Sag C-342/15

Leopoldine Gertraud Piringer

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Oberster Gerichtshof)

»Præjudiciel forelæggelse – advokaters frie udveksling af tjenesteydelser – medlemsstaternes mulighed for at forbeholde bestemte kategorier af advokater retten til at udfærdige officielt bekræftede dokumenter, hvorved der stiftes eller overdrages rettigheder over fast ejendom – en medlemsstats lovgivning, hvorefter det kræves, at underskriftens ægthed på en tingslysningsanmeldelse er bekræftet af en notar«

Sammendrag – Domstolens dom (Femte Afdeling) af 9. marts 2017

1. Fri udveksling af tjenesteydelser–advokater–direktiv 77/249–anvendelsesområde–undtagelser–medlemsstaternes mulighed for at forbeholde bestemte kategorier af advokater retten til at udfærdige officielt bekræftede dokumenter i forbindelse med fast ejendom–anvendelse i tilfælde, hvor der efter national lovgivning kræves notarbekræftelse af underskriftens ægthed på en tingslysningsanmeldelse–ikke omfattet

   (Art. 56 TEUF; Rådets direktiv 77/249, art. 1, stk. 1, andet afsnit)

2. Fri udveksling af tjenesteydelser–undtagelser–virksomhed forbundet med udøvelsen af offentlig myndighed–begreb–notarbekræftelse af underskriftens ægthed på en tingslysningsanmeldelse–ikke omfattet

   (Art. 51 TEUF, 52 TEUF og 62 TEUF)

3. Fri udveksling af tjenesteydelser–restriktioner–juridiske tjenesteydelser–national lovgivning, hvorefter der kræves notarbekræftelse af underskriftens ægthed på en tingslysningsanmeldelse–lovlighed

   (Art. 56 TEUF)

1.  Artikel 1, stk. 1, andet afsnit, i Rådets direktiv 77/249/EØF af 22. marts 1977 om lettelser med henblik på den faktiske gennemførelse af advokaters frie udveksling af tjenesteydelser skal fortolkes således, at den ikke finder anvendelse på en medlemsstats lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter det er forbeholdt notarer at foretage bekræftelser vedrørende ægtheden af underskrifter på dokumenter, der er nødvendige med henblik på at stifte eller overdrage rettigheder over fast ejendom, og dermed udelukker muligheden for i denne medlemsstat at anerkende en sådan bekræftelse, der er foretaget af en advokat, der er etableret i en anden medlemsstat.

   Det må imidlertid fastslås, at den undtagelse, der er fastsat i artikel 1, stk. 1, andet afsnit, i direktiv 77/249, ikke generelt omfatter de forskellige kategorier af juridiske erhverv, således at medlemsstaterne under henvisning til denne bestemmelse ville have ret til at begrænse udøvelsen af virksomhed bestående i udfærdigelse af officielt bekræftede dokumenter, hvorved der stiftes eller overdrages rettigheder over fast ejendom, til visse kategorier af erhvervsdrivende inden for de juridiske erhverv, såsom notarer, og således forbyde udenlandske advokater at udøve den pågældende virksomhed på nævnte medlemsstaters område. Som generaladvokaten har anført i punkt 34 i forslaget til afgørelse, har den nævnte undtagelse således til formål at undgå, at advokater fra andre medlemsstater kan udøve de pågældende former for virksomhed i Det Forenede Kongerige og Irland. Idet den undtagelse, der er fastsat ved artikel 1, stk. 1, andet afsnit, i direktiv 77/249, kun omfatter bestemte kategorier af advokater, der har ret til at udøve deres virksomhed under en af de betegnelser, som præcist er angivet i direktivet selv, og ikke andre erhverv end advokathvervet, må det under disse omstændigheder fastslås, at den nævnte bestemmelse ikke finder anvendelse på omstændighederne i hovedsagen.

   (jf. præmis 40, 44, 46 og 47 samt domskonkl. 1)

2.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 53-55)

3.  Artikel 56 TEUF skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en medlemsstats lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter det er forbeholdt notarer at foretage bekræftelser af ægtheden af underskrifter, der er påført dokumenter, som er nødvendige med henblik på at stifte eller overdrage rettigheder over fast ejendom, og dermed udelukker muligheden for i denne medlemsstat at anerkende en sådan bekræftelse, der er foretaget af en advokat – i henhold til dennes nationale ret – som er etableret i en anden medlemsstat.

