Sag C-48/15

État belge, SPF Finances

mod

NN (L) International SA

(anmodning om præjudiciel afgørelse, indgivet af cour d’appel de Bruxelles)

»Præjudiciel forelæggelse — direkte beskatning — frie kapitalbevægelser — fri udveksling af tjenesteydelser — direktiv 69/335/EØF — artikel 2, 4, 10 og 11. — direktiv 85/611/EØF — artikel 10 EF og 293 EF — årlig afgift på kollektive investeringsinstitutter — dobbeltbeskatning — sanktion, som gælder for udenlandske investeringsinstitutter«

Sammendrag – Domstolens dom (Anden Afdeling) af 26. maj 2016

1. Præjudicielle spørgsmål – Domstolens kompetence – grænser – den nationale rets kompetence – spørgsmålet, om en præjudiciel forelæggelse er nødvendig, samt de forelagte spørgsmåls relevans

   (art. 267 TEUF)

2. Skatte- og afgiftsbestemmelser – gennemførelse af lovgivning – kapitaltilførselsafgifter – direktiv 69/335 – anvendelsesområde – årlig afgift, der opkræves af kollektive investeringsinstitutters andele, der er registreret i en medlemsstat – udelukkelse

   (Rådets direktiv 69/335, art. 2, 4, 10 og 11)

3. Etableringsfrihed – virksomheder – institutter for kollektiv investering i værdipapirer – direktiv 85/611 – national lovgivning, der fastsætter en årlig afgift på udenlandske investeringsinstitutter – lovlig – betingelse – ingen forskelsbehandling

   (art. 10 EF og art. 29, andet led, EF, Rådets direktiv 85/611, art. 44, stk. 3)

4. EF-traktaten – artikel 293, andet led, EF – direkte virkning – fravær

   (art. 10 EF, 49 EF, 56 EF og 293 EF)

5. Fri udveksling af tjenesteydelser – frie kapitalbevægelser – traktatens bestemmelser – undersøgelse af en national foranstaltning med tilknytning til disse to grundlæggende friheder – kriterier for fastlæggelse af de regler, der finder anvendelse

   (Art. 49 EF og 56 EF)

6. Etableringsfrihed – frie kapitalbevægelser – restriktioner – skattelovgivning – national lovgivning, der fastsætter en årlig afgift på udenlandske investeringsinstitutter – anvendelse af afgiften på både nationale og udenlandske kollektive investeringsinstitutter – lovlig

   (Art. 56 EF)

7. Fri udveksling af tjenesteydelser – restriktioner – skattelovgivning – national lovgivning, der fastsætter en årlig afgift på udenlandske investeringsinstitutter – mulighed for at sanktionere de udenlandske investeringsinstitutter, der ikke berøres af et forbud mod for fremtiden at placere andele i medlemsstaten – mangel på en sådan sanktion over for de nationale institutter – kan ikke antages til realitetsbehandling

   (Art. 49 EF)

1.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 21)

2.  Artikel 2, 4, 10 og 11 i direktiv 85/303 om kapitaltilførselsafgifter, som ændret ved direktiv 85/303, skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en lovgivning i en medlemsstat om indførelse af en årlig afgift på institutter for kollektiv investering, der pålægger udenlandske kollektive investeringsinstitutter, som placerer andele i denne medlemsstat, denne afgift.

   En sådan årlig afgift svarer således ikke til nogen af de dispositioner, der undergives kapitaltilførselsafgiften i henhold til artikel 4 i direktiv 69/335, der er karakteriseret ved, at der sker en overførsel af kapital eller goder til et kapitalselskab i den medlemsstat, der opkræver afgiften, eller medfører en reel udvidelse af selskabers kapital eller formue, hvilket åbenbart ikke er tilfældet med en afgift på de nettobeløb, der er placeret i en medlemsstat. En sådan afgift er heller ikke omfattet af dem, der er forbudt i henhold til artikel 10 i direktiv 69/335, for så vidt som den for det første ikke svarer til nogen af de afgiftspligtige dispositioner, der er opregnet i dette direktivs artikel 4, som direktivets artikel 10, litra a) og b), henviser til, og den for det andet heller ikke er forbundet med indregistrering eller andre formaliteter, der går forud for udøvelse af en virksomhed, som omhandlet i nævnte direktivs artikel 10, litra c). På samme måde svarer denne afgift ikke til nogen af de dispositioner, der er omfattet af direktivets artikel 11. Den årlige afgift på kollektive investeringsinstitutter er derfor ikke omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 69/335. Sidstnævnte er således ikke til hinder for, at de udenlandske kollektive investeringsinstitutter skal betale en sådan afgift.

   (jf. præmis 25-27 og domskonkl. 1)

3.  Direktiv 85/611 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter), eventuelt sammenholdt med artikel 10 EF og artikel 293, stk. 2, EF, skal fortolkes således, at det ikke er til hinder for en lovgivning i en medlemsstat om indførelse af en årlig afgift på kollektive investeringsinstitutter, der pålægger udenlandske kollektive investeringsinstitutter, som placerer andele i denne medlemsstat, denne afgift, forudsat at denne lovgivning anvendes uden forskelsbehandling.

