Sag C-421/14

Banco Primus SA

mod

Jesús Gutiérrez García

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Juzgado de Primera Instancia no 2 de Santander)

»Præjudiciel forelæggelse – direktiv 93/13/EØF – aftaler indgået mellem erhvervsdrivende og forbrugere – urimelige vilkår – realkreditaftaler – proceduren for tvangsauktion af et pantsat aktiv – præklusionsfrist – de nationale domstoles opgave – retskraft«

Sammendrag – Domstolens dom (Første Afdeling) af 26. januar 2017

1. Præjudicielle spørgsmål–Domstolens kompetence–grænser–spørgsmål, som er klart uden relevans, og hypotetiske spørgsmål forelagt i en sammenhæng, der udelukker et hensigtsmæssigt svar–spørgsmål, der ikke har forbindelse med genstanden for tvisten i hovedsagen–Domstolen ikke kompetent

   (Art. 267 TEUF)

2. Forbrugerbeskyttelse–urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler–direktiv 93/13–formål

   (Rådets direktiv 93/13)

3. Forbrugerbeskyttelse–urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler–direktiv 93/13–den nationale rets pligt til af egen drift at undersøge, om et vilkår i en kontrakt, den er forelagt til vurdering, er urimeligt–omfang

   (Rådets direktiv 93/13)

4. Retslig procedure–retskraft–rækkevidde

5. EU-ret–principper–ret til en effektiv domstolsbeskyttelse–rækkevidde–ret til behandling i flere instanser–foreligger ikke

6. Forbrugerbeskyttelse–urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler–direktiv 93/13–procedure vedrørende realisering af pant i fast ejendom–verserende sag på tidspunktet for vedtagelsen af en national overgangsbestemmelse indeholdende en præklusionsfrist for indsigelse mod fuldbyrdelse–frist, der begynder at løbe fra dagen efter offentliggørelsen af lovgivningen–ikke tilladt

   (Rådets direktiv 93/13, art. 6 og 7)

7. Forbrugerbeskyttelse–urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler–direktiv 93/13–procedure vedrørende realisering af pant i fast ejendom–ingen mulighed for den nationale ret for af egen drift på ny at efterprøve, om vilkår i en låneaftale, der allerede har været genstand en retskraftig afgørelse, er urimelige–lovlighed–grænser

   (Rådets direktiv 93/13)

8. Forbrugerbeskyttelse–urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler–direktiv 93/13–urimeligt kontraktvilkår i artikel 3’s forstand–de nationale retsinstansers efterprøvelse af urimelighed–kriterier

   (Rådets direktiv 93/13, art. 3, stk. 1 og art. 4)

9. Forbrugerbeskyttelse–urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler–direktiv 93/13–konstatering af, at et vilkår er urimeligt–rækkevidde–den nationale rets forpligtelse til af egen drift at drage alle konsekvenser af den nævnte konstatering–erhvervsdrivende, der ikke har anvendt vilkåret og har handlet i overensstemmelse med den nationale retsforskrift–ingen betydning

   (Rådets direktiv 93/13, art. 3, stk. 1, og art. 7)

1.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 29, 30, 33 og 56)

2.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 40, 41 og 51)

3.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 43 og 51)

4.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 46)

5.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 48)

6.  Artikel 6 og 7 i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler skal fortolkes således, at de er til hinder for en national bestemmelse, såsom den fjerde overgangsbestemmelse i Ley 1/2013, de medidas para reforzar la protección a los deudores hipotecarios, reestructuración de deuda y alquiler social (lov nr. 1/2013 om forbedring af beskyttelsen af pantebrevsdebitorer, gældsomlægning og almene lejeboliger) af 14. maj 2013, der undergiver udøvelsen af retten for forbrugere – over for hvilke der er blevet indledt en procedure med henblik på realisering af pant i fast ejendom, som imidlertid ikke er blevet afsluttet på datoen for ikrafttrædelsen af den lov, som denne overgangsbestemmelse indgår i – til at gøre indsigelse over for denne tvangsfuldbyrdelsesprocedure med henvisning til, at kontraktvilkårene angiveligt er urimelige, en præklusiv frist på en måned, beregnet fra dagen efter denne lovs offentliggørelse.

   (jf. præmis 54 og domskonkl. 1)

7.  Direktiv 93/13 skal fortolkes således, at det ikke er til hinder for en national forskrift som den, der følger af artikel 207 i Ley 1/2000, de Enjuiciamiento Civil (lov nr. 1/2000 om den civile retspleje) af 7. januar 2000, som ændret ved Ley 1/2013, de medidas para reforzar la protección a los deudores hipotecarios, reestructuración de deuda y alquiler social (lov nr. 1/2013 om forbedring af beskyttelsen af pantebrevsdebitorer, gældsomlægning og almene lejeboliger) af 14. maj 2013, derefter ved Real Decreto-Ley 7/2013, de medidas urgentes de naturaleza tributaria, presupuestaria y de fomento de la investigación, el desarrollo y la innovación (lovdekret nr. 7/2013 om finansielle og budgetmæssige hasteforanstaltninger og om fremme af forskning, udvikling og innovation) af 28. juni 2013, og dernæst ved Real Decreto-ley 11/2014, de medidas urgentes en materia concursal (lovdekret nr. 11/2014 om hasteforanstaltninger vedrørende konkurs) af 5. september 2014, der forbyder den nationale ret af egen drift på ny at efterprøve, om kontraktvilkår er urimelige, når der allerede er truffet afgørelse om lovligheden af samtlige vilkår i kontrakten i lyset af dette direktiv i en afgørelse, der har fået retskraft.

