19, stk. 1, for så vidt som den er baseret på den forudgående konstatering, at en eksisterende støtteordning er uforenelig med det indre marked, kan gøre indgreb i interesserne for dem, der er omfattet af denne ordning. Retten til effektiv domstolsbeskyttelse for dem, der er omfattet af en eksisterende støtteordning, forudsætter dermed, at de pågældende, ved et søgsmål til prøvelse af en sådan afgørelse, ligeledes kan anfægte den bedømmelse, som Kommissionen har anlagt vedrørende denne ordning, og denne institutions konklusion om, at nævnte ordning ikke er forenelig med det indre marked, og at de passende foranstaltninger følgelig er nødvendige med henblik på at afhjælpe denne uforenelighed.

   Denne konklusion afsvækkes ikke af argumentet om, at den omtvistede bedømmelse ikke er endelig. Proceduren for undersøgelse af eksisterende støtteordninger i henhold til artikel 108, stk. 1, TEUF fører ganske vist ikke til en formel konstatering om uforenelighed med det indre marked. Men konklusionen om, at den eksisterende støtteordning er uforenelig med det indre marked, og det forslag om passende foranstaltninger, som denne konklusion indebærer, medfører nødvendigvis de samme retsvirkninger som en sådan formel konstatering i forhold til denne stat, når Kommissionen har taget den berørte medlemsstats accept af disse foranstaltninger til efterretning.

   (jf. præmis 38-40, 43, 50-52)

2.  Mellemkommende foranstaltninger, der har til formål at forberede en endelig afgørelse, udgør i princippet ikke retsakter, som kan være genstand for et annullationssøgsmål. Et annullationssøgsmål vedrørende retsakter, der er udtryk for Kommissionens foreløbige opfattelse, kunne tvinge Unionens retsinstanser til at foretage en vurdering af spørgsmål, som den berørte institution endnu ikke har haft lejlighed til at udtale sig om, hvilket ville foregribe behandlingen af realitetsspørgsmålene og medføre en sammenblanding af forskellige faser af den administrative og den judicielle sagsbehandling.

   Endvidere kan en mellemkommende retsakt ligeledes ikke gøres til genstand for søgsmål, hvis det er fastslået, at den ulovlighed, som denne retsakt er behæftet med, kan påberåbes til støtte for et søgsmål, der er rettet mod den endelige afgørelse, som den forbereder. Under sådanne omstændigheder vil et søgsmål til prøvelse af den afgørelse, der bringer proceduren til ophør, sikre en tilstrækkelig domstolsbeskyttelse. Dette gør sig gældende med hensyn til Kommissionens skrivelse i henhold til artikel 17 i forordning nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 TEUF, hvori Kommissionen udtrykte tvivl om støtteordningens forenelighed med fællesmarkedet og foreslog passende foranstaltninger, eftersom denne skrivelse udgør et første skridt i udarbejdelsen af en afgørelse, som fastslår, at en støtteordning er uforenelig med fællesmarkedet, og denne tvivl bekræftes ved denne afgørelse. En sagsøger kan ikke afskæres fra at påberåbe sig en ulovlighed, som bedømmelsen i denne skrivelse er behæftet med, til støtte for sit søgsmål til prøvelse af nævnte afgørelse.

   (jf. præmis 44-48)

3.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 53)

4.  De passende foranstaltninger, som Kommissionen foreslår i henhold til artikel 108, stk. 1, TEUF, har en bindende virkning i en medlemsstat, for så vidt som de accepteres af denne medlemsstat, således som det bestemmes i artikel 19, stk. 1, andet punktum, i forordning nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 TEUF. Denne accept har imidlertid alene retsvirkninger, hvis Kommissionen underrettes herom, og den tager dette til efterretning og underretter nævnte medlemsstat herom i overensstemmelse med denne forordnings artikel 19, stk. 1, første punktum.

   (jf. præmis 63)