EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62014FJ0026

CN mod Parlamentet

RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Første Afdeling)

26. marts 2015

Panagiotis Stamoulis

mod

Europa-Parlamentet

»Personalesag — akkrediterede parlamentariske assistenter — ansøgning om bistand — psykisk chikane«

Angående

:

Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratomtraktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorunder Panagiotis Stamoulis har nedlagt påstand om annullation af Europa-Parlamentets stiltiende afgørelse om afslag på hans ansøgning om bistand af 13. februar 2013, om annullation af afgørelsen af 18. december 2013 om afslag på hans klage af 26. august 2013 og om, at Europa-Parlamentet tilpligtes at betale ham et beløb på EUR 7500 for det økonomiske tab og på EUR 50000 for det ikke-økonomiske tab.

Udfald

:

Europa-Parlamentets afgørelse om stiltiende afslag på Panagiotis Stamoulis’ ansøgning om bistand af 13. februar 2013 annulleres. Parlamentets afgørelse af 18. december 2013 om afslag på Panagiotis Stamoulis’ klage af 26. august 2013 annulleres. Parlamentet betaler Panagiotis Stamoulis et beløb på 45785,29 EUR. Parlamentet bærer sine egne omkostninger og betaler de af Panagiotis Stamoulis afholdte omkostninger.

Sammendrag

  1. Tjenestemænd – psykisk chikane – chikanens udspring – chikanens formodede ophavsmand – medlemmer af Europa-Parlamentet – omfattet

    (Tjenestemandsvedtægten, art. 12a, stk. 1 og 2)

  2. Tjenestemænd – administrationens bistandspligt – gennemførelse på området for psykisk chikane – identificering af chikanens ophavsmand – bistandspligtens rækkevidde

    (Tjenestemandsvedtægten, art. 12a, art. 24 og art. 90, stk. 2; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 31, stk. 1)

  3. Tjenestemænd – administrationens omsorgspligt – princippet om god forvaltningsskik – rækkevidde – ansøgning om bistand i forbindelse med påstået psykisk chikane – forhold, der skal tages i betragtning ved vedtagelsen af afgørelsen

    (Tjenestemandsvedtægten, art. 12a og 24)

  1.  De rettigheder, der følger af artikel 12a i tjenestemandsvedtægten, finder anvendelse, når ophavsmanden til chikanen er et medlem af Europa-Parlamentet. Selv om det ganske vist er korrekt, at vedtægtens artikel 12a, stk. 1, kun finder anvendelse på tjenestemænd, er det ligeledes korrekt, at denne bestemmelses stk. 2 henviser til tjenestemænd, der har været offer for psykisk chikane, uden nogen præcisering hvad angår kilden til denne chikane. Det følger heraf, at denne bestemmelses første stykke ikke som sådan forbyder Parlamentet at handle, når den formodede ophavsmand til chikanen er et medlem af denne institution.

    (jf. præmis 36)

    Henvisning til:

    Personaleretten: dom CH mod Parlamentet, F-129/12, EU:F:2013:203, præmis 51

  2.  I henhold til Europa-Parlamentets interne regler om det rådgivende udvalg vedrørende chikane og forebyggelse af chikane på arbejdspladsen har det rådgivende udvalg, når en tjenestemand eller anden ansat i institutionen indbringer en sag for udvalget, en specifik kompetence ved gennemførelsen i det enkelte tilfælde af bestemmelserne i vedtægtens artikel 12a, idet dets opgaver i henhold til artikel 5 i de nævnte regler nærmere bestemt først og fremmest er at forebygge og/eller bringe enhver adfærd, som er omfattet af chikanen, til ophør, idet udvalgets arbejde i denne henseende i henhold til de samme reglers artikel 7 er »fuldstændigt selvstændigt, uafhængigt og fortroligt«.

    Det følger navnligt af artikel 10 og 11 i de interne regler, at den omstændighed, at en tjenestemand eller anden ansat i institutionen kontakter det rådgivende udvalg vedrørende chikane, ikke forudsætter, at der fremlægges noget bevis for, at der foreligger chikane, og at udvalget, når det har fået forelagt en sag, til gengæld er forpligtet til at udføre de opgaver, som det har fået forelagt, uden at udførelsen af disse funktioner er underlagt en forudgående afgørelse fra ansættelsesmyndighedens side, medmindre når nævnte udvalg selv henvender sig til ansættelsesmyndigheden herom, bl.a. i henhold til artikel 14 i de interne regler.

