Sag T-312/14

Federazione nazionale delle cooperative della pesca (Federcoopesca) m.fl.

mod

Europa-Kommissionen

»Annullationssøgsmål — fiskeri — EF-kontrolordning med henblik på at sikre overholdelse af reglerne i den fælles fiskeripolitik — Kommissionens afgørelse om gennemførelsen af en handlingsplan med henblik på at afhjælpe mangler i den italienske fiskerikontrol — retsakt, som ikke i sig selv ændrer sagsøgerens retsstilling — ikke individuelt berørt — afvisning«

Sammendrag – Rettens dom (Anden Afdeling) af 7. juli 2015

1. Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – søgsmål anlagt af en sammenslutning, som varetager de generelle interesser for en gruppe fysiske eller juridiske personer – antagelse til realitetsbehandling – betingelse – individuel søgsmålskompetence for sammenslutningens medlemmer

   (Art. 263, stk. 4, TEUF)

2. Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter – retsakter, der ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger og vedrører sagsøgeren direkte – retsakt, som ikke i sig selv ændrer sagsøgerens situation – afvisning

   (Art. 230, stk. 4, EF; art. 263, stk. 4, TEUF)

3. Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – umiddelbart berørt – kriterier

   (Art. 263, stk. 4, TEUF)

4. Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter – Kommissionens afgørelse om under anvendelse af forordning nr. 1224/2009 at gennemføre en handlingsplan for at afhjælpe manglerne ved et nationalt fiskerikontrol – handlingsplanens manglende bindende karakter i forhold til fysiske og juridiske personer – retsakt, som ikke i sig selv ændrer sagsøgerens situation – afvisning

   (Art. 263, stk. 4, TEUF; Rådets forordning nr. 1224/2009, art. 102, stk. 4)

5. Institutionernes retsakter – direktiver – medlemsstaternes gennemførelse – nødvendigheden af at sikre direktivers effektive virkning – nationale domstoles pligter – forpligtelsen til en overensstemmende fortolkning – rækkevidde – fortolkning contra legem af national ret – ikke omfattet

   (Art. 288, stk. 3, TEUF)

6. Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – individuelt berørt – kriterier – Kommissionens afgørelse om under anvendelse af forordning nr. 1224/2009 at gennemføre en handlingsplan for at afhjælpe manglerne ved en national fiskerikontrol – søgsmål anlagt af en fiskersammenslutning – manglende proceduremæssige garantier fastsat til fordel herfor – ikke individuelt berørt – afvisning

   (Art. 263, stk. 4, TEUF; Rådets forordning nr. 1224/2009, art. 102, stk. 4)

7. Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – muligt at være individuelt berørt af en beslutning, der finder generel anvendelse – betingelser – Kommissionens afgørelse på fiskeriområdet – sagsøgere med midlertidige fiskerettigheder – ikke individuelt berørt – afvisning

   (Art. 263, stk. 4, TEUF; Rådets forordning nr. 1224/2009, art. 6 og 7)

1.  Spørgsmålet om, hvorvidt et annullationssøgsmål, der er anlagt af en sammenslutning, hvis formål er at fremme en gruppe retssubjekters fælles interesser, kan antages til realitetsbehandling – bortset fra de tilfælde, hvor den selv har en retlig interesse – afhænger af, om dens medlemmer individuelt havde kunnet anlægge dette søgsmål.

   (jf. præmis 18)

2.  Artikel 263, stk. 4, tredje led, TEUF – henset både til formålet med denne bestemmelse og til den omstændighed, at traktatens ophavsmænd ud over betingelsen om, at den pågældende skal være umiddelbart berørt, også har fastsat en betingelse om, at der ikke foreligger gennemførelsesforanstaltninger – kun gælder for anfægtelse af retsakter, der henhører under den første af de to situationer, der omfatter betingelsen om, at den pågældende skal være umiddelbart berørt, altså den situation, hvor retsakter i sig selv, dvs. uafhængigt af enhver gennemførelsesforanstaltning, ændrer sagsøgerens retsstilling. Når den anfægtede retsakt ikke i sig selv ændrer sagsøgerens retsstilling, er dette således tilstrækkeligt til at konkludere, at artikel 263, stk. 4, tredje led, TEUF ikke finder anvendelse, uden at det i dette tilfælde er nødvendigt at efterprøve, om denne retsakt omfatter gennemførelsesforanstaltninger med hensyn til sagsøgeren.

   (jf. præmis 42 og 43)

3.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 33-36)

4.  Med artikel 102, stk. 4, i forordning nr. 1224/2009 om oprettelse af en EF-kontrolordning med henblik på at sikre overholdelse af reglerne i den fælles fiskeripolitik, som indfører en række ændringer til den eksisterende ordning for fiskere har Rådet blot bemyndiget Kommissionen til i samarbejde med de kompetente nationale myndigheder at udarbejde en handlingsplan baseret på en række foranstaltninger, som disse myndigheder skal træffe på nationalt plan, og at gøre denne plan bindende for dem. Det fremgår således ikke af denne bestemmelse, at Kommissionen har kompetence til at vedtage ensidige retsakter, der finder direkte anvendelse på erhvervsdrivende i fiskerisektoren i en medlemsstat.

