Sag C-649/13

Comité d’entreprise de Nortel Networks SA m. fl.

mod

Cosme Rogeau

og

Cosme Rogeau

mod

Alan Robert Bloom m.fl.

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af tribunal de commerce de Versailles)

»Præjudiciel forelæggelse — forordning (EF) nr. 1346/2000 — artikel 2, litra g), artikel 3, stk. 2, og artikel 27 — forordning (EF) nr. 44/2001 — retligt samarbejde i civile sager — hovedinsolvensbehandling — sekundær insolvensbehandling — kompetencekonflikt — enekompetence eller alternativ kompetence — fastlæggelse af den lovgivning, der finder anvendelse — fastlæggelsen af, hvilke af skyldnerens aktiver der henhører under en sekundær insolvensbehandling — afgørelse af, hvor disse aktiver befinder sig — aktiver, der befinder sig i en tredjestat«

Sammendrag – Domstolens dom (Første Afdeling) af 11. juni 2015

1. Retligt samarbejde i civile sager — insolvensbehandling — forordning nr. 1346/2000 — anvendelsesområde — søgsmål vedrørende fordelingen af provenuet fra salget af et konkursramt selskabs aktiver mellem hovedinsolvensbehandlingen og den sekundære insolvensbehandling — omfattet — forordning nr. 44/2001 finder ikke anvendelse

   [Rådets forordning nr. 1346/2000 og nr. 44/2001, art. 1, stk. 2, litra b)]

2. Retligt samarbejde i civile sager — insolvensbehandling — forordning nr. 1346/2000 — international kompetence til at indlede insolvensbehandling — sekundær insolvensbehandling — vedrørende fastlæggelsen af, hvilke af skyldnerens aktiver der er omfattet af virkningerne af denne sekundære insolvensbehandling — omfattet — alternativ kompetence sammen med retterne i den medlemsstat, hvor hovedinsolvensbehandlingen indledes

   (Rådets forordning nr. 1346/2000, art. 3, stk. 1 og 2, art. 25, stk. 1, og art. 27)

3. Retligt samarbejde i civile sager — insolvensbehandling — forordning nr. 1346/2000 — sekundær insolvensbehandling — vedrørende fastlæggelsen af, hvilke af skyldnerens aktiver der er omfattet af virkningerne af denne sekundære insolvensbehandling — den medlemsstat, hvor et bos ejendele befinder sig — begreb

   [Rådets forordning nr. 1346/2000, art. 2, litra g), art. 3, stk. 2, og art. 27]

1.  Kompetencen til at træffe afgørelse i en tvist kan være reguleret af bestemmelserne i forordning nr. 44/2001 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, selv hvis den pågældende tvist er mellem kuratorerne i to insolvensbehandlinger, hvor den ene er en hovedinsolvensbehandling, og den anden er sekundær, og som begge henhører under forordning nr. 1346/2000 om insolvensbehandling. I denne forbindelse er det for det første allerede fastslået, at forordning nr. 44/2001 og forordning nr. 1346/2000 skal fortolkes på en sådan måde, at det undgås, at de retsregler, der er fastsat heri, overlapper hinanden, og at et juridisk tomrum undgås, og for det andet at anvendelsesområdet for forordning nr. 1346/2000 ikke skal fortolkes bredt, og at alene søgsmål, der følger direkte af en insolvensbehandling, og som har snæver forbindelse hermed er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 1346/2000. I øvrigt har Domstolen fastslået, at det afgørende kriterium med henblik på at identificere, under hvilket område et søgsmål henhører, ikke er den processuelle sammenhæng, som nævnte søgsmål indgår i, men søgsmålets retsgrundlag. I henhold til denne fremgangsmåde skal det undersøges, om den rettighed eller forpligtelse, der ligger til grund for søgsmålet, udspringer af de almindelige civil- og handelsretlige regler eller af undtagelsesbestemmelser, der er særlige for insolvensbehandlinger.

   Hvad angår fordelingen af provenuet fra salget af et konkursramt selskabs aktiver mellem hovedinsolvensbehandlingen og den sekundære insolvensbehandling, forholder det sig således, at eftersom denne fordeling i det væsentlige skal foretages i henhold til bestemmelserne i forordning nr. 1346/2000, finder denne forordning anvendelse.

