Sag C-205/15

Direcția Generală Regională a Finanțelor Publice Brașov

mod

Vasile Toma

og

Biroul Executorului Judecătoresc Horațiu-Vasile Cruduleci

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Judecătoria Sibiu)

»Præjudiciel forelæggelse — Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder — artikel 47 — adgang til domstolsprøvelse — princippet om processuel ligestilling — ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet — procedure til tvangsfuldbyrdelse af en retsafgørelse om tilbagebetaling af en afgift, der er opkrævet i strid med EU-retten — offentlige myndigheders fritagelse for visse retsafgifter — Domstolens kompetence«

Sammendrag – Domstolens dom (Anden Afdeling) af 30. juni 2016

1. Præjudicielle spørgsmål – Domstolens kompetence – grænser – anmodning om fortolkning af Unionens charter om grundlæggende rettigheder – national retsstilling med tilknytning til EU-retten – Domstolen kompetent

   (Art. 267 TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 51, stk. 1)

2. Præjudicielle spørgsmål – Domstolens kompetence – nødvendigt at omformulere spørgsmålene

   (Art. 267 TEUF)

3. EU-retten – principper – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse – rækkevidde

   (Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47)

4. EU-retten – principper – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse – fastslået i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – procedure til tvangsfuldbyrdelse af en retsafgørelse om tilbagebetaling af en afgift, der er opkrævet i strid med EU-retten – national lovgivning, hvorefter offentligretlige juridiske personer er fritaget for at betale visse retsafgifter og alene privatretlige personer er underlagt disse – lovlig

   (Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47)

1.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 22-24, 27 og 28)

2.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 30)

3.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 40-44 og 47)

4.  Artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder samt ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en national lovgivning, hvorefter offentligretlige juridiske personer er fritaget for retslige stempelafgifter, når de fremsætter indsigelse mod tvangsfuldbyrdelsen af en retsafgørelse om tilbagebetaling af afgifter, der er opkrævet i strid med EU-retten, og er undtaget fra pligten til at betale depositum ved indgivelsen af en anmodning om udsættelse af en sådan tvangsfuldbyrdelsesprocedure, hvorimod anmodninger, der fremsættes af privatretlige fysiske og juridiske personer inden for rammerne af disse procedurer, som udgangspunkt fortsat er underlagt retsafgifter.

   Hvad for det første angår retsafgifterne bidrager de i princippet til en velfungerende domstolsordning, for så vidt som sådanne afgifter udgør en kilde til finansiering af medlemsstaternes domstolsvirksomhed. Den i en sådan national lovgivning fastsatte fritagelse for retslig stempelafgift, som offentligretlige juridiske personer er omfattet af, giver ikke i sig selv disse juridiske personer en processuel fordel, eftersom sådanne personers betaling af stempelafgift afholdes over det nationale konsoliderede budget, der tillige finansierer de ydelser, som Domstolene leverer.

   Hvad for det andet angår fritagelsen for at indbetale et depositum som det, der kræves ved indgivelsen af en anmodning om udsættelse af en sådan tvangsfuldbyrdelsesprocedure, og som offentligretlige juridiske personer er omfattet af, er medlemsstaterne i henhold til EU-retten forpligtet til at tilbagebetale skatter, der er opkrævet i strid med EU-retten, med renter. Derfor kan det ikke accepteres, at en medlemsstat kan påberåbe sig utilstrækkelige midler som begrundelse for, at det er umuligt at fuldbyrde en retsafgørelse, der anerkender en borgers ret til tilbagebetaling med renter af afgifter, som er opkrævet i strid med EU-retten. Den risiko, som depositummet skal dække, vil dermed ikke kunne opstå under en procedure, hvori sagsøgte er en offentligretlig juridisk person.

   Følgelig stiller en sådan lovgivning ikke privatretlige fysiske og juridiske personer i en dårligere situation i forhold til deres modparter, offentligretlige juridiske personer, og kan således ikke modvirke en retfærdig rettergang.

   (jf. præmis 49-53, 54 og 59 samt domskonkl.)