   En afgørelse, der vedtages i medfør af artikel 102, stk. 4, i forordning nr. 1224/2009, ændrer således ikke i sig selv, dvs. uafhængigt af enhver gennemførelsesforanstaltning, retsstillingen for en anden fysisk eller juridisk person end den medlemsstat, som afgørelsen er rettet til. Afgørelsen ændrer således ikke i sig selv retsstillingen for erhvervsdrivende i fiskerisektoren. Sagsøgerne vil derfor ikke kunne påberåbe sig artikel 263, stk. 4, tredje led, TEUF til støtte for, at deres søgsmål mod en sådan afgørelse antages til realitetsbehandling. Denne konklusion kan drages, uden at det er nødvendigt at afgøre, om nævnte afgørelse er en regelfastsættende retsakt som omhandlet i artikel 263, stk. 4, tredje led, TEUF. Det er heller ikke nødvendigt at undersøge, om denne afgørelse omfatter gennemførelsesforanstaltninger med hensyn til sagsøgeren, hvilket ville kræve, at Retten tager udgangspunkt i situationen for den person, der påberåber sig søgsmålsretten i henhold til denne bestemmelse, og ikke i situationen for andre retsundergivne.

   En afgørelse som den, der er vedtaget i henhold til artikel 102, tk. 4, i forordning nr. 1224/2009, kan desuden ikke skabe forpligtelser for en borger og kan derfor ikke som sådan påberåbes over for denne.

   (jf. præmis 46, 47, 52, 55, 56 og 59)

5.  Princippet om overensstemmende fortolkning af national ret er underlagt visse begrænsninger. De nationale retsinstansers forpligtelse til at henvise til indholdet af et direktiv, når de fortolker og anvender de relevante nationale retsregler, begrænses således af generelle retsprincipper, og den kan ikke tjene som grundlag for en fortolkning contra legem af national ret.

   (jf. præmis 60)

6.  Andre personer end en beslutnings adressat kun kan gøre gældende, at de berøres individuelt som omhandlet i artikel 264, stk. 2, TEUF, hvis denne beslutning rammer dem på grund af visse egenskaber, som er særlige for dem, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre og derfor individualiserer dem på lignende måde som adressaten. I denne henseende indebærer den omstændighed, at det er muligt med større eller mindre nøjagtighed at fastlægge antallet eller endog identiteten af de retssubjekter, som en foranstaltning finder anvendelse på, ikke, at de pågældende retssubjekter må anses for individuelt berørt af foranstaltningen, eftersom denne retsvirkning er baseret på objektive retlige eller faktiske kriterier, som er opstillet i den pågældende retsakt.

   Et søgsmål, der er anlagt af en national fiskersammenslutning til prøvelse af en afgørelse fra Kommissionen vedtaget i henhold til artikel 102, stk. 4, i forordning nr. 1224/2009 om oprettelse af en EF-kontrolordning med henblik på at sikre overholdelse af reglerne i den fælles fiskeripolitik vedrørende gennemførelsen af en handlingsplan med henblik på at afhjælpe mangler i den nationale fiskerikontrol, kan således ikke antages til realitetsbehandling. For det første vedrører en sådan afgørelse kun sagsøgernes medlemmer i kraft af deres objektive egenskab af fiskere, nærmere bestemt fiskere, der fanger sværdfisk ved hjælp af visse fangstmetoder, på samme måde som alle andre erhvervsdrivende, som aktuelt eller potentielt befinder sig i den samme situation. For det andet synes der ikke at have været nogen EU-retlig bestemmelse, som i forbindelse med vedtagelsen af nævnte afgørelse pålægger Kommissionen at følge en procedure, hvorefter sagsøgerens medlemmer eller sagsøgeren selv kunne påberåbe sig visse rettigheder. EU-retten har således ikke tildelt erhvervsdrivende som sagsøgerens medlemmer eller sagsøgeren selv nogen særlig retsstilling i forbindelse med vedtagelsen af denne afgørelse. Det følger heraf, at denne afgørelse ikke på det tidspunkt, hvor den blev vedtaget, vedrørte en lukket kreds af bestemte personer, hvis rettigheder Kommissionen ønskede at regulere.

   (jf. præmis 63, 64, 66, 68 og 69)

7.  Når en anfægtet afgørelse inden for rammen af et søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF berører en gruppe personer, som var identificerede eller kunne identificeres på tidspunktet for vedtagelsen af retsakten og på grundlag af kriterier, som er specifikke for medlemmerne af denne gruppe, kan disse antages at være individuelt berørt af denne retsakt, da de indgår i en sluttet gruppe af erhvervsdrivende. Dette kan bl.a. være tilfældet, når afgørelsen ændrer rettigheder, som disse personer har erhvervet før retsaktens vedtagelse.

   Hvad angår et søgsmål anlagt af en national fiskersammenslutning til prøvelse af en afgørelse fra Kommission på fiskeriområdet må derfor i denne henseende fastslås, at tildelingen af en fiskerilicens og en fiskeritilladelse, som sagsøgerne har påberåbt sig, ikke indebærer, at deres indehaver kan anses for at have erhvervet en rettighed. I henhold til artikel 6 i forordning nr. 1224/2009 om oprettelse af en EF-kontrolordning med henblik på at sikre overholdelse af reglerne i den fælles fiskeripolitik vedrørende gennemførelsen af en handlingsplan med henblik på at afhjælpe mangler i den nationale fiskerikontrol må et EU-fiskerfartøj således kun anvendes til kommerciel udnyttelse af levende akvatiske ressourcer, hvis det har en gyldig fiskerilicens. I henhold til forordningens artikel 7 må et EU-fiskerfartøj, der fisker i EU-farvande, tilsvarende kun udføre specifikke former for fiskeri, hvis disse er anført i en gyldig fiskeritilladelse. Fiskerilicensen kan desuden suspenderes midlertidigt eller inddrages permanent. EU-fiskerfartøjer er således med hensyn til adgangen til ressourcer underlagt en tilladelsesordning, der bærer præg af en vis usikkerhed.

   (jf. præmis 71, 73, 74, 76 og 78)