   (jf. præmis 25-28 og 30)

2.  Artikel 3, stk. 2, og artikel 27 i forordning nr. 1346/2000 om insolvensbehandling skal fortolkes således, at retterne i den medlemsstat, hvor en sekundær insolvensbehandling indledes, har alternativ kompetence sammen med retterne i den medlemsstat, hvor hovedinsolvensbehandlingen indledes, til at træffe afgørelse vedrørende fastlæggelsen af, hvilke af skyldnerens aktiver der er omfattet af virkningerne af denne sekundære insolvensbehandling.

   Henset til opbygningen og den effektive virkning af forordning nr. 1346/2000 skal forordningens artikel 3, stk. 2, nemlig anses for at tildele retterne i den medlemsstat, på hvis område en sekundær insolvensbehandling er indledt, en international kompetence til at afgøre søgsmål, der følger direkte af en insolvensbehandling, og som har snæver forbindelse hermed (»tilknyttede søgsmål«), for så vidt som disse søgsmål vedrører de af skyldnerens aktiver, som befinder sig på denne medlemsstats område. Ved i henhold til artikel 25, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 1346/2000 at fastsætte en forpligtelse til at anerkende »tilknyttede« afgørelser, truffet af retter, som er kompetente i henhold til denne forordnings artikel 3, stk. 2, ses denne forordning – i det mindste indirekte – at tildele disse sidstnævnte retter kompetencen til at træffe disse afgørelser. Beskyttelsen af lokale interesser er i øvrigt et af de væsentligste formål, som forfølges med muligheden i forordningens artikel 27 for at indlede en sekundær insolvensbehandling og følgelig ville den effektive virkning af bl.a. denne bestemmelse blive svækket i væsentlig grad, hvis dette tilknyttede søgsmål, som tilsigter at få fastslået, at bestemte aktiver henhører under en sekundær insolvensbehandling, ikke kunne anlægges ved retterne i den medlemsstat, på hvis område den sekundære insolvensbehandling er blevet indledt. Retterne i den medlemsstat, hvor en sekundær insolvensbehandling er indledt, er følgelig kompetente på grundlag af artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 1346/2000 til at træffe afgørelse vedrørende fastlæggelsen af, hvilke af skyldnerens aktiver der er omfattet af virkningerne af denne sekundære insolvensbehandling.

   Det forholder sig i øvrigt således, at en enekompetence for retterne i den medlemsstat, hvor en sekundær insolvensbehandling er blevet indledt, til at træffe afgørelse vedrørende fastlæggelsen af, hvilke af skyldnerens aktiver der er omfattet af virkningerne af denne sekundære insolvensbehandling, ville fratage denne forordnings artikel 3, stk. 1, sin effektive virkning, for så vidt som denne bestemmelse fastsætter en international kompetence til at afgøre »tilknyttede søgsmål«, og kan således ikke tiltrædes.

   (jf. præmis 27, 33, 35-38, 42 og 46 samt domskonkl.)

3.  Fastlæggelsen af, hvilke af skyldnerens aktiver der er omfattet af virkningerne af en sekundær insolvensbehandling, skal foretages i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 2, litra g), i forordning nr. 1346/2000 om insolvensbehandling.

   Som det fremgår af artikel 3, stk. 2, og artikel 27 i forordning nr. 1346/2000 er virkningerne af en sekundær insolvensbehandling begrænsede til de af skyldnerens aktiver, som på datoen for indledningen af insolvensbehandlingen befandt sig på den medlemsstats område, hvor den sekundære insolvensbehandling indledes. I denne forbindelse fastlægger denne forordning ensartede lovvalgsregler vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt et aktiv med henblik på anvendelse af forordning nr. 1346/2000 skal betragtes som befindende sig på en medlemsstats område på datoen for indledningen af insolvensbehandlingen, hvorfor det dermed i denne forbindelse er udelukket at anvende national ret. Skønt forordningens artikel 2, litra g), kun udtrykkeligt henviser til formuegenstande, rettigheder og fordringer, som befinder sig i en medlemsstat, kan det ikke udledes heraf, at bestemmelsen ikke finder anvendelse i et tilfælde, hvor den omhandlede formuegenstand, rettighed eller fordring må anses for at befinde sig i en tredjestat. For at identificere de aktiver, der henhører under en sekundær insolvensbehandling, er det således tilstrækkeligt at undersøge, om disse på datoen for indledningen af insolvensbehandlingen i henhold til denne artikel 2, litra g), befandt sig i den medlemsstat, hvor denne insolvensbehandling er indledt, uden at spørgsmålet om, i hvilken anden stat disse aktiver i givet fald efterfølgende har befundet sig, har nogen betydning i denne forbindelse.

