Sag C-146/14 PPU

Bashir Mohamed Ali Mahdi

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Administrativen sad Sofia-grad)

»Visum, asyl, indvandring og andre politikker i forbindelse med den frie bevægelighed for personer — direktiv 2008/115/EF — tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold — artikel 15 — frihedsberøvelse — forlængelse af frihedsberøvelse — den administrative eller retslige myndigheds forpligtelser — domstolsprøvelse — tredjelandsstatsborgers manglende identitetsdokumenter — hindringer for fuldbyrdelsen af afgørelsen om udsendelse — det pågældende tredjelands ambassades nægtelse af at udstede et identitetsdokument, som muliggør tilbagesendelse af dette lands statsborger — risiko for, at den pågældende vil forsvinde — rimelig udsigt til udsendelse — manglende samarbejde — den pågældende medlemsstats eventuelle forpligtelse til at udstede et foreløbigt dokument vedrørende den pågældende persons status«

Sammendrag – Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 5. juni 2014

1. Grænsekontrol, asyl og indvandring – indvandringspolitik – tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold – direktiv 2008/115 – frihedsberøvelse med henblik på udsendelse – eventuel forlængelse af frihedsberøvelsen – afgørelse truffet ved udløbet af den maksimale periode for den oprindelige frihedsberøvelse – afgørelse, der skal træffes i form af en skriftlig retsakt, der indeholder de faktiske og retlige grunde

   (Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 6 og 47; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115, art. 15, stk. 2, 3, 5 og 6)

2. Grænsekontrol, asyl og indvandring – indvandringspolitik – tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold – direktiv 2008/115 – frihedsberøvelse med henblik på udsendelse – fornyet vurdering med rimelige mellemrum af betingelserne for frihedsberøvelsen – procedureregler, som ikke er fastsat i EU-retten – medlemsstaternes kompetence

   (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115, art. 15, stk. 3)

3. Grænsekontrol, asyl og indvandring – indvandringspolitik – tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold – direktiv 2008/115 – frihedsberøvelse med henblik på udsendelse – eventuel forlængelse af frihedsberøvelsen – omfanget af det tilsyn, som skal udøves af den retslige myndighed, for hvilken en anmodning om forlængelse af frihedsberøvelsen forelægges

   (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115, art. 15, stk. 3 og 6)

4. Grænsekontrol, asyl og indvandring – indvandringspolitik – tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold – direktiv 2008/115 – frihedsberøvelse med henblik på udsendelse – national lovgivning, hvorefter frihedsberøvelsen kan forlænges alene på grund af manglende identitetsdokumenter – ikke tilladt

   (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115, art. 15, stk. 1 og 6)

5. Grænsekontrol, asyl og indvandring – indvandringspolitik – tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold – direktiv 2008/115 – frihedsberøvelse med henblik på udsendelse – eventuel forlængelse af frihedsberøvelsen – manglende samarbejde – begreb

   [Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115, art. 15, stk. 6, litra a)]

6. Grænsekontrol, asyl og indvandring – indvandringspolitik – tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold – direktiv 2008/115 – frihedsberøvelse med henblik på udsendelse – tredjelandsstatsborger, der ikke er i besiddelse af identitetsdokumenter, og som den nationale ret har løsladt med den begrundelse, at der ikke er rimelig udsigt til udsendelse – forpligtelse til at udstede en opholdstilladelse eller en anden tilladelse, som giver ret til ophold – foreligger ikke – forpligtelse til at forsyne tredjelandsstatsborgeren med en skriftlig bekræftelse af dennes situation

   (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115, art. 15, stk. 4)

1.  Artikel 15, stk. 3 og 6, i direktiv 2008/115 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold skal i lyset af artikel 6 og 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder fortolkes således, at enhver afgørelse truffet af en kompetent myndighed ved udløbet af den maksimale periode for den oprindelige frihedsberøvelse af en tredjelandsstatsborger, om, hvorledes der skal følges op på denne frihedsberøvelse, skal træffes i form af en skriftlig retsakt, der indeholder den faktiske og retlige begrundelse for denne afgørelse.

