Sag C-672/13

OTP Bank Nyrt

mod

Magyar Állam

og

Magyar Államkincstár

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Fővárosi Törvényszék)

»Præjudiciel forelæggelse — statsstøtte — artikel 107, stk. 1, TEUF — begrebet »statsstøtte« — boligtilskud, der er tildelt før Ungarns tiltrædelse af Den Europæiske Union, til visse kategorier af husstande — afregning af støtten ved kreditinstitutter som modydelse for en statsgaranti — artikel 108, stk. 3, TEUF — foranstaltning, der ikke forinden er anmeldt til Europa-Kommissionen — ulovlighed«

Sammendrag – Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 19. marts 2015

1. Præjudicielle spørgsmål – Domstolens kompetence – grænser – fortolkning af begrebet støtte – omfattet

   (Art. 108 TEUF og 267 TEUF)

2. Statsstøtte – eksisterende og ny støtte – Kommissionens undersøgelse – eksklusiv beføjelse – de nationale retsinstansers kompetence – grænser

   [Art. 107 TEUF og 108 TEUF; Rådets forordning nr. 659/1999, art. 1, stk. 1, litra b), nr. i)]

3. Statsstøtte – begreb – støtte hidrørende fra statsmidler – garanti for tilbagebetaling af boliglån, der indebærer en belastning af det almindelige budget – omfattet

   (Art. 107, stk. 1, TEUF)

4. Statsstøtte – begreb – foranstaltningens selektive karakter – garanti for tilbagebetaling af et boliglån, der er til gavn for en hel økonomisk sektor – omfattet

   (Art. 107, stk. 1, TEUF)

5. Statsstøtte – påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne – konkurrencebegrænsning – statsgaranti for tilbagebetaling af boliglån – tildeling af en fordel til den berørte sektor – ikke tilladt

   (Art. 107, stk. 1, TEUF)

6. Statsstøtte – eksisterende og ny støtte – foranstaltning, der ikke kan kvalificeres som eksisterende støtte i henhold til den berørte medlemsstats tiltrædelsesakt – kvalifikation som ny støtte – forbud mod gennemførelse før Kommissionens endelige afgørelse – rækkevidde – nationale domstoles pligter – pligt til at anordne tilbagebetaling af den ulovlige støtte

   (Art. 107, stk. 1, TEUF og 108, stk. 3, TEUF)

7. Statsstøtte – støtte, der er ydet under tilsidesættelse af proceduren i artikel 108, stk. 3, TEUF – nationale domstoles pligter – pligt til at anordne tilbagebetaling af den ulovlige støtte – retsmidler til rådighed for modtagerne – foreligger ikke

   (Art. 108, stk. 3, TEUF)

1.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 26-32)

2.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 35-37)

3.  En statsgaranti, der består i en pligt for de offentlige myndigheder til under visse betingelser at refundere et kreditinstitut 80% af den samlede hovedstol og særligt gunstige renter på lån, som er optaget hos dette kreditinstitut og er blevet uinddrivelige, lån, som er ydet som boligtilskud til unge, og støtte tildelt i henhold til den tidligere ordning med tilbagebetaling af skat, udgør umiddelbart statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, eftersom de beløb, der anmodes om ved udløsningen af garantien, belaster det almindelige budget og ydes ved hjælp af statsmidler.

   (jf. præmis 42-43 og domskonkl.)

4.  Statsstøtte kan være selektiv med hensyn til artikel 107, stk. 1, EF, selv når den vedrører en hel økonomisk sektor. I denne henseende kan en statsgaranti, der består i en pligt til under visse betingelser at refundere et kreditinstitut 80% af den samlede hovedstol og særligt gunstige renter på lån, som er optaget hos dette kreditinstitut og er blevet uinddrivelige, lån, som er ydet som boligtilskud til unge, og støtte tildelt i henhold til den tidligere ordning med tilbagebetaling af skat, anses for selektiv, når denne garanti alene tilsigter at være til gavn for kreditinstitutsektoren.

