Sag C-404/14

Sag anlagt af Marie Matoušková

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Nejvyšší soud)

»»Præjudiciel forelæggelse — retligt samarbejde i civile sager — kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar — forordning (EF) nr. 2201/2003 — artikel 1, stk. 1, litra b) — materielt anvendelsesområde — aftale om fordeling af arv mellem den efterlevende ægtefælle og de mindreårige børn, der er repræsenteret ved en værge — kvalificering — forbehold om rettens godkendelse af en sådan aftale — foranstaltning vedrørende forældreansvar eller foranstaltning vedrørende arv«

Sammendrag – Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 6. oktober 2015

1. Retligt samarbejde i civile sager — anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar — forordning nr. 2201/2003 — anvendelsesområde — begrebet »civilretlige område« — foranstaltning vedrørende udøvelse af forældreansvar — godkendelsen af en aftale om fordeling af arv, indgået af en værge på vegne af mindreårige børn — omfattet — forordning nr. 650/2012 finder ikke anvendelse

   [Rådets forordning nr. 2201/2003, art. 1, stk. 1, litra b), og stk.3, litra f)]

2. Retligt samarbejde i civile sager — anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar — forordning nr. 2201/2003 — kompetence vedrørende forældreansvar — andre begæringer end begæringer om skilsmisse, separation eller omstødelse af ægteskab — godkendelsen af en aftale om fordeling af arv, indgået af en værge på vegne af mindreårige børn — kompetencen for den ret, hvorved arvesagen er indbragt — denne ret er ikke retten på det sted, hvor barnet har sit hjem — ingen betydning

   (Rådets forordning nr. 2201/2003, art. 12, stk. 1 og 3)

1.  Rådets forordning nr. 2201/2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning nr. 1347/2000 skal fortolkes således, at godkendelsen af en aftale om fordeling af arv, indgået af en værge for mindreårige børn på disses vegne, udgør en foranstaltning vedrørende udøvelse af forældreansvar som omhandlet i forordningens artikel 1, stk. 1, litra b), som således henhører under denne forordnings anvendelsesområde, og ikke en foranstaltning vedrørende arv som omhandlet i forordningens artikel 1, stk. 3, litra f), som er udelukket fra forordningens anvendelsesområde.

   Rets- og handleevnen og spørgsmål om repræsentation, der hænger sammen hermed, skal bedømmes efter selvstændige kriterier og skal ikke betragtes som forudgående spørgsmål, der afhænger af de retlige dispositioner, som disse spørgsmål er knyttet til. Udpegelsen af en værge for mindreårige børn og kontrollen med denne værges udøvelse af sine aktiviteter er så nært forbundne, at det ikke er hensigtsmæssigt at anvende forskellige kompetenceregler, som varierer i forhold til den omhandlede retlige dispositions område.

   Den omstændighed, at en sådan godkendelse af en aftale om fordeling af arv fra værgemålsretten, som er krævet i medlemsstatens lovgivning for at denne aftale er gyldig, ønskes opnået i forbindelse med en arvesag, kan følgelig ikke betragtes som afgørende for, om foranstaltningen henhører under arveretten. Nødvendigheden af at opnå en godkendelse fra værgemålsretten er en direkte konsekvens af de mindreårige børns alder og rets- og handleevne og udgør en foranstaltning til beskyttelse af barnet i tilknytning til forvaltning eller bevarelse af barnets formue eller disponering herover i forbindelse med udøvelsen af forældreansvaret som omhandlet i artikel 1, stk. 1, litra b), og stk. 2, litra e), i forordning nr. 2201/2003.

   (jf. præmis 30, 31 og 38 samt domskonkl.)

2.  Det følger af artikel 12, stk. 3, i forordning nr. 2201/2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning nr. 1347/2000, at retterne i en medlemsstat ligeledes har kompetence i spørgsmål vedrørende forældreansvar i forbindelse med andre retssager end dem, der er omhandlet i bestemmelsens stk. 1, hvis barnet for det første har en væsentlig tilknytning til den pågældende medlemsstat, bl.a. i kraft af, at en af indehaverne af forældreansvaret har sit sædvanlige opholdssted i medlemsstaten, eller at barnet er statsborger i denne stat, og hvis denne kompetence på det tidspunkt, hvor sagen anlægges, for det andet udtrykkeligt eller på anden utvetydig måde er accepteret af alle parter i sagen, og denne kompetence er til barnets bedste.

   I tilfælde af godkendelse af en aftale om fordeling af arv, indgået af en værge for mindreårige børn på disses vegne, som er nødvendig i henhold til medlemsstatens lovgivning for at aftalen er gyldig, kan artikel 12, stk. 3, i forordning nr. 2201/2003, danne grundlag for kompetencen for den ret, hvorved arvesagen er indbragt, til at godkende aftalen om fordeling af arv, skønt denne ret ikke er retten på det sted, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted, for så vidt som ovennævnte betingelser er opfyldt.

   (jf. præmis 36 og 37)