Sag C-486/14

Straffesag

mod

Piotr Kossowski

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Hanseatisches Oberlandesgericht Hamburg)

»Præjudiciel forelæggelse — konvention om gennemførelse af Schengenaftalen — artikel 54 og artikel 55, stk. 1, litra a) — Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder — artikel 50 — princippet ne bis in idem — spørgsmålet, om en tiltalt person kan retsforfølges i en medlemsstat, efter at den straffesag, som er blevet iværksat mod den pågældende i en anden medlemsstat, er blevet opgivet af anklagemyndigheden, uden at der er blevet foretaget en grundig efterforskning — ingen bedømmelse af sagens realitet«

Sammendrag – Domstolens dom (Store Afdeling) af 29. juni 2016

1. Retligt samarbejde i straffesager – Domstolens kompetence – præjudicielle spørgsmål – spørgsmål vedrørende fortolkningen af en konvention, der er vedtaget på grundlag af EU-traktatens afsnit VI – fortolkningsanmodning, der ikke nævner artikel 35 EU, men alene henviser til artikel 267 TEUF – kompetence til at give denne fortolkning

   (Art. 35 EU; art. 267 TEUF; konvention om gennemførelse af Schengenaftalen)

2. Retligt samarbejde i straffesager – protokol om integration af Schengenreglerne – konvention om gennemførelse af Schengenaftalen – princippet ne bis in idem – anvendelsesbetingelser – adgangen til offentlig påtale bragt til ophør – rækkevidde – anklagemyndighedens endelige afgørelse om at indstille straffesagen – omfattet – manglende fuldbyrdelse af sanktionen – ingen betydning

   (Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 50; konvention om gennemførelse af Schengenaftalen, art. 54)

3. Retligt samarbejde i straffesager – protokol om integration af Schengenreglerne – konvention om gennemførelse af Schengenaftalen – princippet ne bis in idem – anvendelsesområde – anklagemyndighedens afgørelse om at indstille straffesagen truffet uden grundig efterforskning – ikke omfattet

   (Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 50; konvention om gennemførelse af Schengenaftalen, art. 54)

1.  Den omstændighed, at en forelæggelsesafgørelse vedrørende fortolkningen af konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen - hvilken konvention henhører under EU-traktatens afsnit VI som affattet inden Lissabontraktaten - ikke nævner artikel 35 EU, men henviser til artikel 267 TEUF, kan ikke i sig selv føre til, at Domstolen ikke er kompetent til at besvare de forelagte spørgsmål.

   (jf. præmis 27)

2.  For at der over for en person kan anses at være »afsagt endelig dom« for de strafbare handlinger, der foreholdes den pågældende, i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 54 i konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen (gennemførelseskonventionen), skal adgangen til offentlig påtale bl.a. være bragt endeligt til ophør. Efterprøvelsen af denne betingelse skal foretages på grundlag af lovgivningen i den kontraherende stat, som har afsagt den pågældende strafferetlige afgørelse. En afgørelse, som efter lovgivningen i den kontraherende stat, der har indledt strafforfølgning mod en person, ikke medfører, at adgangen til offentlig påtale endeligt er bragt til ophør på nationalt plan, kan nemlig principielt ikke udgøre en processuel hindring for, at strafforfølgning eventuelt indledes eller fortsættes mod denne person på grund af de samme handlinger i en anden kontraherende stat.