   Det eneste krav, som udtrykkeligt er fastsat i artikel 15 i direktiv 2008/115 for så vidt angår vedtagelse af en skriftlig retsakt, er således det krav, som fremgår af denne artikels stk. 2, nemlig at afgørelser om frihedsberøvelse skal være skriftlige med angivelse af de faktiske og retlige grunde. Dette krav om vedtagelse af en skriftlig afgørelse skal forstås således, at det nødvendigvis vedrører enhver afgørelse om forlængelse af en frihedsberøvelse. Bestemmelserne i dette direktivs artikel 15 kræver imidlertid ikke vedtagelse af en skriftlig retsakt om fornyet vurdering. De myndigheder, som gennemfører en fornyet vurdering af frihedsberøvelsen af en tredjelandsstatsborger med rimelige mellemrum i henhold til nævnte direktivs artikel 15, stk. 3, første punktum, er derfor ikke undergivet en forpligtelse til ved hver enkelt fornyede vurdering at vedtage en udtrykkelig retsakt i skriftlig form, der indeholder en fremstilling af de faktiske og retlige forhold, der begrunder denne retsakt.

   Dog er den myndighed, der skal behandle en sag om fornyet vurdering ved udløbet af den i henhold til nævnte direktivs artikel 15, stk. 5, maksimalt tilladte periode for den oprindelige frihedsberøvelse, hvis den træffer afgørelse om, hvorledes der skal følges op på denne frihedsberøvelse, forpligtet til at vedtage afgørelsen ved en begrundet, skriftlig retsakt. I et sådant tilfælde finder den fornyede vurdering af frihedsberøvelsen og vedtagelsen af afgørelsen om, hvorledes der skal følges op på frihedsberøvelsen, således sted i den samme processuelle fase. Denne afgørelse skal følgelig opfylde de krav, der følger af artikel 15, stk. 2, i direktiv 2008/115. Desuden skal den i alle tilfælde være undergivet en retslig myndigheds tilsyn i medfør af nævnte direktivs artikel 15, stk. 3.

   (jf. præmis 44, 47-49 og 52 samt domskonkl. 1)

2.  EU-retten er ikke til hinder for, at en national lovgivning, der sikrer overholdelsen af de grundlæggende rettigheder og den fulde effektivitet af de EU-retlige bestemmelser, undergiver den myndighed, som vurderer frihedsberøvelsen af en tredjelandsstatsborger på ny med rimelige mellemrum i henhold til artikel 15, stk. 3, første punktum, i direktiv 2008/115 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, en forpligtelse til ved afslutningen af hver enkelt fornyede vurdering at vedtage en udtrykkelig retsakt, der indeholder en fremstilling af de faktiske og retlige forhold, der begrunder denne. En sådan forpligtelse følger udelukkende af national lovgivning.

   (jf. præmis 50 og 51)

3.  Artikel 15, stk. 3 og 6, i direktiv 2008/115 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold skal fortolkes således, at det tilsyn, som skal udøves af den retslige myndighed, for hvilken en anmodning om forlængelse af frihedsberøvelsen af en tredjelandsstatsborger forelægges, skal gøre det muligt for denne myndighed efter en konkret og individuel vurdering at træffe en realitetsafgørelse om forlængelse af frihedsberøvelsen af den berørte tredjelandsstatsborger, om muligheden for at erstatte frihedsberøvelsen med en mindre indgribende foranstaltning eller om løsladelse af tredjelandsstatsborgeren, idet denne retslige myndighed derved har kompetence til at træffe afgørelse på grundlag af de af den administrative myndighed, som har forelagt sagen for denne, anførte faktiske omstændigheder og fremlagte beviser samt de faktiske omstændigheder, beviser og bemærkninger, som den eventuelt er blevet forelagt under denne procedure.

