Sag C-269/15

Rijksdienst voor Pensioenen

mod

Willem Hoogstad

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Hof van Cassatie)

»Præjudiciel forelæggelse — social sikring — forordning (EØF) nr. 1408/71 — artikel 4 — materielt anvendelsesområde — indeholdelser i lovbestemte alderspensioner og i enhver anden supplerende ydelse — artikel 13 — fastlæggelse af gældende lovgivning — bopæl i en anden medlemsstat«

Sammendrag – Domstolens dom (Tiende Afdeling) af 26. oktober 2016

1. Præjudicielle spørgsmål – antagelighed – betingelser – spørgsmål, der har forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand – anmodning, der forsyner Domstolen med tilstrækkelige faktiske og retlige oplysninger

   (Art. 267 TEUF)

2. Social sikring – vandrende arbejdstagere – EU-bestemmelser – materielt anvendelsesområde – sociale bidrag ved udbetaling af ydelser fra supplerende pensionsordninger – omfattet – gældende lovgivning – princippet om anvendelse af én lovgivning – national lovgivning om opkrævning af disse bidrag – forsikret, der er bosiddende i en anden medlemsstat og er omfattet af dennes sociallovgivning – ikke tilladt

   (Rådets forordning nr. 1408/71, art. 4, art. 13, stk. 1 og 2, art. art. 14-17, art. 27, 28, 28a og 33)

1.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 19-22)

2.  Artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, som ændret og ajourført ved forordning nr. 118/97, som ændret ved forordning nr. 1606/98, er til hinder for nationale bestemmelser, som foreskriver opkrævning af sociale bidrag, der har en direkte og tilstrækkelig relevant forbindelse med den lovgivning om sociale sikringsgrene, der er opregnet i artikel 4 i forordning nr. 1408/71, som ændret, ved udbetaling af ydelser fra supplerende pensionsordninger, når modtageren af disse supplerende pensioner ikke er bosat i denne medlemsstat og i medfør af denne forordnings artikel 13, stk. 2, litra f), i denn forordning, som ændret, er omfattet af sociallovgivningen i den medlemsstat, hvor den pågældende er bosat.

   De bidrag, som rammer de supplerende pensionsordninger, kan således være omfattet af denne forordnings anvendelsesområde, eftersom provenuet fra disse bidrag anvendes direkte og specifikt til finansiering af visse sociale sikringsgrene i medlemsstaten.

   Denne fortolkning understøttes af det formål, der forfølges med forordning nr. 1408/71, og af de principper, forordningen er baseret på. Det udtømmende sæt lovvalgsregler, som er fastsat ved forordning nr. 1408/71 bevirker således, at lovgiver i den enkelte medlemsstat ikke er beføjet til efter eget skøn at fastlægge rækkevidden af og anvendelsesbetingelserne for national lovgivning for så vidt angår de omfattede personer samt området. Dette princip om, at kun én medlemsstats sociallovgivning finder anvendelse, har til formål at undgå de komplikationer, der kan opstå ved samtidig anvendelse af flere nationale lovgivninger, og at afskaffe den forskelsbehandling, som skyldes, at de lovgivninger, som vil kunne finde anvendelse på personer, der flytter inden for Unionen, helt eller delvis anvendes samtidigt. Dette princip gælder dog kun for de situationer, der er omfattet af artikel 13, stk. 2, samt artikel 14-17 i forordning nr. 1408/71, som fastsætter de lovvalgsregler, der skal anvendes i de forskellige tilfælde. Efter at forordning nr. 2195/91 om ændring af forordning nr. 1408/71 indførte litra f) i artikel 13, stk. 2, i forordning nr. 1408/71, gælder princippet om, at kun én medlemsstats lovgivning finder anvendelse, også for arbejdstagere, der endeligt har indstillet deres erhvervsaktiviteter.

   Artikel 33 i forordning nr. 1408/71 skal endelig sammenholdes med artikel 27, 28 og 28a i forordningens afsnit III, Afdeling 5, kapitel I, der finder anvendelse på pensionisters eller rentemodtageres og deres familiemedlemmers rettigheder, som vedrører enten tilfælde, hvori en person oppebærer en pension eller en rente i medfør af lovgivningen i to eller flere medlemsstater, eller tilfælde, hvor en person oppebærer en pension i medfør af lovgivningen i én enkelt medlemsstat, men hvor der ikke er ret til ydelser i bopælslandet.

   Det kan dermed ikke af eksistensen af materielle regler om pensionisters eller rentemodtageres rettigheder, som i øvrigt ikke gælder for alderspensioner eller supplerende pensioner, der er støttet på overenskomstbestemmelser, udledes, at opkrævning af sociale bidrag af sådanne supplerende pensioner er forenelig med det i artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 fastsatte princip om, at kun én medlemsstats lovgivning finder anvendelse.

   (jf. præmis 31, 32, 34, 36-38, 41-43 og domskonkl.)