EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62014CJ0473

Dimos Kropias Attikis

Sag C-473/14

Dimos Kropias Attikis

mod

Ypourgos Perivallontos, Energeias kai Klimatikis Allagis

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Symvoulio tis Epikrateias)

»Præjudiciel forelæggelse — direktiv 2001/42/CE — vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet — beskyttelsesordning for Ymittosbjergene — ændringsprocedure — anvendeligheden af dette direktiv — plan for arealanvendelse og program for miljøbeskyttelse i storregionen Athen«

Sammendrag – Domstolens dom (Niende Afdeling) af 10. september 2015

  1. Miljø – vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet – direktiv 2001/42 – de kompetente myndigheders forpligtelse til at foretage en vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet – betingelser – risiko for en væsentlig påvirkning af den berørte lokalitet

    (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/42, art. 3)

  2. Miljø – vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet – direktiv 2001/42 – anvendelsesområde – planer og programmer, som kan have væsentlig indvirkning på miljøet – medlemsstaternes skøn – rækkevidde og begrænsninger

    (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/42)

  3. Miljø – vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet – direktiv 2001/42 – plan og program – begreb – national procedure, som ændrer en gældende plan eller et gældende program, som gennemfører en arealanvendelsesplan, som er blevet indført ved en overordnet retsakt, som ikke har været genstand for en miljøvurdering – ikke omfattet

    [Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/42, art. 2, litra a), og art. 3, stk. 2, litra a)]

  4. Miljø – vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet – direktiv 2001/42 – forpligtelse til at foretage miljøvurdering uden at tilsidesætte krav i henhold til andre EU-retlige bestemmelser – grænser

    (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/42, art. 11, stk. 1 og 2; Rådets direktiv 85/337, som ændret ved direktiv 97/11)

  1.  Jf. afgørelsens tekst.

    (jf. præmis 47)

  2.  Henset til formålet med direktiv 2001/42 om vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet, som består i at sikre et højt miljøbeskyttelsesniveau, skal bestemmelser, der afgrænser direktivets anvendelsesområde, og særligt bestemmelser, der fastsætter definitioner på de retsakter, der er omfattet heraf, imidlertid fortolkes bredt. Enhver undtagelse eller begrænsning af de nævnte bestemmelser skal derfor fortolkes strengt.

    (jf. præmis 50)

  3.  Artikel 2, litra a), og artikel 3, stk. 2, litra a), i direktiv 2001/42 om vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet skal fortolkes således, at vedtagelsen af en retsakt, som indeholder en plan eller et program vedrørende fysisk planlægning og arealanvendelse inden for rammerne af direktiv 2001/42, og som ændrer en gældende plan eller et gældende program, ikke kan undtages fra kravet om miljøvurdering i henhold til dette direktiv med den begrundelse, at denne retsakt har til formål at præcisere og gennemføre en arealanvendelsesplan, som er blevet indført ved en overordnet retsakt, som ikke selv har været genstand for en sådan miljøvurdering.

    En sådan fortolkning ville nemlig være i strid med målsætningerne i direktiv 2001/42 og bringe den effektive virkning af dette direktiv i fare, idet en sådan fortolkning ville indebære, at en potentielt omfattende kategori af retsakter om ændring af planer og programmer, som kan have betydelige virkninger på miljøet, principielt udelukkes fra dette direktivs anvendelsesområde til trods for, at disse er udtrykkeligt omfattet af artikel 2, litra a), og artikel 3, stk. 2, litra a), i det nævnte direktiv.

    (jf. præmis 53 og 59 samt domskonkl.)

  4.  Det påhviler den nationale ret at efterprøve, hvorvidt en vurdering af indvirkningen på miljøet i henhold til direktiv 85/337 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet, som ændret ved direktiv 97/11, eller »anden fællesskabslovgivning« som omhandlet i artikel 11, stk. 1, i direktiv 2001/42 om vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet kan anses for et udtryk for en koordineret eller fælles procedure som omhandlet i artikel 11, stk. 2, i dette direktiv, og om den allerede dækker alle kravene i direktiv 2001/42, i hvilket tilfælde der således ikke længere foreligger en pligt til at foretage en ny vurdering som omhandlet i dette direktiv.

    (jf. præmis 58)

Top