   Det skal således fastslås, at investeringsinstitutternes afgiftspligt ikke var omfattet af det område, der blev reguleret af direktiv 85/611, som ikke indeholdt nogen bestemmelse om dette område. Dette direktivs artikel 44, stk. 3, krævede ikke desto mindre, at love og administrative bestemmelser, der fandt anvendelse i en medlemsstat på investeringsinstitutter, og som ikke var omfattet af det område, som det regulerede, skulle anvendes uden forskelsbehandling.

   (jf. præmis 32 og 34, samt domskonkl. 2)

4.  Artikel 293 har ikke til formål at opstille en retsregel, der er virksom som sådan, men angiver kun rammerne for de indbyrdes forhandlinger, som medlemsstaterne skal indlede i det omfang, det er nødvendigt. Selv om afskaffelse af dobbeltbeskatning inden for Unionen således er et af traktatens mål, følger det af ordlyden af denne bestemmelse, at den ikke som sådan kan give private borgere rettigheder, der kan påberåbes ved de nationale retter. Desuden skal artikel 10 EF, der fastslår en generel forpligtelse for medlemsstaterne, ikke fortolkes således, at den medfører en uafhængig forpligtelse for disse medlemsstater, der er mere vidtgående end de forpligtelser, som kan påhvile dem i henhold til artikel 49 EF, 56 EF og 293 EF.

   (jf. præmis 38)

5.  Når en sådan foranstaltning inden for rammerne af behandlingen af en national foranstaltnings forenelighed med EU-retten på én gang vedrører den frie udveksling af tjenesteydelser og de frie kapitalbevægelser, tager Domstolen i princippet alene stilling til denne i forhold til den ene af disse to grundlæggende friheder, hvis det i lyset af hovedsagens faktiske omstændigheder fremgår, at en af disse er helt sekundær i forhold til den anden og kan henføres til denne.

   (jf. præmis 39)

6.  Artikel 56 EF skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en lovgivning i en medlemsstat om indførelse af en årlig afgift på kollektive investeringsinstitutter, der pålægger udenlandske kollektive investeringsinstitutter, som placerer andele i denne medlemsstat, denne afgift.

   De foranstaltninger, der er forbudt ifølge artikel 56, stk. 1, EF i egenskab af restriktioner for kapitalbevægelserne omfatter således både sådanne, der er egnet til at afholde en ikke-hjemmehørende person fra at foretage investeringer i en medlemsstat, og sådanne, der afholder denne medlemsstats statsborgere fra at foretage investeringer i andre medlemsstater. Dette er imidlertid ikke tilfældet med en afgift på kollektive investeringsinstitutter, som uden forskelsbehandling finder anvendelse på alle nationale og udenlandske kollektive investeringsinstitutter, idet den eneste objektive forskel på situationen mellem disse to kategorier af kollektive investeringsinstitutter er, at denne årlige afgift på kollektive investeringsinstitutter føjes til den afgift, som de kan blive pålagt i den medlemsstat, hvor de er etableret.

   Hvor der ikke er en harmonisering på EU-plan, udgør ugunstige virkninger i denne henseende, som kan følge af, at to forskellige medlemsstater udøver deres beskatningskompetence sideløbende med hinanden, i det omfang en sådan udøvelse ikke udgør forskelsbehandling, ikke restriktioner for den frie bevægelighed. Medlemsstaterne ikke forpligtede til at tilpasse deres eget skattesystem til de forskellige beskatningssystemer i de øvrige medlemsstater med henblik på navnlig at undgå dobbeltbeskatning.

   (jf. præmis 44, 46, 47 og 49, samt domskonkl. 3)

7.  Artikel 49 EF skal fortolkes således, at den er til hinder for en national bestemmelse, hvorved en medlemsstat fastsætter en særlig sanktion over for udenlandske kollektive investeringsinstitutter, nemlig et af en ret anordnet forbud mod for fremtiden at placere andele i denne medlemsstat, såfremt disse kollektive investeringsinstitutter ikke overholder forpligtelsen til at foretage den årlige indberetning, der er nødvendig for at inddrive en afgift på kollektive investeringsinstitutter, eller forpligtelsen til at betale denne afgift.

   Da sanktionsordningen er mere indgribende over for udenlandske kollektive investeringsinstitutter end over for nationale investeringsinstitutter, som ikke opfylder de samme lovmæssige forpligtelser, er en sådan forskelsbehandling på grundlag af forretningssted af en art, der kan afholde de udenlandske kollektive investeringsinstitutter fra at markedsføre andele i den omhandlede medlemsstat. Den udgør derfor en restriktion af den frie udveksling af tjenesteydelser. I denne henseende forekommer pålæggelsen af en sanktion over for de udenlandske kollektive investeringsinstitutter, som unddrager sig indberetningspligten og betalingen, begrundet i behovet for at sikre opkrævningen af denne afgift på kollektive investeringsinstitutter og egnet til at opfylde dette formål, hvilket kan udgøre et tvingende alment hensyn, der kan begrunde en restriktion for den frie udveksling af tjenesteydelser.

   Selv om den er underlagt en retlig vurdering, går en sanktion bestående i at forbyde de udenlandske kollektive investeringsinstitutter i for fremtiden at placere andele i en medlemsstat, ud over, hvad der er nødvendigt for at opfylde nævnte formål, for så vidt som den nationale lovgivning ikke begrænser varigheden af et sådant forbud og ikke fastsætter muligheden for at tilpasse forbuddet eller at pålægge andre og mindre restriktive sanktioner i forhold til grovheden af den begående overtrædelse.

   (jf. præmis 56 og 59-62, samt domskonkl. 4)