   En retslig myndighed, som tager stilling til en anmodning om forlængelse af en frihedsberøvelse, skal således være i stand til at tage stilling til enhver faktisk og retlig oplysning, som er relevant for at afgøre, om en forlængelse af frihedsberøvelsen er begrundet, henset til de betingelser, som fremgår af artikel 15 i direktiv 2008/115, hvilket kræver en indgående undersøgelse af de faktiske forhold, som er særegne for det enkelte konkrete tilfælde. Såfremt den frihedsberøvelse, som der oprindeligt blev truffet afgørelse om, ikke længere er begrundet, henset til disse krav, skal den kompetente retslige myndighed være i stand til at erstatte den administrative myndigheds afgørelse eller i givet fald den afgørelse, som blev truffet af den retslige myndighed, som anordnede den oprindelige frihedsberøvelse, med sin egen afgørelse og at træffe afgørelse vedrørende muligheden for at anordne en alternativ foranstaltning eller løsladelse af den berørte tredjelandsstatsborger. Med henblik herpå skal den retslige myndighed, som tager stilling til en anmodning om forlængelse af en frihedsberøvelse, være i stand til at tage hensyn til såvel de faktiske oplysninger og de beviser, som påberåbes af den administrative myndighed, der traf afgørelsen om den oprindelige frihedsberøvelse, som enhver eventuel bemærkning, som fremsættes af den berørte tredjelandsstatsborger. Den skal desuden være i stand til at indhente enhver anden oplysning, som er relevant for dens afgørelse, såfremt den måtte finde det nødvendigt. Heraf følger, at den retslige myndigheds beføjelser inden for rammerne af prøvelsen i intet tilfælde kan være afgrænset til udelukkende at omfatte de oplysninger, der fremlægges af den pågældende administrative myndighed.

   (jf. præmis 62 og 64 samt domskonkl. 2)

4.  Artikel 15, stk. 1 og 6, i direktiv 2008/115 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en national lovgivning, hvorefter en oprindelig periode med frihedsberøvelse på seks måneder kan forlænges alene af den grund, at den pågældende tredjelandsstatsborger ikke er i besiddelse af identitetsdokumenter. Det tilkommer alene den forelæggende ret at foretage en konkret og individuel vurdering af den pågældende sags faktiske omstændigheder med henblik på at afgøre, om der effektivt kan anvendes en mindre indgribende foranstaltning over for denne tredjelandsstatsborger, og om der er en risiko for, at den pågældende vil forsvinde.

   (jf. præmis 74 og domskonkl. 3)

5.  Artikel 15, stk. 6, litra a), i direktiv 2008/115 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold skal fortolkes således, at en tredjelandsstatsborger, der ikke har fremskaffet et identitetsdokument, som ville have gjort det muligt at udsende den pågældende fra den berørte medlemsstat, kun kan anses for at have udvist manglende samarbejde som omhandlet i denne bestemmelse, hvis det fremgår af en undersøgelse af denne tredjelandsstatsborgers adfærd under perioden for frihedsberøvelsen, at den pågældende ikke har samarbejdet med de kompetente myndigheder vedrørende gennemførelsen af udsendelsesproceduren, og at denne procedure kan forventes at tage længere tid end påregnet på grund af denne adfærd.

   Desuden kræver artikel 15, stk. 6, i direktiv 2008/115, at den pågældende myndighed, før den undersøger, om den pågældende tredjelandsstatsborger har udvist manglende samarbejde, er i stand til at påvise, at udsendelsesproceduren tager længere tid end påregnet uanset alle rimelige bestræbelser, hvilket kræver, at den pågældende medlemsstat aktivt fortsætter sine bestræbelser på at opnå, at der udstedes identitetsdokumenter til den nævnte tredjelandsstatsborger.

   For at fastslå, at den pågældende medlemsstat har udfoldet rimelige bestræbelser på at gennemføre udsendelsesproceduren, og at der foreligger manglende samarbejde fra den pågældende tredjelandsstatsborgers side, er det således nødvendigt at foretage en indgående undersøgelse af de faktiske forhold vedrørende hele perioden for den oprindelige frihedsberøvelse. En sådan undersøgelse udgør et spørgsmål vedrørende sagens faktiske omstændigheder, der ikke er omfattet af Domstolens kompetence inden for rammerne af en procedure i henhold til artikel 267 TEUF, men henhører under den nationale rets kompetence.

   (jf. præmis 83-85 og domskonkl. 4)

6.  Direktiv 2008/115 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold skal fortolkes således, at en medlemsstat ikke kan være forpligtet til at udstede en selvstændig opholdstilladelse eller en anden tilladelse, som giver ret til ophold for en tredjelandsstatsborger, der ikke er i besiddelse af identitetsdokumenter og ikke har fremskaffet sådanne dokumenter fra sit oprindelsesland, efter at en national ret har løsladt tredjelandsstatsborgeren med den begrundelse, at der ikke længere er rimelig udsigt til udsendelse som omhandlet i dette direktivs artikel 15, stk. 4. Denne medlemsstat skal dog i et sådant tilfælde forsyne tredjelandsstatsborgeren med en skriftlig bekræftelse af dennes situation.

