Sag C-241/14

Roman Bukovansky

mod

Finanzamt Lörrach

(anmodning om præjudiciel afgørelse

indgivet af Finanzgericht Baden-Württemberg)

»Præjudiciel forelæggelse — skatter og afgifter — aftale mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Det Schweiziske Forbund på den anden side om fri bevægelighed for personer — forbindelse mellem denne aftale og bilaterale dobbeltbeskatningsoverenskomster — ligebehandling — forskelsbehandling på grundlag af nationalitet — statsborger i en medlemsstat i Den Europæiske Union — grænsearbejdere — indkomstskat — fordeling af beskatningskompetencen — skattemæssig tilknytning — nationalitet«

Sammendrag – Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 19. november 2015

Internationale aftaler — aftale EF-Schweiz om fri bevægelighed for personer — ligebehandling — dobbeltbeskatningsoverenskomst indgået mellem Schweiz og en medlemsstat, hvorved kompetencen til at beskatte lønindtægter oppebåret af en skattepligtig person i denne medlemsstat, der ikke er schweizisk statsborger, tilkommer medlemsstaten, selv om den pågældende er flyttet fra medlemsstaten til Schweiz, samtidig med at vedkommende har beholdt sin arbejdsplads som lønmodtager i medlemsstaten — overenskomst, hvorved kompetencen til at beskatte lønindtægter oppebåret af en schweizisk statsborger i en tilsvarende situation tilkommer Schweiz — lovlig

(Aftalen EF-Schweiz om fri bevægelighed for personer, art. 2, og bilag I, art. 9)

Princippet om forbud mod forskelsbehandling og ligebehandlingsprincippet i artikel 2 i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Det Schweiziske Forbund på den anden side om fri bevægelighed for personer og artikel 9 i bilag I til denne aftale skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en dobbeltbeskatningsoverenskomst indgået mellem Det Schweiziske Forbund og en medlemsstat, i henhold til hvilken kompetencen til at beskatte lønindtægter oppebåret af en skattepligtig person fra denne medlemsstat, der ikke er schweizisk statsborger, tilkommer lønindtægternes kildestat, dvs. den pågældende medlemsstat, selv om den pågældende er flyttet fra medlemsstaten til Schweiz, samtidig med at vedkommende har beholdt sin arbejdsplads som lønmodtager i den pågældende medlemsstat, hvorimod kompetencen til at beskatte lønindtægter oppebåret af en schweizisk statsborger i en tilsvarende situation tilkommer den nye bopælsstat, i det foreliggende tilfælde Det Schweiziske Forbund.

Selv om det fremgår af artikel 21, stk. 1, i aftalen om fri bevægelighed for personer, at bestemmelserne i sådanne dobbeltbeskatningsoverenskomster ikke berøres af denne aftales bestemmelser, indeholder artikel 9 i bilag I til denne aftale, der har overskriften »Ligebehandling«, imidlertid en særlig regel i stk. 2, der skal give lønmodtageren og dennes familiemedlemmer samme skattemæssige og sociale fordele som indenlandske lønmodtagere og disses familiemedlemmer. I denne sammenhæng har Domstolen fastslået, at en arbejdstager, der er statsborger i en kontraherende part, og som har udøvet sin ret til fri bevægelighed, med hensyn til skattefordele også kan påberåbe sig ligebehandlingsprincippet i denne sidstnævnte bestemmelse over for sin egen stat.

Når Domstolen er blevet forelagt anmodninger om præjudiciel afgørelse af spørgsmålet om, hvorvidt dobbeltbeskatningsoverenskomster indgået mellem EU-medlemsstater skal være forenelige med ligebehandlingsprincippet og generelt med den frie bevægelighed, der er sikret i den primære EU-ret, har denne fastslået, at medlemsstaterne har frihed til i sådanne overenskomster at fastsætte tilknytningsmomenter med henblik på fordelingen af beskatningskompetencen, men er forpligtede til ved udøvelsen af den således fordelte beskatningskompetence at overholde dette princip og den frie bevægelighed.

Det følger heraf, at når et nationalitetskriterium er fastsat i en bestemmelse, hvis formål er at fordele beskatningskompetencen i en sådan overenskomst indgået mellem medlemsstaterne, kan denne sondring på grundlag af nationalitet ikke anses for at udgøre forbudt forskelsbehandling.

Denne retspraksis skal finde analog anvendelse på forholdet mellem aftalen om fri bevægelighed for personer og de dobbeltbeskatningsoverenskomster, som er indgået mellem medlemsstaterne og Det Schweiziske Forbund.

Denne aftale har nemlig, som det fremgår af præamblen hertil og aftalens artikel 1, litra d), og artikel 16, stk. 2, til formål til fordel for statsborgerne i Unionen og Det Schweiziske Forbund at gennemføre fri bevægelighed for personer på de kontraherende parters område på grundlag af de bestemmelser, der gælder i Unionen, hvis begreber skal fortolkes i overensstemmelse med Domstolens praksis.

Ganske vist bestemmer artikel 21 i aftalen om fri bevægelighed for personer, at dobbeltbeskatningsoverenskomster, som er indgået mellem EU-medlemsstaterne og Det Schweiziske Forbund, ikke berøres af aftalens bestemmelser. Denne artikel kan imidlertid ikke gives en rækkevidde, der er i strid med de principper, der ligger til grund for den aftale, som den er en del af. Nævnte artikel kan således ikke forstås således, at den gør det muligt for EU-medlemsstaterne og Det Schweiziske Forbund at gøre indgreb i gennemførelsen af den frie bevægelighed for personer, idet de under udøvelsen af deres beskatningskompetence, som fordelt i deres bilaterale dobbeltbeskatningsoverenskomster, fratager artikel 9, stk. 2, i bilag I til aftalen dens effektive virkning.

(jf. præmis 34, 36-41 og 48 samt domskonkl.)