Sag C-218/15

Straffesag

mod

Gianpaolo Paoletti m.fl.

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunale ordinario di Campobasso)

»Præjudiciel forelæggelse — artikel 6 TEU — artikel 49 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder — princippet om anvendelse med tilbagevirkende kraft af den mildeste straffebestemmelse — italienske statsborgere, der har tilrettelagt rumænske statsborgeres ulovlige indrejse til Italien — forhold begået før Rumæniens tiltrædelse af Den Europæiske Union — indvirkningen af Rumæniens tiltrædelse på overtrædelsen i form af hjælp til ulovlig indvandring — gennemførelse af EU-retten — domstolens kompetence«

Sammendrag – Domstolens dom (Femte Afdeling) af 6. oktober 2016

1. Præjudicielle spørgsmål – domstolens kompetence – grænser – anmodning om fortolkning af Unionens charter om grundlæggende rettigheder – national retsstilling med tilknytning til EU-retten – domstolens kompetence

   (Art. 267 TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 51, stk. 1)

2. EU-ret – principper – princippet om anvendelse med tilbagevirkende kraft af den mildeste straf – generelt EU-retligt princip indeholdt i Unionens charter om grundlæggende rettigheder

3. (Art. 6, stk. 3, TEU; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 49, stk. 1)

4. EU-ret – principper – princippet om anvendelse med tilbagevirkende kraft af den mildeste straf – betingelser for anvendelse

   (Art. 6, stk. 3, TEU; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 49, stk. 1)

5. Grænsekontrol, asyl og indvandring – indvandringspolitik – bekæmpelse af hjælp til ulovlig indrejse og transit samt ulovligt ophold – strafferetlig sanktion pålagt personer, der har begået lovovertrædelsen i form af hjælp til statsborgere i en medlemsstats ulovlige indvandring – forhold begået før denne medlemsstats tiltrædelse af Den Europæiske Union – tilsidesættelse af princippet om, at strafbare forhold og straffe skal have lovhjemmel – foreligger ikke

   (Art. 6 TEU; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 49; Rådets direktiv 2002/90, art. 1 og 3; Rådets rammeafgørelse 2002/946, art. 1, stk. 1)

1.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 13-20)

2.  Princippet om anvendelse med tilbagevirkende kraft af den mildeste straffebestemmelse, der er fastsat i artikel 49, stk. 1, i Den Europæiske Unionens charter om grundlæggende rettigheder, er en del af den primære EU-ret. Selv før ikrafttrædelsen af Lissabontraktaten, der tildelte chartret den samme juridiske værdi som traktaterne, har Domstolen fastslået, at dette princip fulgte af de fælles forfatningsmæssige traditioner i medlemsstaterne og dermed skulle anses for at høre til de almindelige EU-retlige grundsætninger, som den nationale ret skal overholde, når den anvender national lovgivning.

   (jf. præmis 25)

3.  Anvendelsen af den mildeste straffebestemmelse indebær nødvendigvis successiv anvendelse af lovene over tid og er baseret på den betragtning, at lovgiver har ændret holdning enten til den strafferetlige kvalificering af forholdene eller til, hvilken straf der skal pålægges for en overtrædelse.

   (jf. præmis 27)

4.  Artikel 6 TEU og artikel 49 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder skal fortolkes således, at en medlemsstats tiltrædelse af Den Europæiske Union ikke er til hinder for, at en anden medlemsstat kan pålægge de personer, der inden denne tiltrædelse har begået lovovertrædelsen i form af hjælp til statsborgere i den førstnævnte stats ulovlige indvandring, en strafferetlig sanktion.

   En national straffelovgivning, der sanktioner hjælp til ulovlig indvandring med fængsel i overensstemmelse med artikel 3 i direktiv 2002/90 om definition af hjælp til ulovlig indrejse og transit samt ulovligt ophold og artikel 1 i rammeafgørelsen 2002/946 om styrkelse af de strafferetlige rammer med henblik på bekæmpelse af hjælp til ulovlig indrejse og transit samt ulovligt ophold, der fastsætter, at en sådan overtrædelse skal straffes med strafferetlige sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til lovovertrædelsen og har afskrækkende virkning, vedrører således ikke tredjelandsstatsborgere, der indrejser ulovligt til og tager ophold i denne medlemsstat uden at være i besiddelse af en opholdstilladelse, men de personer, der yder hjælp til disse statsborgeres ulovlige indrejse til og ophold på denne stats område. Den omstændighed alene, at disse statsborgere efter deres ulovlige indrejse er blevet unionsborgere pga. deres medlemsstats tiltrædelse af Den Europæiske Union, kan ikke påvirke gennemførelsen af de straffesager, der indledes mod disse personer, der har ydet bistand til den ulovlige indvandring

   Denne erhvervelse af unionsborgerskab udgør således en faktisk situation, der ikke kan ændre gerningsindholdet i lovovertrædelsen i form af hjælp til ulovlig indvandring.

   Der er ingen bestemmelser i ovennævnte direktiv eller andre EU-retlige bestemmelser, der giver anledning til at antage, at erhvervelsen af unionsborgerskab skulle medføre en afskaffelse af den overtrædelse, der er begået af tiltalte, der har medvirket til menneskesmugling. Hvis der blev truffet en anden afgørelse, ville det svare til en tilskyndelse til denne form for smugling, når en medlemsstat har indledt processen med henblik på tiltrædelse af Den Europæiske Union, eftersom smuglerne kan være sikre på efterfølgende at være omfattet af straffrihed. Man ville således opnå det modsatte af, hvad EU-lovgiver har ønsket.

   (jf. præmis 32-34, 36 og 42 samt domskonkl.)