   (jf. præmis 89 og domskonkl. 5)

Sag C-146/14 PPU

Bashir Mohamed Ali Mahdi

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Administrativen sad Sofia-grad)

»Visum, asyl, indvandring og andre politikker i forbindelse med den frie bevægelighed for personer — direktiv 2008/115/EF — tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold — artikel 15 — frihedsberøvelse — forlængelse af frihedsberøvelse — den administrative eller retslige myndigheds forpligtelser — domstolsprøvelse — tredjelandsstatsborgers manglende identitetsdokumenter — hindringer for fuldbyrdelsen af afgørelsen om udsendelse — det pågældende tredjelands ambassades nægtelse af at udstede et identitetsdokument, som muliggør tilbagesendelse af dette lands statsborger — risiko for, at den pågældende vil forsvinde — rimelig udsigt til udsendelse — manglende samarbejde — den pågældende medlemsstats eventuelle forpligtelse til at udstede et foreløbigt dokument vedrørende den pågældende persons status«

Sammendrag – Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 5. juni 2014

1. Grænsekontrol, asyl og indvandring — indvandringspolitik — tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold — direktiv 2008/115 — frihedsberøvelse med henblik på udsendelse — eventuel forlængelse af frihedsberøvelsen — afgørelse truffet ved udløbet af den maksimale periode for den oprindelige frihedsberøvelse — afgørelse, der skal træffes i form af en skriftlig retsakt, der indeholder de faktiske og retlige grunde

   (Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 6 og 47; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115, art. 15, stk. 2, 3, 5 og 6)

2. Grænsekontrol, asyl og indvandring — indvandringspolitik — tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold — direktiv 2008/115 — frihedsberøvelse med henblik på udsendelse — fornyet vurdering med rimelige mellemrum af betingelserne for frihedsberøvelsen — procedureregler, som ikke er fastsat i EU-retten — medlemsstaternes kompetence

   (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115, art. 15, stk. 3)

3. Grænsekontrol, asyl og indvandring — indvandringspolitik — tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold — direktiv 2008/115 — frihedsberøvelse med henblik på udsendelse — eventuel forlængelse af frihedsberøvelsen — omfanget af det tilsyn, som skal udøves af den retslige myndighed, for hvilken en anmodning om forlængelse af frihedsberøvelsen forelægges

   (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115, art. 15, stk. 3 og 6)

4. Grænsekontrol, asyl og indvandring — indvandringspolitik — tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold — direktiv 2008/115 — frihedsberøvelse med henblik på udsendelse — national lovgivning, hvorefter frihedsberøvelsen kan forlænges alene på grund af manglende identitetsdokumenter — ikke tilladt

   (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115, art. 15, stk. 1 og 6)

5. Grænsekontrol, asyl og indvandring — indvandringspolitik — tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold — direktiv 2008/115 — frihedsberøvelse med henblik på udsendelse — eventuel forlængelse af frihedsberøvelsen — manglende samarbejde — begreb

   [Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115, art. 15, stk. 6, litra a)]

6. Grænsekontrol, asyl og indvandring — indvandringspolitik — tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold — direktiv 2008/115 — frihedsberøvelse med henblik på udsendelse — tredjelandsstatsborger, der ikke er i besiddelse af identitetsdokumenter, og som den nationale ret har løsladt med den begrundelse, at der ikke er rimelig udsigt til udsendelse — forpligtelse til at udstede en opholdstilladelse eller en anden tilladelse, som giver ret til ophold — foreligger ikke — forpligtelse til at forsyne tredjelandsstatsborgeren med en skriftlig bekræftelse af dennes situation

   (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115, art. 15, stk. 4)

1.  Artikel 15, stk. 3 og 6, i direktiv 2008/115 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold skal i lyset af artikel 6 og 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder fortolkes således, at enhver afgørelse truffet af en kompetent myndighed ved udløbet af den maksimale periode for den oprindelige frihedsberøvelse af en tredjelandsstatsborger, om, hvorledes der skal følges op på denne frihedsberøvelse, skal træffes i form af en skriftlig retsakt, der indeholder den faktiske og retlige begrundelse for denne afgørelse.