   Hvad i øvrigt angår de forhold, hvorefter den afgørelse, hvorved straffesagen afsluttes, for det første træffes af anklagemyndigheden, og nogen straf for det andet ikke bliver fuldbyrdet, er disse ikke afgørende for bedømmelsen af, om denne afgørelse definitivt bringer adgangen til offentlig påtale til ophør. For det første finder gennemførelseskonventionens artikel 54 nemlig ligeledes anvendelse på afgørelser, der hidrører fra en myndighed, som i henhold til den pågældende nationale retsorden skal deltage i forvaltningen af strafferetsplejen, såsom anklagemyndigheden, og hvorved strafforfølgning endeligt indstilles i en medlemsstat, selv om sådanne afgørelser træffes uden medvirken af en retsinstans og ikke formelt har form af en dom. Hvad for det andet angår den omstændighed, at der ikke foreligger nogen sanktion, er det kun i tilfælde af domfældelse, at gennemførelseskonventionens artikel 54 foreskriver en betingelse om, at sanktionen er fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan kræves fuldbyrdet efter den kontraherende domsstats lovgivning. Angivelsen af en sanktion kan derfor ikke fortolkes således, at den ud over tilfældet med domfældelse undergiver anvendeligheden af gennemførelseskonventionens artikel 54 en yderligere betingelse.

   (jf. præmis 34, 35 og 38-41)

3.  Princippet ne bis in idem, som er fastsat i artikel 54 i konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen (gennemførelseskonventionen), sammenholdt med artikel 50 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, skal fortolkes således, at en afgørelse fra anklagemyndigheden, hvorved strafforfølgningen bliver afsluttet, og hvorved efterforskningen vedrørende en person bliver indstillet endeligt, uden at der er blevet pålagt sanktioner, idet efterforskningen dog kan genoptages eller annulleres, ikke kan anses for at være en endelig afgørelse i disse artiklers forstand, når det fremgår af begrundelsen for denne afgørelse, at den nævnte efterforskning er blevet indstillet, uden at der er foretaget en grundig efterforskning, idet den manglende afhøring af ofret og af et eventuelt vidne udgør et indicium for, at der ikke er foretaget en sådan efterforskning. Dette er tilfældet, når en afgørelse er blevet truffet alene med den begrundelse, at tiltalte har nægtet at afgive forklaring, og at ofret og et vidne efter sigende boede i en anden medlemsstat, hvorfor de ikke har kunnet afhøres under efterforskningen, og hvorfor ofrets udtalelser ikke har kunnet efterprøves, uden at der er foretaget en grundigere efterforskning med henblik på at indsamle og efterprøve beviser.

   I denne henseende bemærkes særligt, at selv om gennemførelseskonventionens artikel 54 har til formål at sikre en person, som er blevet dømt og har afsonet sin straf, eller efter omstændighederne er blevet endeligt frikendt i en kontraherende stat, at den pågældende kan bevæge sig inden for Schengenområdet uden at skulle frygte at blive retsforfulgt for de samme handlinger i en anden kontraherende stat, har den ikke til formål at beskytte en mistænkt mod, at der eventuelt gentagne gange vil blive iværksat efterforskning mod den pågældende i flere kontraherende stater på grund af de samme handlinger. Afgørelsen af, om en strafferetlig afgørelse i en medlemsstat er endelig, skal derfor ikke alene foretages i lyset af nødvendigheden af at sikre den frie bevægelighed for personer, men også i lyset af nødvendigheden af at fremme forebyggelsen og bekæmpelsen af kriminalitet inden for området med frihed, sikkerhed og retfærdighed.

   Anvendelsen af gennemførelseskonventionens artikel 54 på en sådan afgørelse ville desuden have til virkning at gøre det vanskeligere, eller endog hindre, konkret at sanktionere den ulovlige adfærd, som foreholdes tiltalte, i nogen af de berørte medlemsstater.

   Endelig kan anvendelsen af gennemførelseskonventionens artikel 54 på en sådan afgørelse rejse tvivl om medlemsstaternes gensidige tillid. Den nævnte gensidige tillid kan nemlig kun opnå fremme, såfremt den anden kontraherende stat er i stand til på grundlag af de af den første kontraherende stat fremsendte dokumenter at sikre sig, at den pågældende afgørelse truffet af de kompetente myndigheder i denne første stat rent faktisk udgør en endelig afgørelse, der indeholder en bedømmelse af sagens realitet.

   (jf. præmis 45, 47-49 og 52-54 samt domskonkl.)