   Det tilkommer imidlertid den forelæggende ret mere specifikt at vurdere, om en sådan garanti er selektiv, idet den bl.a. skal fastlægge, om denne garanti som følge af en ændring af det nationale lovdekret, der udgjorde grundlaget for indførslen af denne garanti, kan ydes til andre erhvervsdrivende end blot kreditinstitutterne, og i bekræftende fald, om denne omstændighed kan rejse tvivl om, hvorvidt den nævnte garanti er selektiv.

   (jf. præmis 49-52 og domskonkl.)

5.  En statsgaranti, der består i en pligt til under visse betingelser at refundere et kreditinstitut 80% af den samlede hovedstol og særligt gunstige renter på lån, som er optaget hos dette kreditinstitut og er blevet uinddrivelige, lån, som er ydet som boligtilskud til unge, og støtte tildelt i henhold til den tidligere ordning med tilbagebetaling af skat, gør det muligt for kreditinstitutterne at indgå låneaftaler uden derved at påtage sig den økonomiske risiko. De kreditinstitutter, der har indgået en kommissionsaftale, skal således hverken nødvendigvis undersøge låntagernes kreditværdighed eller fastsætte en garantipræmie. Hertil kommer, at låntagerne som oftest vil anmode disse institutter om yderligere tjenester, såsom oprettelsen af en løbende konto. Statsgarantien giver dermed nævnte institutter en fordel, eftersom den har den virkning, at den øger deres kundekreds og forøger deres indtægter.

   Det følger heraf, at statsgarantien har den virkning, at den styrker positionen for kreditinstitutterne i forhold til positionen for andre erhvervsdrivende på markedet og gør det mere vanskeligt for erhvervsdrivende, der er hjemmehørende i de øvrige medlemsstater, at trænge ind på det omhandlede nationale marked. Denne garanti kan således påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne og fordreje konkurrencen som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF.

   (jf. præmis 57-59 og domskonkl.)

6.  Når en foranstaltning, der stadig finder anvendelse efter en medlemsstats tiltræden af Unionen, og som udgør offentlig støtte, hverken opfylder betingelserne i akten for denne medlemsstats tiltrædelse af Unionen eller de betingelser, der er opstillet i artikel 1, litra b), i forordning nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 93 EF, der finder anvendelse på artikel 108 TEUF, for at kunne kvalificeres som eksisterende støtte, skal denne støtte anses for ny støtte. En sådan foranstaltning skal derfor anmeldes på forhånd til Kommissionen og kan ikke gennemføres, før proceduren har ført til en endelig afgørelse.

   Såfremt en national ret under disse omstændigheder kvalificerer en statsgaranti som statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, skal en sådan garanti anses for ny støtte, og den er derfor underlagt pligten til forudgående anmeldelse til Kommissionen i medfør af artikel 108, stk. 3, TEUF. Det påhviler den forelæggende ret at efterprøve, om den berørte medlemsstat har overholdt denne pligt, og, hvis dette ikke er tilfældet, at kende denne garanti ulovlig.

   Hvad angår følgerne af en sådan ulovlighed består disse bl.a. i ophævelse af en uretmæssig støtte ved at kræve den tilbagebetalt med henblik på at genoprette den oprindelige situation. Ved tilbagebetalingen af støtten mister støttemodtageren således den fordel, der var opnået på markedet i forhold til konkurrenterne, og situationen fra tiden før ydelsen af støtte er genoprettet. Når der ikke findes særlige omstændigheder, der kan begrunde, at den ulovlige støtte ikke tilbagesøges, er den nationale ret i princippet forpligtet til at anordne denne tilbagesøgning i overensstemmelse med national ret.

   (jf. præmis 62, 66-73 samt domskonkl.)