   Det eneste krav, som udtrykkeligt er fastsat i artikel 15 i direktiv 2008/115 for så vidt angår vedtagelse af en skriftlig retsakt, er således det krav, som fremgår af denne artikels stk. 2, nemlig at afgørelser om frihedsberøvelse skal være skriftlige med angivelse af de faktiske og retlige grunde. Dette krav om vedtagelse af en skriftlig afgørelse skal forstås således, at det nødvendigvis vedrører enhver afgørelse om forlængelse af en frihedsberøvelse. Bestemmelserne i dette direktivs artikel 15 kræver imidlertid ikke vedtagelse af en skriftlig retsakt om fornyet vurdering. De myndigheder, som gennemfører en fornyet vurdering af frihedsberøvelsen af en tredjelandsstatsborger med rimelige mellemrum i henhold til nævnte direktivs artikel 15, stk. 3, første punktum, er derfor ikke undergivet en forpligtelse til ved hver enkelt fornyede vurdering at vedtage en udtrykkelig retsakt i skriftlig form, der indeholder en fremstilling af de faktiske og retlige forhold, der begrunder denne retsakt.

   Dog er den myndighed, der skal behandle en sag om fornyet vurdering ved udløbet af den i henhold til nævnte direktivs artikel 15, stk. 5, maksimalt tilladte periode for den oprindelige frihedsberøvelse, hvis den træffer afgørelse om, hvorledes der skal følges op på denne frihedsberøvelse, forpligtet til at vedtage afgørelsen ved en begrundet, skriftlig retsakt. I et sådant tilfælde finder den fornyede vurdering af frihedsberøvelsen og vedtagelsen af afgørelsen om, hvorledes der skal følges op på frihedsberøvelsen, således sted i den samme processuelle fase. Denne afgørelse skal følgelig opfylde de krav, der følger af artikel 15, stk. 2, i direktiv 2008/115. Desuden skal den i alle tilfælde være undergivet en retslig myndigheds tilsyn i medfør af nævnte direktivs artikel 15, stk. 3.

   (jf. præmis 44, 47-49 og 52 samt domskonkl. 1)

2.  EU-retten er ikke til hinder for, at en national lovgivning, der sikrer overholdelsen af de grundlæggende rettigheder og den fulde effektivitet af de EU-retlige bestemmelser, undergiver den myndighed, som vurderer frihedsberøvelsen af en tredjelandsstatsborger på ny med rimelige mellemrum i henhold til artikel 15, stk. 3, første punktum, i direktiv 2008/115 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, en forpligtelse til ved afslutningen af hver enkelt fornyede vurdering at vedtage en udtrykkelig retsakt, der indeholder en fremstilling af de faktiske og retlige forhold, der begrunder denne. En sådan forpligtelse følger udelukkende af national lovgivning.

   (jf. præmis 50 og 51)

3.  Artikel 15, stk. 3 og 6, i direktiv 2008/115 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold skal fortolkes således, at det tilsyn, som skal udøves af den retslige myndighed, for hvilken en anmodning om forlængelse af frihedsberøvelsen af en tredjelandsstatsborger forelægges, skal gøre det muligt for denne myndighed efter en konkret og individuel vurdering at træffe en realitetsafgørelse om forlængelse af frihedsberøvelsen af den berørte tredjelandsstatsborger, om muligheden for at erstatte frihedsberøvelsen med en mindre indgribende foranstaltning eller om løsladelse af tredjelandsstatsborgeren, idet denne retslige myndighed derved har kompetence til at træffe afgørelse på grundlag af de af den administrative myndighed, som har forelagt sagen for denne, anførte faktiske omstændigheder og fremlagte beviser samt de faktiske omstændigheder, beviser og bemærkninger, som den eventuelt er blevet forelagt under denne procedure.

