Sag C-4/14

Christophe Bohez

mod

Ingrid Wiertz

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Korkein oikeus)

»Præjudiciel forelæggelse — retligt samarbejde i civile sager — forordning (EF) nr. 44/2001 — artikel 1, stk. 2, og artikel 49 — retternes kompetence og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område — ikke-omfattede sagsområder — familieret — forordning (EF) nr. 2201/2003 — artikel 47, stk. 1 — kompetence samt anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser vedrørende forældreansvar — retsafgørelse om samværsret, hvori der pålægges en tvangsbøde — fuldbyrdelse af tvangsbøden«

Sammendrag – Domstolens dom (Første Afdeling) af 9. september 2015

1. Retligt samarbejde i civile sager – retternes kompetence og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område – forordning nr. 44/2001 – anvendelsesområde – sager, der ikke er omfattet – fysiske personers retlige status og retsevne – afgørelse, der fastsætter en tvangsbøde i forbindelse med en tvist for at sikre efterkommelse af en samværsret – udelukkelse fra anvendelsesområdet – afgørelse, der henhører under anvendelsesområdet for forordning nr. 2201/2003

   [Rådets forordning nr. 44/2001, art. 1, stk. 2, litra a), og nr. 2201/2003]

2. Retligt samarbejde i civile sager – anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar – forordning nr. 2201/2003 – anerkendelse og fuldbyrdelse – afgørelse, der fastsætter en tvangsbøde i forbindelse med en tvist for at sikre efterkommelse af en samværsret – inddrivelsen af tvangsbøden henhører under samme fuldbyrdelsesordning som afgørelsen om samværsretten

   (Rådets forordning nr. 2201/2003, art. 28, stk. 1, art. 41, stk. 1, og art. 47, stk. 1)

3. Retligt samarbejde i civile sager – anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar – forordning nr. 2201/2003 – anerkendelse og fuldbyrdelse – afgørelse, der fastsætter en tvangsbøde i forbindelse med en tvist for at sikre efterkommelse af en samværsret – fuldbyrdelse – betingelse – bødens størrelse endeligt fastsat af retterne i domsstaten

   (Rådets forordning nr. 2201/2003)

1.  Artikel 1 i forordning nr. 44/2001 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område skal fortolkes således, at denne forordning ikke finder anvendelse på fuldbyrdelse i en medlemsstat af en tvangsbøde, som er fastsat i en retsafgørelse om forældremyndighed og samværsret afsagt i en anden medlemsstat med henblik på at sikre, at indehaveren af forældremyndigheden overholder denne samværsret.

   En sådan tvangsbøde er nemlig accessorisk i forhold til den forpligtelse, der påhviler indehaveren af forældremyndigheden til at samarbejde om gennemførelsen af samværsretten, som der i samme afgørelse er truffet bestemmelse om.

   Artikel 1, stk. 2, litra a), i forordning nr. 44/2001 udelukker imidlertid udtrykkeligt fysiske personers retlige status – et begreb, der omfatter personens udøvelse af forældreansvar over for et barn – fra denne forordnings anvendelsesområde.

   Følgelig er den tvangsbøde, der begæres fuldbyrdet, en accessorisk foranstaltning, der tilsigter at sikre beskyttelsen af en rettighed, som ikke henhører under anvendelsesområdet for forordning nr. 44/2001, men under anvendelsesområdet for forordning nr. 2201/2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning nr. 1347/2000.

   (jf. præmis 35-37, 39 og 40 samt domskonkl. 1)

2.  Inddrivelse af en tvangsbøde, der er fastsat af den ret i domsstaten, som har truffet afgørelse om sagens realitet vedrørende samværsretten med henblik på at sikre effektiviteten af denne ret, henhører under samme fuldbyrdelsesordning som afgørelsen om den samværsret, som skal sikres ved nævnte tvangsbøde, og denne tvangsbøde skal som følge heraf erklæres for eksigibel efter de bestemmelser, der er fastsat i forordning nr. 2201/2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning nr. 1347/2000.

   En sådan tvangsbøde kan nemlig ikke isoleret betragtes som en selvstændig forpligtelse, men skal betragtes som værende uadskillelig fra den samværsret, som den skal beskytte. Af denne grund må inddrivelsen af den nævnte tvangsbøde henhøre under samme fuldbyrdelsesordning som den samværsret, der skal sikres, dvs. bestemmelserne i artikel 28, stk. 1, og artikel 41, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003.

   At udskille ordningen om fuldbyrdelse af tvangsbøden fra den ordning, der finder anvendelse på samværsretten, for at lade den være omfattet af selve fuldbyrdelsesordningen, som ifølge artikel 47, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003 afgøres efter fuldbyrdelsesstatens nationale lovgivning, ville give retten i denne medlemsstat mulighed for selv at efterprøve, om samværsretten er blevet tilsidesat.

   En sådan prøvelse, som foretages efter fuldbyrdelsesstatens bestemmelser, og som indebærer, at retten i denne stat foretager en prøvelse af sagens omstændigheder, ville være i strid med EU-lovgivers ønske om for de retsafgørelser, der træffes på dette område, at indføre en ensartet og forenklet fuldbyrdelsesordning, som forbyder enhver indgriben i sagens realitet ved den ret, der behandler spørgsmålet om fuldbyrdelse, og er baseret på tilliden til retten i domsstaten, som er den ret, der er udpeget som kompetent til at træffe afgørelse vedrørende samværsretten.

   (jf. præmis 49-53 og domskonkl. 2)

3.  Inden for rammerne af forordning nr. 2201/2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning nr. 1347/2000 er udenlandske retsafgørelser, hvorved der fastsættes en tvangsbøde, kun eksigible i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, hvis bødens størrelse er endeligt fastsat af retterne i domsstaten.

   Dersom indehaveren af en samværsret, som er tillagt i en medlemsstat, gør gældende, at denne ret ikke er blevet overholdt, og anmoder om fuldbyrdelse i en anden medlemsstat af en tvangsbøde, hvis endelige beløb ikke er blevet fastsat af retten i domsstaten, indebærer fastsættelsen af det endelige beløb, som skal betales, nemlig en prøvelse af de tilsidesættelser, som indehaveren af samværsretten påstår har fundet sted. En sådan prøvelse, som er af afgørende betydning for barnets bedste, indebærer imidlertid ikke kun en konstatering af antallet af gange, hvor barnet ikke er blevet udleveret, men ligeledes en vurdering af årsagerne til disse manglende udleveringer. Alene retten i domsstaten er som den ret, der har kompetence til at påkende sagens realitet, i stand til at foretage vurderinger af en sådan karakter.

   I et sådant tilfælde påhviler det følgelig modtageren af tvangsbøden at benytte sig af de tilgængelige retsmidler i domsstaten for at opnå en afgørelse om fastsættelse af tvangsbødens endelige størrelse.

   (jf. præmis 59-61 og domskonkl. 3)