Sag C-244/15

Europa-Kommissionen

mod

Den Hellenske Republik

»Traktatbrud — skatter og afgifter — frie kapitalbevægelser — artikel 63 TEUF — EØS-aftalens artikel 40 — arveafgift — en medlemsstats lovgivning, der fastsætter en fritagelse for arveafgift af den primære bolig, forudsat at arvingen har fast bopæl i denne medlemsstat — restriktion — begrundelse«

Sammendrag – Domstolens dom (Syvende Afdeling) af 26. maj 2016

1. Fri bevægelighed for kapital og frihed til at foretage betalinger – restriktioner – arveafgift – national lovgivning, der alene for statsborgere i EU’s medlemsstater, der har fast bopæl i den pågældende medlemsstat, fastsætter en fritagelse for arveafgift af den primære bolig – ikke tilladt – begrundelse – foreligger ikke

   (Art. 63 TEUF; EØS-aftalen, art. 40)

2. Fri bevægelighed for kapital og frihed til at foretage betalinger – restriktioner – arveafgift – begrundelse – bevisbyrden påhviler medlemsstaten

   (Art. 63 TEUF)

3. Traktatbrudssøgsmål – Domstolens prøvelse af søgsmålsgrundlaget – relevante forhold – forholdene ved udløbet af den i den begrundede udtalelse fastsatte frist

   (Art. 258 TEUF)

1.  Den pågældende medlemsstat har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 63 TEUF og artikel 40 i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, idet den har vedtaget og opretholdt en lovgivning, der fastsætter en fritagelse for arveafgift af den primære bolig, der udelukkende finder anvendelse på statsborgere i Den Europæiske Unions medlemsstater, der er bosiddende i denne medlemsstat.

   En sådan skattelovgivning medfører nemlig en formindskelse af værdien af arven for den arving, som opfylder alle de krævede betingelser, bortset fra betingelsen om forpligtelsen til at være fast bosiddende i den nævnte medlemsstat, ved at nægte den pågældende fritagelsen for arveafgift og ved således at bevirke, at denne pålægges en skattebyrde, der er tungere end den, der påhviler en arving med fast bopæl dér.

   Hvad angår sammenligneligheden af de omhandlede personkategoriers situationer, kan en sådan national lovgivning ikke – når denne lovgivning med hensyn til beskatning af en fast ejendom erhvervet ved arv og beliggende i den pågældende medlemsstat ligestiller bosiddende og ikke-bosiddende arvinger – inden for rammerne af selv samme beskatningsordning behandle disse arvinger forskelligt for så vidt angår anvendelsen af en fritagelse for arveafgift af denne faste ejendom. Dette er imidlertid tilfældet i den foreliggende sag.

   Der er desuden ikke af den pågældende medlemsstat påberåbt noget hensyn, der kan begrunde en restriktion for de frie kapitalbevægelser som omhandlet i artikel 63 TEUF. Den nævnte lovgivning er således ikke egnet til på en sammenhængende og systematisk måde at kunne nå dette mål af almen interesse og af socialpolitisk karakter, som består i at opfylde boligbehovene, eftersom den fastsatte fritagelse hverken er underlagt en forpligtelse til, for arvingen, at etablere sin primære bolig i den faste ejendom, der overdrages ved arv, eller til at bebo den nævnte faste ejendom. Hensynet til at undgå et tab af skatteindtægter er endvidere ikke blandt de hensyn, som anføres i artikel 65 TEUF, og kan heller ikke anses for et tvingende alment hensyn, som kan begrunde restriktioner for en frihed indført ved EUF-traktaten.

   (jf. præmis 31, 36-38, 40, 43, 45 og 50 samt domskonkl.)

2.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 42)

3.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 47)