7.  Såfremt det på statsstøtteområdet lægges til grund, at Kommissionen ved en endelig afgørelse måtte kende en garanti om refusion af boliglån, som en medlemsstat har indrømmet før dens tiltrædelse til Unionen, og som efterfølgende er blevet under søgt som ny støtte, forenelig med det indre marked, er den nationale ret imidlertid fortsat forpligtet til at anordne tilbagebetaling af denne statsstøtte i henhold til national ret. Nævnte endelige afgørelse fra Kommissionen indebærer således ikke, at gennemførelsesforanstaltninger, som var ugyldige, fordi de var blevet truffet i strid med forbuddet i artikel 108, stk. 3, sidste punktum, TEUF, efterfølgende lovliggøres, da man i så fald ville tilsidesætte denne artikels direkte virkning og også borgernes interesser, som de nationale domstole har til opgave at beskytte. Enhver anden fortolkning ville tilskynde den berørte medlemsstat til at tilsidesætte artikel 108, stk. 3, sidste punktum, TEUF og fratage den sin effektive virkning.

   Hvad navnlig angår dem, der er begunstiget af statsgarantien, gælder, at henset til den obligatoriske karakter af den kontrol, som Kommissionen i medfør af artikel 108 TEUF fører med statsstøtte, kan der for det første principielt ikke bestå en berettiget forventning hos støttemodtagerne om, at den støtte, de har modtaget, er lovlig, medmindre den er blevet ydet under iagttagelse af den i denne artikel fastlagte procedure, og for det andet må en påpasselig erhvervsdrivende normalt være i stand til at forvisse sig om, at denne procedure er blevet fulgt. Når en støtte gennemføres, uden at Kommissionen på forhånd får underretning herom, således at den er ulovlig i henhold til artikel 108, stk. 3, TEUF, kan støttemodtageren navnlig ikke på dette tidspunkt have en berettiget forventning om, at støtten er lovligt ydet.

   Det følger heraf, at de, der er begunstiget af en sådan garanti, der er tildelt under tilsidesættelse af artikel 108, stk. 3, TEUF og dermed ulovlig, ikke råder over et retsmiddel i henhold til EU-retten.

   (jf. præmis 76-79 og domskonkl.)

Sag C-672/13

OTP Bank Nyrt

mod

Magyar Állam

og

Magyar Államkincstár

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Fővárosi Törvényszék)

»Præjudiciel forelæggelse — statsstøtte — artikel 107, stk. 1, TEUF — begrebet »statsstøtte« — boligtilskud, der er tildelt før Ungarns tiltrædelse af Den Europæiske Union, til visse kategorier af husstande — afregning af støtten ved kreditinstitutter som modydelse for en statsgaranti — artikel 108, stk. 3, TEUF — foranstaltning, der ikke forinden er anmeldt til Europa-Kommissionen — ulovlighed«

Sammendrag – Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 19. marts 2015

1. Præjudicielle spørgsmål — Domstolens kompetence — grænser — fortolkning af begrebet støtte — omfattet

   (Art. 108 TEUF og 267 TEUF)

2. Statsstøtte — eksisterende og ny støtte — Kommissionens undersøgelse — eksklusiv beføjelse — de nationale retsinstansers kompetence — grænser

   [Art. 107 TEUF og 108 TEUF; Rådets forordning nr. 659/1999, art. 1, stk. 1, litra b), nr. i)]

3. Statsstøtte — begreb — støtte hidrørende fra statsmidler — garanti for tilbagebetaling af boliglån, der indebærer en belastning af det almindelige budget — omfattet

   (Art. 107, stk. 1, TEUF)

4. Statsstøtte — begreb — foranstaltningens selektive karakter — garanti for tilbagebetaling af et boliglån, der er til gavn for en hel økonomisk sektor — omfattet

   (Art. 107, stk. 1, TEUF)

5. Statsstøtte — påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne — konkurrencebegrænsning — statsgaranti for tilbagebetaling af boliglån — tildeling af en fordel til den berørte sektor — ikke tilladt

   (Art. 107, stk. 1, TEUF)