   For så vidt som et sådant kompetenceforbehold ikke gør det muligt at anerkende bekræftelsen af en underskrifts ægthed, der er foretaget af en advokat etableret i en anden medlemsstat, i den foreliggende sag Den Tjekkiske Republik, hvor advokaten i henhold til national ret lovligt leverer tilsvarende tjenesteydelser, kan det imidlertid hindre en sådan erhvervsdrivende i at tilbyde denne type tjenesteydelse til klienter, som påtænker at gøre brug af den i Østrig. Henset til den retspraksis, der er anført i denne doms præmis 34 og 35, begrænser et sådant kompetenceforbehold ligeledes en østrigsk statsborgers – som modtager af en sådan tjenesteydelse – frihed til at tage til Den Tjekkiske Republik for dér at oppebære en tjenesteydelse, som ikke kan anvendes med henblik på tingslysning i Østrig. Det må derfor konstateres, at en national bestemmelse som den i hovedsagen omhandlede udgør en restriktion for den frie udveksling af tjenesteydelser, der er sikret ved artikel 56 TEUF.

   Som bl.a. den østrigske regering og den tyske regering har anført, skal det for det første bemærkes, at tingbogen – især i visse medlemsstater, der har latinsk notarvirksomhed – imidlertid er af afgørende betydning navnlig i forbindelse med handel med fast ejendom. Navnlig har enhver indførelse i tingbogen, såsom den østrigske tingbog, en retsstiftende virkning, således at ejendomsretten for den person, som har anmodet om indførelsen, først opstår ved denne indførelse. Tinglysning udgør således en væsentlig bestanddel af den forebyggende retspleje, idet den har til formål at sikre den korrekte anvendelse af loven og retssikkerheden med hensyn til dokumenter, der oprettes mellem private, hvilket henhører under statens opgaver og ansvar. Nationale bestemmelser, som kræver, at nøjagtigheden af indførelserne i tingbogen efterprøves ved hjælp af edsvorne erhvervsdrivende såsom notarer, bidrager under disse omstændigheder til at sikre retssikkerheden med hensyn til ejendomshandler samt et velfungerende tinglysningssystem og knytter sig mere generelt til beskyttelsen af en forsvarlig retspleje, som i henhold til Domstolens praksis udgør et tvingende alment hensyn (jf. i denne retning dom af 12.12.1996, Reisebüro Broede,C-3/95, EU:C:1996:487, præmis 36). Det må følgelig konstateres, at de formål, som den østrigske regering har påberåbt sig, udgør et tvingende alment hensyn, som kan begrunde en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede.

   Således som det fremgår af de østrigske myndigheders indlæg under retsmødet i den foreliggende sag, er notarens medvirken vigtig og nødvendig for at foretage tinglysning, for så vidt som denne erhvervsdrivendes deltagelse ikke er begrænset til at bekræfte identiteten af en person, som har underskrevet et dokument, men ligeledes indebærer, at notaren gør sig bekendt med dokumentets indhold med henblik på at sikre den påtænkte transaktions forskriftsmæssighed og efterprøve anmelderens retlige handleevne.

   Det forhold, at virksomhed, der er forbundet med bekræftelsen af dokumenter, hvorved der stiftes eller overdrages rettigheder over fast ejendom, er forbeholdt en bestemt kategori af erhvervsdrivende, hvortil offentlighedens tillid er knyttet, og som den pågældende medlemsstat udøver en særlig kontrol med, udgør under disse omstændigheder en egnet foranstaltning til at nå formålet om et velfungerende tinglysningssystem samt lovligheden og retssikkerheden med hensyn til dokumenter, der oprettes mellem private. Det bemærkes desuden, at advokaternes opgave med at attestere ægtheden af underskrifter, der er påført dokumenter, ikke er sammenlignelig med den opgave med ægthedsbekræftelse, der foretages af notarer, og at det er strengere bestemmelser, der regulerer ordningen med ægthedsbekræftelse. Generelt at opgive de statslige kontrolfunktioner eller en effektiv sikring af kontrollen med indførelse i tingbogen af grunde, der vedrører advokaters frie udveksling af tjenesteydelser, ville føre til en forstyrrelse af tinglysningssystemet samt af lovligheden og retssikkerheden med hensyn til dokumenter, der oprettes mellem private.

   (jf. præmis 51, 52, 58, 59, 62, 64-66, 69 og 71 samt domskonkl. 2)