EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62015CJ0164

Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 21. december 2016.
Europa-Kommissionen mod Aer Lingus Ltd og Ryanair Designated Activity Company.
Appel – statsstøtte – national lufttransportafgift – anvendelse af forskellige satser – nedsat sats, der finder anvendelse på flyvninger, hvis destination er beliggende højst 300 km fra den nationale lufthavn – fordel – selektiv karakter – vurdering, såfremt afgiftsforanstaltningen kan udgøre en restriktion for den frie udveksling af tjenesteydelser – tilbagesøgning – punktafgift.
Forenede sager C-164/15 P og C-165/15 P.

Court reports – general

Forenede sager C-164/15 P og C-165/15 P

Europa-Kommissionen

mod

Aer Lingus Ltd
og
Ryanair Designated Activity Company

»Appel – statsstøtte – national lufttransportafgift – anvendelse af forskellige satser – nedsat sats, der finder anvendelse på flyvninger, hvis destination er beliggende højst 300 km fra den nationale lufthavn – fordel – selektiv karakter – vurdering, såfremt afgiftsforanstaltningen kan udgøre en restriktion for den frie udveksling af tjenesteydelser – tilbagesøgning – punktafgift«

Sammendrag – Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 21. december 2016

  1. Statsstøtte–begreb–offentlige myndigheders ydelse af en fordelagtig skattemæssig behandling til visse virksomheder–omfattet–skattelettelse, der udgør en generel foranstaltning, som finder anvendelse uden forskel på alle erhvervsdrivende–ikke omfattet

    (Art. 107, stk. 1, TEUF)

  2. Statsstøtte–begreb–foranstaltningens selektive karakter–en national foranstaltning, der kan begunstige visse virksomheder eller visse produktioner i forhold til andre, der befinder sig i en tilsvarende faktisk og retlig situation

    (Art. 107, stk. 1, TEUF)

  3. Statsstøtte–begreb–foranstaltningens selektive karakter–vurdering støttet på en hensyntagen til den anvendte lovgivningsteknik–udelukket

    (Art. 107, stk. 1, TEUF)

  4. Statsstøtte–begreb–afgiftsforanstaltning, der er i modstrid med andre EU-retlige bestemmelser end artikel 107 TEUF og 108 TEUF–udelukkelse af en fritagelse fra denne foranstaltning, som visse afgiftspligtige nyder godt af, fra kvalificeringen som statsstøtte–betingelser

    (Art. 107, stk. 1, TEUF)

  5. Appel–anbringender–anbringende mod en doms præmis, der ikke er nødvendig som begrundelse for domskonklusionen–uvirksomt anbringende

    (Art. 256 TEUF; statutten for Domstolen, art. 58)

  6. Statsstøtte–kommissionsafgørelse, hvorved støtten erklæres uforenelig med det indre marked og anordnes ophævet–fastlæggelse af medlemsstatens forpligtelser–tilbagesøgningsforpligtelse–rækkevidde–genoprettelse af den tidligere situation

    (Art. 108, stk. 2, første afsnit)

  7. Statsstøtte–tilbagesøgning af ulovlig støtte–genoprettelse af den tidligere situation–tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og ligebehandlingsprincippet–foreligger ikke

    (Art. 107 TEUF og 108 TEUF)

  1.  Begrebet »støtte« er mere generelt end begrebet »tilskud«, idet det ikke blot omfatter positive ydelser såsom selve tilskuddene, men ligeledes statslige indgreb, der under forskellige former letter de byrder, som normalt belaster en virksomheds budget, og derved, uden at være tilskud i ordets egentlige forstand, er af samme art og har tilsvarende virkninger

    Det følger heraf, at en foranstaltning, hvorved offentlige myndigheder indrømmer visse virksomheder en fordelagtig skattemæssig behandling, der, selv om den ikke indebærer en overførsel af statslige midler, giver de berettigede en gunstigere økonomisk stilling end andre skattepligtige, udgør statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF. Fordele, der følger af en generel foranstaltning, som finder anvendelse uden forskel på alle erhvervsdrivende, og som følgelig ikke er selektiv, udgør derimod ikke statsstøtte som omhandlet i artikel 107 TEUF.

    (jf. præmis 40 og 41)

  2.  Med henblik på vurderingen af betingelsen om selektivitet kræver artikel 107, stk. 1, TEUF en stillingtagen til, om en national foranstaltning som led i en bestemt retlig ordning kan begunstige visse virksomheder eller visse produktioner i forhold til andre virksomheder, der under hensyntagen til formålet med den nævnte ordning befinder sig i en tilsvarende faktisk og retlig situation.

    (jf. præmis 51)

  3.  Artikel 107, stk. 1, TEUF opstiller ikke nogen sondring mellem statsindgrebene ud fra de teknikker, der anvendes af de nationale myndigheder.

    Kun den omhandlede afgiftsforanstaltnings virkninger har betydning for bedømmelsen af dens eventuelle karakter af statsstøtte og navnlig for afgørelsen af, om denne foranstaltning fører til en mere fordelagtig afgiftsbehandling af sine adressater end af andre afgiftspligtige.