6. Statsstøtte — eksisterende og ny støtte — foranstaltning, der ikke kan kvalificeres som eksisterende støtte i henhold til den berørte medlemsstats tiltrædelsesakt — kvalifikation som ny støtte — forbud mod gennemførelse før Kommissionens endelige afgørelse — rækkevidde — nationale domstoles pligter — pligt til at anordne tilbagebetaling af den ulovlige støtte

   (Art. 107, stk. 1, TEUF og 108, stk. 3, TEUF)

7. Statsstøtte — støtte, der er ydet under tilsidesættelse af proceduren i artikel 108, stk. 3, TEUF — nationale domstoles pligter — pligt til at anordne tilbagebetaling af den ulovlige støtte — retsmidler til rådighed for modtagerne — foreligger ikke

   (Art. 108, stk. 3, TEUF)

1.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 26-32)

2.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 35-37)

3.  En statsgaranti, der består i en pligt for de offentlige myndigheder til under visse betingelser at refundere et kreditinstitut 80% af den samlede hovedstol og særligt gunstige renter på lån, som er optaget hos dette kreditinstitut og er blevet uinddrivelige, lån, som er ydet som boligtilskud til unge, og støtte tildelt i henhold til den tidligere ordning med tilbagebetaling af skat, udgør umiddelbart statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, eftersom de beløb, der anmodes om ved udløsningen af garantien, belaster det almindelige budget og ydes ved hjælp af statsmidler.

   (jf. præmis 42-43 og domskonkl.)

4.  Statsstøtte kan være selektiv med hensyn til artikel 107, stk. 1, EF, selv når den vedrører en hel økonomisk sektor. I denne henseende kan en statsgaranti, der består i en pligt til under visse betingelser at refundere et kreditinstitut 80% af den samlede hovedstol og særligt gunstige renter på lån, som er optaget hos dette kreditinstitut og er blevet uinddrivelige, lån, som er ydet som boligtilskud til unge, og støtte tildelt i henhold til den tidligere ordning med tilbagebetaling af skat, anses for selektiv, når denne garanti alene tilsigter at være til gavn for kreditinstitutsektoren.

   Det tilkommer imidlertid den forelæggende ret mere specifikt at vurdere, om en sådan garanti er selektiv, idet den bl.a. skal fastlægge, om denne garanti som følge af en ændring af det nationale lovdekret, der udgjorde grundlaget for indførslen af denne garanti, kan ydes til andre erhvervsdrivende end blot kreditinstitutterne, og i bekræftende fald, om denne omstændighed kan rejse tvivl om, hvorvidt den nævnte garanti er selektiv.

   (jf. præmis 49-52 og domskonkl.)

5.  En statsgaranti, der består i en pligt til under visse betingelser at refundere et kreditinstitut 80% af den samlede hovedstol og særligt gunstige renter på lån, som er optaget hos dette kreditinstitut og er blevet uinddrivelige, lån, som er ydet som boligtilskud til unge, og støtte tildelt i henhold til den tidligere ordning med tilbagebetaling af skat, gør det muligt for kreditinstitutterne at indgå låneaftaler uden derved at påtage sig den økonomiske risiko. De kreditinstitutter, der har indgået en kommissionsaftale, skal således hverken nødvendigvis undersøge låntagernes kreditværdighed eller fastsætte en garantipræmie. Hertil kommer, at låntagerne som oftest vil anmode disse institutter om yderligere tjenester, såsom oprettelsen af en løbende konto. Statsgarantien giver dermed nævnte institutter en fordel, eftersom den har den virkning, at den øger deres kundekreds og forøger deres indtægter.

   Det følger heraf, at statsgarantien har den virkning, at den styrker positionen for kreditinstitutterne i forhold til positionen for andre erhvervsdrivende på markedet og gør det mere vanskeligt for erhvervsdrivende, der er hjemmehørende i de øvrige medlemsstater, at trænge ind på det omhandlede nationale marked. Denne garanti kan således påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne og fordreje konkurrencen som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF.

   (jf. præmis 57-59 og domskonkl.)

