Forenede sager C-72/14 og C-197/14

X

mod

Inspecteur van Rijksbelastingdienst

og

T.A. van Dijk

mod

Staatssecretaris van Financiën

(anmodninger om præjudicielle afgørelser indgivet af Gerechtshof te ’s-Hertogenbosch og Hoge Raad der Nederlanden)

»Præjudiciel forelæggelse — vandrende arbejdstagere — social sikring — lovgivning, der finder anvendelse — flodskippere i Rhinfart — E101-attest — beviskraft — forelæggelse for Domstolen — forelæggelsespligt«

Sammendrag – Domstolens dom (Anden Afdeling) af 9. september 2015

1. Social sikring – vandrende arbejdstagere – lovgivning, der finder anvendelse – arbejdstagere, der henhører under overenskomsten om social sikring for flodskippere i Rhinfart – E101-attest udstedt af den kompetente institution i en medlemsstat – bindende virkning i forhold til institutionerne i de øvrige medlemsstater – foreligger ikke

   [Rådets forordning nr. 1408/71, art. 7, stk. 2, litra a), og nr. 574/72, art. 10c-11a, 12a og 12b, som ændret ved forordning nr. 118/97 og forordning nr. 647/2005]

2. Præjudicielle spørgsmål – forelæggelse for Domstolen – forelæggelsespligt – pligt til at afvente – præjudicielt spørgsmål, som allerede er stillet i en lignende sag vedrørende en identisk problematik af en national retsinstans, der er lavere end den forelæggende ret – ingen af de nævnte forpligtelser foreligger

   (Art. 267, stk. 3, TEUF)

1.  Artikel 7, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, samt artikel 10c-11a, 12a og 12b i forordning nr. 574/72 om regler til gennemførelse af forordning nr. 1408/71, som ændret og ajourført ved forordning nr. 118/97, som ændret ved forordning nr. 647/2005, skal fortolkes således, at en attest udstedt af den kompetente institution i en medlemsstat, i form af en E101-attest, med henblik på at attestere, at en arbejdstager er underlagt denne medlemsstats sociallovgivning, selv om denne arbejdstager henhører under overenskomsten om social sikring for flodskippere i Rhinfart, som blev vedtaget på regeringskonferencen med ansvar for ændring af overenskomsten af 13. februar 1961 om social sikring for flodskippere i Rhinfart og undertegnet i Genève den 30. november 1979, ikke er bindende for institutionerne i de øvrige medlemsstater. Den omstændighed, at den udstedende institution ikke havde til hensigt at udstede en egentlig E101-attest, men at anvende standardformularen for denne attest af administrative årsager, er i denne henseende irrelevant.

   (jf. præmis 51 og domskonkl. 1)

2.  Artikel 267, stk. 3, TEUF skal fortolkes således, at en national ret, hvis afgørelser ifølge de nationale retsregler ikke kan appelleres, såsom den forelæggende ret, ikke er pligtig at indbringe sagen for Domstolen alene af den grund, at en lavere national retsinstans i en sag, der ligner den, som er indbragt for den, og som vedrører præcis den samme problematik, har forelagt Domstolen et præjudicielt spørgsmål, eller at afvente besvarelsen af dette spørgsmål.

   Det tilkommer nemlig udelukkende de nationale retsinstanser, hvis afgørelser ifølge de nationale retsregler ikke kan appelleres, selvstændigt og uafhængigt at vurdere, om der foreligger en »acte clair«.

   Selv om en medlemsstats højeste retsinstans i en situation som den i hovedsagen omhandlede således ganske vist i sin undersøgelse skal medtage den omstændighed, at en lavere retsinstans har forelagt et præjudicielt spørgsmål, som fortsat verserer for Domstolen, forholder det sig ikke desto mindre således, at en sådan omstændighed ikke alene vil kunne forhindre den højeste nationale retsinstans i at konkludere, at der foreligger en »acte clair«.

   (jf. præmis 59, 60 og 63 samt domskonkl. 2)