Sag C-560/14

M

mod

Minister for Justice and Equality m.fl.

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Supreme Court (Irland))

»Præjudiciel forelæggelse – område med frihed, sikkerhed og retfærdighed – direktiv 2004/83/EF – minimumsstandarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som flygtninge – ansøgning om subsidiær beskyttelse – lovlighed af den nationale procedure for behandling af en ansøgning om subsidiær beskyttelse indgivet efter afslaget på en ansøgning om flygtningestatus – retten til at blive hørt – rækkevidde – retten til en samtale – retten til at indkalde og krydsforhøre vidner«

Sammendrag – Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 9. februar 2017

1. Grænsekontrol, asyl og indvandring–asylpolitik–flygtningestatus eller subsidiær beskyttelsesstatus–direktiv 2004/83–national lovgivning, som indfører to separate og på hinanden følgende procedurer for behandlingen af ansøgningen om asyl og ansøgningen om subsidiær beskyttelse–forpligtelse til at sikre retten til at blive hørt i forbindelse med hver af disse procedurer

   (Rådets direktiv 2004/83, art. 4, stk. 1)

2. Grænsekontrol, asyl og indvandring–asylpolitik–flygtningestatus eller subsidiær beskyttelsesstatus–direktiv 2004/83–national lovgivning, som indfører to separate og på hinanden følgende procedurer for behandlingen af ansøgningen om asyl og ansøgningen om subsidiær beskyttelse– retten til at blive hørt i forbindelse med behandlingen af ansøgningen om subsidiær beskyttelse–rækkevidde)

   (Rådets direktiv 2004/83, art. 4, stk. 1)

1.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 26)

2.  Retten til at blive hørt, således som den finder anvendelse inden for rammerne af Rådets direktiv 2004/83/EF af 29. april 2004 om fastsættelse af minimumsstandarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som flygtninge eller som personer, der af anden grund behøver international beskyttelse, og indholdet af en sådan beskyttelse, kræver i princippet ikke, at den person, der ansøger om subsidiær beskyttelse, har ret til en samtale vedrørende vedkommendes ansøgning og en ret til at indkalde eller krydsforhøre vidner i forbindelse med denne samtale, når en national lovgivning fastsætter to separate på hinanden følgende procedurer til at behandle ansøgninger om henholdsvis meddelelse af flygtningestatus og subsidiær beskyttelse.

   En samtale skal ikke desto mindre gennemføres, når særlige omstændigheder, der vedrører de elementer, som den kompetente myndighed råder over, eller den personlige eller generelle situation, som danner baggrund for ansøgningen om subsidiær beskyttelse, gør samtalen nødvendig for, at denne ansøgning kan behandles med fuldt kendskab til sagen, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

   For det første fremgår det således ikke af konstateringerne i dom af 22. november 2012, M. (C-277/11, EU:C:2012:744), at en samtale nødvendigvis skal gennemføres i forbindelse med proceduren vedrørende indrømmelse af subsidiær beskyttelse. For det andet tilkommer det i mangel af EU-retlige bestemmelser på området, som finder anvendelse i Irland, denne medlemsstat i sin interne retsorden at fastsætte de processuelle regler for behandling af en ansøgning om subsidiær beskyttelse, idet nævnte medlemsstat i denne forbindelse er forpligtet til at sikre, at de rettigheder, som tillægges i henhold til Unionens retsorden, effektivt beskyttes, og navnlig sikre overholdelsen af retten til at blive hørt for den person, der ansøger om subsidiær beskyttelse (jf. i denne retning dom af 8.11.2016, Lesoochranárske zoskupenie VLK, C-243/15, EU:C:2016:838, præmis 65).

   Heraf følger, at de betingelser, hvorunder en person, der ansøger om subsidiær beskyttelse, kan udøve sin ret til at blive hørt, inden der træffes en endelig afgørelse vedrørende vedkommendes ansøgning, skal vurderes i lyset af bestemmelserne i direktiv 2004/83, som bl.a. har til formål at fastsætte minimumsstandarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere som personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse (jf. analogt dom af 5.11.2014, Mukarubega, C-166/13, EU:C:2014:2336, præmis 55, og af 11.12.2014, Boudjlida, C-249/13, EU:C:2014:2431, præmis 45).

   Det følger herved af samme direktivs artikel 4, at de relevante elementer, som den kompetente myndighed skal tage hensyn til, omfatter udtalelser og dokumentation om ansøgerens alder, baggrund, identitet, statsborgerskab(er), tidligere opholdssted(er) og -land(e), tidligere asylansøgninger, rejserute, grundene til, at vedkommende ansøger om beskyttelse, og, i bredere forstand, den alvorlige overlast, som vedkommende har lidt eller ville kunne lide. Den kompetente myndighed skal i givet fald også tage forklaringerne fremlagt med hensyn til manglen på beviser og ansøgerens generelle troværdighed i betragtning.

   Retten til at blive hørt inden vedtagelsen af en afgørelse vedrørende en ansøgning om subsidiær beskyttelse skal derfor gøre det muligt for ansøgeren at fremsætte sine synspunkter vedrørende samtlige disse elementer med henblik på at underbygge sin ansøgning og gøre det muligt for myndigheden med fuldt kendskab til sagen at foretage en vurdering ud fra det specifikke sagsforhold af kendsgerningerne og omstændighederne som fastsat i artikel 4 i direktiv 2004/83 med henblik på at afgøre, om der foreligger en reel risiko for, at denne ansøger vil lide alvorlig overlast som omhandlet i dette direktiv, hvis han eller hun sendes tilbage til sit hjemland.

   I denne forbindelse bemærkes, at hvis de elementer, som en person, der ansøger om international beskyttelse, har tilvejebragt, af en given grund ikke er fuldstændige, aktuelle eller relevante, følger det af artikel 4, stk. 1, i direktiv 2004/83, at den berørte medlemsstat skal samarbejde aktivt med ansøgeren for at muliggøre, at alle de elementer, der kan underbygge ansøgningen, samles (jf. i denne retning dom af 22.11.2012, M., C-277/11, EU:C:2012:744, præmis 66).

   Der skal derfor gennemføres en samtale, hvis den kompetente myndighed på grundlag af de elementer, som den råder over efter den skriftlige procedure og samtalen med ansøgeren gennemført i forbindelse med behandlingen af vedkommendes ansøgning om asyl, objektivt ikke er i stand til med fuldt kendskab til sagen at afgøre, om der er alvorlig grund til at antage, at vedkommende, hvis han eller hun sendes tilbage til sit hjemland, vil løbe en reel risiko for at lide alvorlig overlast, idet vedkommende ikke kan eller, på grund af en sådan risiko, ikke vil påberåbe sig dette lands beskyttelse. En samtale skal ligeledes gennemføres, hvis det, henset til den personlige eller generelle situation, som danner baggrund for ansøgningen om subsidiær beskyttelse, og navnlig ansøgerens eventuelle særlige sårbarhed, som kan henføres til vedkommendes alder, helbredstilstand eller den omstændighed, at vedkommende har været udsat for grove former for vold, fremgår, at en sådan samtale er nødvendig for, at ansøgeren sættes i stand til fuldt ud og på en sammenhængende måde at udtale sig om de elementer, der kan underbygge denne ansøgning.

   (jf. præmis 28, 30, 34, 36, 37, 48, 49, 51, 56 og 57 samt domskonkl.)