   Er der derimod et eller flere kontraktvilkår, hvis eventuelle urimelige karakter ikke er blevet efterprøvet under en forudgående domstolsprøvelse af den omtvistede kontrakt, som er afsluttet med en afgørelse, der har fået retskraft, skal direktiv 93/13 fortolkes således, at den nationale ret, hvortil forbrugeren forskriftsmæssigt har indbragt sagen og har rejst indsigelse herom som et led heri, er forpligtet til på begæring af parterne eller af egen drift, når den råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige til dette formål, at efterprøve, om disse vilkår eventuelt er urimelige.

   (jf. præmis 49, 52 og 54 samt domskonkl. 2)

8.  Artikel 3, stk. 1, og artikel 4 i direktiv 93/13 skal fortolkes således, at:

   –

   Efterprøvelsen af, om et vilkår i en kontrakt, der er indgået mellem en erhvervsdrivende og en forbruger, eventuelt er urimeligt, indebærer, at det skal fastslås, om dette vilkår bevirker en betydelig skævhed i kontraktparternes rettigheder og forpligtelser til skade for forbrugeren. Denne efterprøvelse skal foretages under hensyntagen til de regler i national lovgivning, der finder anvendelse, såfremt parterne selv ikke har truffet nogen aftale, og under hensyntagen til de midler, forbrugeren råder over i medfør af den nationale lovgivning til at bringe anvendelsen af denne type af kontraktvilkår til ophør, såvel som til, hvilken type varer eller tjenesteydelser den pågældende aftale omfatter, samt til alle omstændighederne i forbindelse med dennes indgåelse.

   –

   Såfremt den forelæggende ret finder, at et kontraktvilkår om metoden for beregning af ordinære renter som det i hovedsagen omhandlede ikke er affattet klart og forståeligt i den betydning, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13, påhviler det denne ret at efterprøve, om dette vilkår er urimeligt som omhandlet i det nævnte direktivs artikel 3, stk. 1. I forbindelse med denne efterprøvelse skal den nævnte ret bl.a. sammenligne metoden for beregning af den ordinære rentesats, der er fastsat i dette vilkår, og det beløb, der ville fremkomme på grundlag af satsen, såfremt de beregningsmetoder, der sædvanligvis anvendes, var blevet anvendt, og den lovbestemte rentesats såvel som markedsrenten på tidspunktet for indgåelsen af den i hovedsagen omhandlede aftale om lån for et beløb og et tidsrum, der svarer til den omhandlede låneaftale.

   –

   Hvad angår en national rets vurdering af, om vilkåret om den førtidige ophævelse af låneaftalen på grund af en skyldners misligholdelse i en begrænset periode af sine forpligtelser eventuelt er urimeligt, skal denne ret efterprøve, om den erhvervsdrivendes ret til at ophæve hele lånet er betinget af forbrugerens manglende overholdelse af en forpligtelse, som er af afgørende betydning i forhold til den pågældende aftale, om denne mulighed er tiltænkt tilfælde, hvor en sådan misligholdelse er tilstrækkeligt alvorlig hvad angår lånets varighed og størrelse, om den nævnte ret fraviger de almindelige retsregler, der, hvor der ikke er aftalt specifikke betingelser i kontrakten, er gældende på området, og om den nationale lovgivning fastsætter egnede og effektive midler, som giver den forbruger, der er omfattet af et sådant vilkår, mulighed for at fjerne virkningerne af ophævelsen af lånet. (jf. præmis 64-67 og domskonkl. 3)

9.  Direktiv 93/13 skal fortolkes således, at det er til hinder for en domstolsfortolkning af en national retsforskrift, der regulerer kontraktvilkår om førtidig ophævelse af låneaftaler, såsom artikel 693, stk. 2, i lov nr. 1/2000, som ændret ved lovdekret nr. 7/2013, der forbyder en national domstol, som fastslår, at der foreligger et sådant urimeligt kontraktvilkår, at erklære dette ugyldigt og at undlade at anvende det, selv om den erhvervsdrivende rent faktisk ikke har anvendt vilkåret, men har overholdt de betingelser, der er foreskrevet i denne nationale retsforskrift.

   Følgelig og med henblik på at sikre den afskrækkende virkning som følge af artikel 7 i direktiv 93/13 kan de beføjelser, som den nationale ret, der konstaterer, at der er tale om et urimeligt kontraktvilkår i henhold til dette direktivs artikel 3, stk. 1, har, ikke afhænge af, om dette kontraktvilkår rent faktisk er blevet anvendt eller ej. Direktiv 93/13 skal fortolkes således, at den omstændighed, at dette vilkår ikke er blevet opfyldt, når en national ret har fastslået, at et kontraktvilkår, der er indgået mellem en forbruger og en erhvervsdrivende, er »urimeligt« som omhandlet i artikel 3, stk. 1, direktiv 93/13, ikke i sig selv kan være til hinder for, at den nationale ret kan drage alle konsekvenserne af, at det nævnte vilkår er et urimeligt kontraktvilkår (jf. i denne retning dom af 11.6.2015, Banco Bilbao Vizcaya Argentaria, C-602/13, ikke trykt i Sml., EU:C:2015:397, præmis 50 og 54).

   (jf. præmis 73 og 75 samt domskonkl. 4)