    Herefter er dels den omstændighed, at det rådgivende udvalg afviser at have kompetence under påskud af, at den person, der angiveligt har chikaneret en akkrediteret parlamentarisk assistent, var vedkommendes referenceparlamentsmedlem, selv om en sådan kompetenceudelukkelse overhovedet ikke er fastsat i de nævnte regler, dels Parlamentets afslag på den pågældendes klage, idet Parlamentet fastslog, at de påstande om chikane, som sidstnævnte havde fremført over for det nævnte udvalg i henhold til de nævnte reglers artikel 9, ikke var understøttet af noget bevis, selv om samme regler ikke på nogen måde indeholder en sådan en betingelse for, at det rådgivende udvalg kan realitetsbehandle en ansøgning vedrørende chikane, i åbenbar strid med de interne regler.

    Det følger ligeledes heraf, at det rådgivende udvalg vedrørende chikanes undladelse af at besvare den ansøgning, der er indgivet af en ansat, i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 1, tredje punktum, kan ligestilles med en stiltiende afvisning fra ansættelsesmyndighedens side.

    Hverken formålet med eller indholdet af de interne regler kan begrunde en fortolkning, hvorefter det rådgivende udvalg vedrørende chikane ikke har kompetence til at hjælpe en akkrediteret parlamentarisk assistent, som mener at have været genstand for chikane, og til at undersøge en ansøgning om bistand, som sidstnævnte har indgivet i denne forbindelse.

    Endvidere bemærkes, at en anden fortolkning ville fratage vedtægtens artikel 12a dens effektive virkning og udelukke den beskyttelse, som denne bestemmelse sikrer akkrediterede parlamentariske assistenter mod den psykiske chikane, de ville kunne være genstand for fra et parlamentsmedlems side. Et sådant resultat vil være i åbenbart strid med formålet med og rækkevidden af denne vedtægtsbestemmelse og med artikel 31, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, hvori det udtrykkeligt fastslås, at enhver arbejdstager har ret til sunde, sikre og værdige arbejdsforhold.

    (jf. præmis 40-43, 46 og 47)

    Henvisning til:

    Personaleretten: dom CH mod Parlamentet, EU:F:2013:203, præmis 59

  3.  Administrationens omsorgspligt over for sine ansatte samt princippet om god forvaltningsskik indebærer bl.a., at den kompetente myndighed, når den træffer en afgørelse vedrørende en ansøgning om bistand fra en ansat i henhold til vedtægtens artikel 24, skal tage alle de forhold i betragtning, som kan antages at være bestemmende for dens afgørelse, og hermed skal tage hensyn ikke blot til tjenestens interesse, men også til den pågældende ansattes interesse.

    Det følger heraf, at administrationen ikke kan afslå en ansøgning om bistand vedrørende en påstået chikane ved at fastslå, at den pågældende ansatte ikke har fremført bevis for de fremsatte påstande, når det er godtgjort, at denne råder over andre elementer, som kan udgøre indicier for den påståede chikane. Administrationen er forpligtet til, når den træffer en afgørelse i henhold til vedtægtens artikel 24, at tage hensyn til samtlige de elementer, der kan være afgørende for dens afgørelse vedrørende en sådan ansøgning.

    Parlamentet har, når det råder over oplysninger, som udgør indicier, der kan skabe alvorlig tvivl om, hvorvidt de betingelser, der er anført i vedtægtens artikel 12a, var opfyldt, tilsidesat sin omsorgspligt i forhold til den pågældende ansatte ved at afslå hans klage over det stiltiende afslag på hans ansøgning om bistand alene med den grund, at denne ikke havde fremlagt bevis for den påståede chikane, og endog uden at have undersøgt, om der, stillet over for sådanne elementer, var grundlag for at træffe passende foranstaltninger, bl.a. iværksætte en undersøgelse, med henblik på, i givet fald, at godtgøre, om de forhold, der lå til grund for hans klage, forelå, og stille spørgsmålstegn ved, om de førnævnte vedtægtsbestemmelser var overholdt.

    (jf. præmis 51, 52, 56 og 57)

    Henvisning til:

    Personaleretten: domme Klug mod EMEA, F-35/07, EU:F:2008:150, præmis 67, Donati mod ECB, F-63/09, EU:F:2012:193, præmis 94, og Radelet mod Kommissionen, F-7/13, EU:F:2014:217, præmis 97

Top