6.  Når en foranstaltning, der stadig finder anvendelse efter en medlemsstats tiltræden af Unionen, og som udgør offentlig støtte, hverken opfylder betingelserne i akten for denne medlemsstats tiltrædelse af Unionen eller de betingelser, der er opstillet i artikel 1, litra b), i forordning nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 93 EF, der finder anvendelse på artikel 108 TEUF, for at kunne kvalificeres som eksisterende støtte, skal denne støtte anses for ny støtte. En sådan foranstaltning skal derfor anmeldes på forhånd til Kommissionen og kan ikke gennemføres, før proceduren har ført til en endelig afgørelse.

   Såfremt en national ret under disse omstændigheder kvalificerer en statsgaranti som statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, skal en sådan garanti anses for ny støtte, og den er derfor underlagt pligten til forudgående anmeldelse til Kommissionen i medfør af artikel 108, stk. 3, TEUF. Det påhviler den forelæggende ret at efterprøve, om den berørte medlemsstat har overholdt denne pligt, og, hvis dette ikke er tilfældet, at kende denne garanti ulovlig.

   Hvad angår følgerne af en sådan ulovlighed består disse bl.a. i ophævelse af en uretmæssig støtte ved at kræve den tilbagebetalt med henblik på at genoprette den oprindelige situation. Ved tilbagebetalingen af støtten mister støttemodtageren således den fordel, der var opnået på markedet i forhold til konkurrenterne, og situationen fra tiden før ydelsen af støtte er genoprettet. Når der ikke findes særlige omstændigheder, der kan begrunde, at den ulovlige støtte ikke tilbagesøges, er den nationale ret i princippet forpligtet til at anordne denne tilbagesøgning i overensstemmelse med national ret.

   (jf. præmis 62, 66-73 samt domskonkl.)

7.  Såfremt det på statsstøtteområdet lægges til grund, at Kommissionen ved en endelig afgørelse måtte kende en garanti om refusion af boliglån, som en medlemsstat har indrømmet før dens tiltrædelse til Unionen, og som efterfølgende er blevet under søgt som ny støtte, forenelig med det indre marked, er den nationale ret imidlertid fortsat forpligtet til at anordne tilbagebetaling af denne statsstøtte i henhold til national ret. Nævnte endelige afgørelse fra Kommissionen indebærer således ikke, at gennemførelsesforanstaltninger, som var ugyldige, fordi de var blevet truffet i strid med forbuddet i artikel 108, stk. 3, sidste punktum, TEUF, efterfølgende lovliggøres, da man i så fald ville tilsidesætte denne artikels direkte virkning og også borgernes interesser, som de nationale domstole har til opgave at beskytte. Enhver anden fortolkning ville tilskynde den berørte medlemsstat til at tilsidesætte artikel 108, stk. 3, sidste punktum, TEUF og fratage den sin effektive virkning.

   Hvad navnlig angår dem, der er begunstiget af statsgarantien, gælder, at henset til den obligatoriske karakter af den kontrol, som Kommissionen i medfør af artikel 108 TEUF fører med statsstøtte, kan der for det første principielt ikke bestå en berettiget forventning hos støttemodtagerne om, at den støtte, de har modtaget, er lovlig, medmindre den er blevet ydet under iagttagelse af den i denne artikel fastlagte procedure, og for det andet må en påpasselig erhvervsdrivende normalt være i stand til at forvisse sig om, at denne procedure er blevet fulgt. Når en støtte gennemføres, uden at Kommissionen på forhånd får underretning herom, således at den er ulovlig i henhold til artikel 108, stk. 3, TEUF, kan støttemodtageren navnlig ikke på dette tidspunkt have en berettiget forventning om, at støtten er lovligt ydet.

   Det følger heraf, at de, der er begunstiget af en sådan garanti, der er tildelt under tilsidesættelse af artikel 108, stk. 3, TEUF og dermed ulovlig, ikke råder over et retsmiddel i henhold til EU-retten.

   (jf. præmis 76-79 og domskonkl.)