    (jf. præmis 58 og 68)

  4.  Den omstændighed, at en afgiftsforanstaltning er i modstrid med andre EU-retlige bestemmelser end artikel 107 TEUF og 108 TEUF, giver ikke mulighed for at udelukke en fritagelse fra denne foranstaltning, som visse afgiftspligtige nyder godt af, fra kvalificeringen som statsstøtte, så længe den pågældende foranstaltning har virkninger i forhold til andre afgiftspligtige og hverken er blevet ophævet eller erklæret ulovlig og dermed uanvendelig.

    I et sådant tilfælde skal Kommissionen med henblik på kvalificeringen af en afgiftsforanstaltning som statsstøtte tage hensyn til disse virkninger og kan ikke se bort fra dem, alene fordi de afgiftspligtige, der er underlagt en mindre fordelagtig afgiftsbehandling, eventuelt kan opnå en tilbagebetaling af den afgift, som de har betalt for meget, gennem et sagsanlæg ved de nationale retsinstanser.

    (jf. præmis 69 og 77)

  5.  Klagepunkter, der i forbindelse med en appel er rettet mod præmisser, som er anført for fuldstændighedens skyld i en dom afsagt af Retten, skal uden videre forkastes som irrelevante, fordi de ikke kan føre til en ophævelse af denne dom.

    (jf. præmis 86)

  6.  Forpligtelsen for den pågældende medlemsstat til gennem tilbagesøgning at ophæve en støtte, som af Kommissionen er fundet uforenelig med det indre marked, har til formål at genoprette situationen fra før støttens ydelse.

    Dette formål er opnået, når den pågældende støtte, eventuelt med tillæg af morarenter, er blevet tilbagebetalt af støttemodtageren eller, med andre ord, af de virksomheder, som virkelig har modtaget den. Ved denne tilbagebetaling mister støttemodtageren jo den fordel, der var opnået på markedet i forhold til konkurrenterne, og situationen fra tiden før ydelsen af støtte er genoprettet.

    Endvidere medfører en tilbagesøgning af en ulovlig støtte med henblik på genoprettelsen af den hidtidige situation ikke, at fortiden rekonstrueres med et andet forløb på grundlag af hypotetiske elementer som de ofte mangfoldige valg, der kunne være foretaget af de berørte erhvervsdrivende, så meget mere som de valg, der rent faktisk er blevet truffet med gavn af støtten, kan vise sig ikke at kunne omgøres.

    Tilbagesøgningen af en støtte indebærer en tilbagebetaling af den fordel, som støtten har givet støttemodtageren, og ikke en tilbagebetaling af den eventuelle økonomiske fortjeneste, som modtageren har opnået gennem udnyttelsen af denne fordel. En sådan fortjeneste kan være forskellig fra den fordel, der udgør den nævnte støtte, eller endog vise sig at være ikke-eksisterende, uden at denne omstændighed kan begrunde, at denne støtte ikke tilbagesøges, eller at der tilbagesøges et beløb, der er forskelligt fra det beløb, der udgør den fordel, som den omhandlede ulovlige støtte har givet.

    Hvad nærmere bestemt angår en ulovlig støtte ydet i form af en afgiftsfordel indebærer tilbagesøgningen af støtten, at de transaktioner, som modtagerne af den pågældende støtte rent faktisk har gennemført, skal underlægges den afgiftsbehandling, der ville have fundet anvendelse på dem uden den ulovlige støtte.

    Endelig udgør tilbagesøgningen af et beløb svarende til forskellen mellem den afgift, der ville have været skyldig, såfremt der ikke havde foreligget en ulovlig støtteforanstaltning, og det lavere beløb, der er betalt i medfør af denne foranstaltning, ikke en ny afgift, der pålægges med tilbagevirkende kraft. Der er tale om en tilbagesøgning af den del af den oprindelige afgift, der i medfør af en ulovlig afgiftsfritagelse ikke er blevet betalt. En sådan tilbagesøgning udgør heller ikke en sanktion.

    (jf. præmis 89-92, 93 og 114)

  7.  Forpligtelsen til at tilbagesøge en støtte tilsidesætter hverken proportionalitetsprincippet eller ligebehandlingsprincippet. For det første er ophævelsen af en ulovlig støtte gennem tilbagesøgning den logiske følge af, at støtten er fundet ulovlig, hvorfor tilbagesøgning af denne støtte for herved at genoprette den tidligere situation principielt ikke kan betragtes som en foranstaltning, der ikke står i rimeligt forhold til formålene i EUF-traktatens bestemmelser om statsstøtte.

    For det andet befinder støttemodtagerne, der er forpligtet til at tilbagebetale denne støtte, sig åbenlyst ikke i den samme situation som de virksomheder, som ikke har nydt godt af støtten og ikke er berørt af tilbagesøgningen, således at der ikke kan være tale om, at ensartede situationer under tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet behandles forskelligt.

    (jf. præmis 116 og 117)

Top