Sag C-207/15 P

Nissan Jidosha KK

mod

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

»Appel — EU-varemærker — figurmærke, der indeholder bestanddelen »CVTC« — ansøgninger om fornyelse, der er indgivet for en del af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke varemærket er registreret — yderligere frist — forordning (EF) nr. 73/2009 — artikel 47 — retssikkerhedsprincippet«

Sammendrag – Domstolens dom (Femte Afdeling) af 22. juni 2016

1. EU-ret – fortolkning – tekster på flere sprog – uoverensstemmelse mellem de forskellige sproglige versioner – hensyntagen til opbygningen af og formålet med det pågældende regelsæt

2. EU-varemærker – varemærkets registreringsperiode, fornyelse, ændring og deling – fornyelse af et varemærke – frister – indgivelse af en ansøgning om delvis fornyelse og betaling af gebyrer herfor i løbet af den første periode – supplering af ansøgningen i løbet af henstandsperioden – lovlig

   (Rådets forordning nr. 207/2009, art. 46 og art. 47, stk. 2-5)

1.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 43)

2.  Retten begik en retlig fejl, da den fastslog, at artikel 47, stk. 3, i forordning nr. 207/2009 om EU-varemærker og retssikkerhedsprincippet er til hinder for, at der indgives en ansøgning om fornyelse, der omhandler visse klasser af varer og tjenesteydelser, for hvilke et EU-varemærke er registreret, inden for den yderligere frist, når en ansøgning om fornyelse vedrørende andre klasser af varer og tjenesteydelser, der er dækket af samme varemærke, er blevet indgivet tidligere inden for den frist, der er fastsat i denne bestemmelses første punktum.

   Artikel 47, stk. 3, i forordning nr. 207/2009 i den franske sprogversion, som Retten undersøgte i den appellerede dom, har følgende ordlyd: »[l]a demande de renouvellement est à présenter dans un délai de six mois expirant le dernier jour du mois au cours duquel la période de protection prend fin. Les taxes doivent également être acquittées dans ce délai. Les taxes doivent également être acquittées dans ce délai. À défaut, la demande peut encore être présentée et les taxes acquittées dans un délai supplémentaire de six mois prenant cours le lendemain du jour visé dans la première phrase, sous réserve du paiement d’une surtaxe au cours dudit délai supplémentaire«.

   Det må imidlertid konstateres, at visse sprogversioner af artikel 47, stk. 3, tredje punktum, i forordning nr. 207/2009 adskiller sig fra den tekst, der er gengivet i den foregående præmis, idet de ikke anvender udtrykket »à defaut«, som Retten baserede sig på i den appellerede doms præmis 38, og heller ikke andre tilsvarende udtryk.

   Under alle omstændigheder kan det ikke klart og utvetydigt udledes af udtrykket »à défaut«, der anvendes i den franske sprogversion af denne bestemmelse, at det kun er undtagelsesvis, såfremt der ikke tidligere er blevet indgivet nogen anden ansøgning i denne retning, at der kan indgives en ansøgning om fornyelse af et EU-varemærke inden for den yderligere frist.

   Ordlyden af artikel 47, stk. 3, tredje punktum, i forordning nr. 207/2009 i alle de sprogversioner, der er gengivet i præmisserne ovenfor, tyder tværtimod på, at EU-lovgiver alene har gjort indgivelsen af en ansøgning om fornyelse af et EU-varemærke inden for den yderligere frist afhængig af betalingen af et tillægsgebyr, hvilket tillægsgebyr, er det eneste element, der gør det muligt at adskille en ansøgning om fornyelse, der er indgivet på disse betingelser, fra en ansøgning, der er indgivet inden for den oprindelige frist på seks måneder.

   Den almindelige opbygning af artikel 47, stk. 3, i forordning nr. 207/2009 kan ikke rejse tvivl om denne fortolkning.

   Det bemærkes navnlig i denne henseende, at registreringen – såfremt ansøgningen om fornyelse kun er indgivet for en del af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke EU-varemærket er registreret – ifølge denne forordnings artikel 47, stk. 4, kun fornyes for disse varer og tjenesteydelser, mens den nævnte forordnings artikel 47, stk. 5, bestemmer, at fornyelsen får virkning fra dagen efter registreringsperiodens udløb, og at den indføres i registret.

   Det må konstateres, at det ikke fremgår af disse bestemmelser, at det er forbudt inden for de frister, der er omhandlet i artikel 47, stk. 3, i forordning nr. 207/2009, at indgive ansøgninger om fornyelse af et EU-varemærke spredt over en periode og vedrørende forskellige klasser af varer og tjenesteydelser.

   De formål, der forfølges med forordning nr. 207/2009, understøtter desuden fortolkningen, hvorefter de nævnte ansøgninger om fornyelse bør imødekommes, forudsat at de er indgivet inden den yderligere frist er udløbet.

   Det bemærkes hertil, at artikel 47 i forordning nr. 207/2009, idet den fastsætter muligheden for fortsat at ansøge om fornyelse af registreringen af et EU-varemærke for ti år ad gangen og ved i denne sammenhæng at fastsætte to på hinanden følgende frister, inden for hvilke der i henhold til denne forordnings artikel 46 og 47 kan ansøges om den nævnte fornyelse, henset til den økonomiske betydning af den beskyttelse, der gives ved EU-varemærker, har til formål at lette varemærkeindehavernes opretholdelse af deres enerettigheder.

   Det skal i denne henseende fremhæves, således som det fremgår af meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget af 24. maj 2011 med titlen »Et indre marked for intellektuelle ejendomsrettigheder – Fremme af kreativitet og innovation med sigte på at skabe økonomisk vækst, arbejdspladser af høj kvalitet og førsteklasses produkter og tjenester i Europa« (KOM(2011) 287 endelig) (s. 7), at beskyttelsen af varemærker stimulerer investeringer i varer og tjenesteydelsers kvalitet, herunder navnlig i sektorer, som er meget afhængige af varemærker og forbrugernes mærkeloyalitet.

   Forfølgelsen af dette mål inden for rammerne af forordning nr. 207/2009 bekræftes ligeledes for det første af den omstændighed, at EUIPO i henhold til denne forordnings artikel 47, stk. 2, skal give indehaveren af EU-varemærket og enhver indehaver af en registreret ret til dette meddelelse om registreringsperiodens udløb i god tid forinden. For det andet kan indehaveren af et EU-varemærke, der trods iagttagelse af den efter omstændighederne fornødne omhu er blevet forhindret i over for EUIPO at overholde en frist, genindsættes i sine tidligere rettigheder, forudsat at der indgives en begæring inden for højst et år efter udløbet af den ikke overholdte frist.

   (jf. præmis 44, 45, 47-55 og 58)