   En retslig myndighed, som tager stilling til en anmodning om forlængelse af en frihedsberøvelse, skal således være i stand til at tage stilling til enhver faktisk og retlig oplysning, som er relevant for at afgøre, om en forlængelse af frihedsberøvelsen er begrundet, henset til de betingelser, som fremgår af artikel 15 i direktiv 2008/115, hvilket kræver en indgående undersøgelse af de faktiske forhold, som er særegne for det enkelte konkrete tilfælde. Såfremt den frihedsberøvelse, som der oprindeligt blev truffet afgørelse om, ikke længere er begrundet, henset til disse krav, skal den kompetente retslige myndighed være i stand til at erstatte den administrative myndigheds afgørelse eller i givet fald den afgørelse, som blev truffet af den retslige myndighed, som anordnede den oprindelige frihedsberøvelse, med sin egen afgørelse og at træffe afgørelse vedrørende muligheden for at anordne en alternativ foranstaltning eller løsladelse af den berørte tredjelandsstatsborger. Med henblik herpå skal den retslige myndighed, som tager stilling til en anmodning om forlængelse af en frihedsberøvelse, være i stand til at tage hensyn til såvel de faktiske oplysninger og de beviser, som påberåbes af den administrative myndighed, der traf afgørelsen om den oprindelige frihedsberøvelse, som enhver eventuel bemærkning, som fremsættes af den berørte tredjelandsstatsborger. Den skal desuden være i stand til at indhente enhver anden oplysning, som er relevant for dens afgørelse, såfremt den måtte finde det nødvendigt. Heraf følger, at den retslige myndigheds beføjelser inden for rammerne af prøvelsen i intet tilfælde kan være afgrænset til udelukkende at omfatte de oplysninger, der fremlægges af den pågældende administrative myndighed.

   (jf. præmis 62 og 64 samt domskonkl. 2)

4.  Artikel 15, stk. 1 og 6, i direktiv 2008/115 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en national lovgivning, hvorefter en oprindelig periode med frihedsberøvelse på seks måneder kan forlænges alene af den grund, at den pågældende tredjelandsstatsborger ikke er i besiddelse af identitetsdokumenter. Det tilkommer alene den forelæggende ret at foretage en konkret og individuel vurdering af den pågældende sags faktiske omstændigheder med henblik på at afgøre, om der effektivt kan anvendes en mindre indgribende foranstaltning over for denne tredjelandsstatsborger, og om der er en risiko for, at den pågældende vil forsvinde.

   (jf. præmis 74 og domskonkl. 3)

5.  Artikel 15, stk. 6, litra a), i direktiv 2008/115 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold skal fortolkes således, at en tredjelandsstatsborger, der ikke har fremskaffet et identitetsdokument, som ville have gjort det muligt at udsende den pågældende fra den berørte medlemsstat, kun kan anses for at have udvist manglende samarbejde som omhandlet i denne bestemmelse, hvis det fremgår af en undersøgelse af denne tredjelandsstatsborgers adfærd under perioden for frihedsberøvelsen, at den pågældende ikke har samarbejdet med de kompetente myndigheder vedrørende gennemførelsen af udsendelsesproceduren, og at denne procedure kan forventes at tage længere tid end påregnet på grund af denne adfærd.

   Desuden kræver artikel 15, stk. 6, i direktiv 2008/115, at den pågældende myndighed, før den undersøger, om den pågældende tredjelandsstatsborger har udvist manglende samarbejde, er i stand til at påvise, at udsendelsesproceduren tager længere tid end påregnet uanset alle rimelige bestræbelser, hvilket kræver, at den pågældende medlemsstat aktivt fortsætter sine bestræbelser på at opnå, at der udstedes identitetsdokumenter til den nævnte tredjelandsstatsborger.

   For at fastslå, at den pågældende medlemsstat har udfoldet rimelige bestræbelser på at gennemføre udsendelsesproceduren, og at der foreligger manglende samarbejde fra den pågældende tredjelandsstatsborgers side, er det således nødvendigt at foretage en indgående undersøgelse af de faktiske forhold vedrørende hele perioden for den oprindelige frihedsberøvelse. En sådan undersøgelse udgør et spørgsmål vedrørende sagens faktiske omstændigheder, der ikke er omfattet af Domstolens kompetence inden for rammerne af en procedure i henhold til artikel 267 TEUF, men henhører under den nationale rets kompetence.

   (jf. præmis 83-85 og domskonkl. 4)

6.  Direktiv 2008/115 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold skal fortolkes således, at en medlemsstat ikke kan være forpligtet til at udstede en selvstændig opholdstilladelse eller en anden tilladelse, som giver ret til ophold for en tredjelandsstatsborger, der ikke er i besiddelse af identitetsdokumenter og ikke har fremskaffet sådanne dokumenter fra sit oprindelsesland, efter at en national ret har løsladt tredjelandsstatsborgeren med den begrundelse, at der ikke længere er rimelig udsigt til udsendelse som omhandlet i dette direktivs artikel 15, stk. 4. Denne medlemsstat skal dog i et sådant tilfælde forsyne tredjelandsstatsborgeren med en skriftlig bekræftelse af dennes situation.

   (jf. præmis 89 og domskonkl. 5)