   (jf. præmis 48, 50, 52, 53 og 55 samt domskonkl.)

Sag C-649/13

Comité d’entreprise de Nortel Networks SA m. fl.

mod

Cosme Rogeau

og

Cosme Rogeau

mod

Alan Robert Bloom m.fl.

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af tribunal de commerce de Versailles)

»Præjudiciel forelæggelse — forordning (EF) nr. 1346/2000 — artikel 2, litra g), artikel 3, stk. 2, og artikel 27 — forordning (EF) nr. 44/2001 — retligt samarbejde i civile sager — hovedinsolvensbehandling — sekundær insolvensbehandling — kompetencekonflikt — enekompetence eller alternativ kompetence — fastlæggelse af den lovgivning, der finder anvendelse — fastlæggelsen af, hvilke af skyldnerens aktiver der henhører under en sekundær insolvensbehandling — afgørelse af, hvor disse aktiver befinder sig — aktiver, der befinder sig i en tredjestat«

Sammendrag – Domstolens dom (Første Afdeling) af 11. juni 2015

1. Retligt samarbejde i civile sager – insolvensbehandling – forordning nr. 1346/2000 – anvendelsesområde – søgsmål vedrørende fordelingen af provenuet fra salget af et konkursramt selskabs aktiver mellem hovedinsolvensbehandlingen og den sekundære insolvensbehandling – omfattet – forordning nr. 44/2001 finder ikke anvendelse

   [Rådets forordning nr. 1346/2000 og nr. 44/2001, art. 1, stk. 2, litra b)]

2. Retligt samarbejde i civile sager – insolvensbehandling – forordning nr. 1346/2000 – international kompetence til at indlede insolvensbehandling – sekundær insolvensbehandling – vedrørende fastlæggelsen af, hvilke af skyldnerens aktiver der er omfattet af virkningerne af denne sekundære insolvensbehandling – omfattet – alternativ kompetence sammen med retterne i den medlemsstat, hvor hovedinsolvensbehandlingen indledes

   (Rådets forordning nr. 1346/2000, art. 3, stk. 1 og 2, art. 25, stk. 1, og art. 27)

3. Retligt samarbejde i civile sager – insolvensbehandling – forordning nr. 1346/2000 – sekundær insolvensbehandling – vedrørende fastlæggelsen af, hvilke af skyldnerens aktiver der er omfattet af virkningerne af denne sekundære insolvensbehandling – den medlemsstat, hvor et bos ejendele befinder sig – begreb

   [Rådets forordning nr. 1346/2000, art. 2, litra g), art. 3, stk. 2, og art. 27]

1.  Kompetencen til at træffe afgørelse i en tvist kan være reguleret af bestemmelserne i forordning nr. 44/2001 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, selv hvis den pågældende tvist er mellem kuratorerne i to insolvensbehandlinger, hvor den ene er en hovedinsolvensbehandling, og den anden er sekundær, og som begge henhører under forordning nr. 1346/2000 om insolvensbehandling. I denne forbindelse er det for det første allerede fastslået, at forordning nr. 44/2001 og forordning nr. 1346/2000 skal fortolkes på en sådan måde, at det undgås, at de retsregler, der er fastsat heri, overlapper hinanden, og at et juridisk tomrum undgås, og for det andet at anvendelsesområdet for forordning nr. 1346/2000 ikke skal fortolkes bredt, og at alene søgsmål, der følger direkte af en insolvensbehandling, og som har snæver forbindelse hermed er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 1346/2000. I øvrigt har Domstolen fastslået, at det afgørende kriterium med henblik på at identificere, under hvilket område et søgsmål henhører, ikke er den processuelle sammenhæng, som nævnte søgsmål indgår i, men søgsmålets retsgrundlag. I henhold til denne fremgangsmåde skal det undersøges, om den rettighed eller forpligtelse, der ligger til grund for søgsmålet, udspringer af de almindelige civil- og handelsretlige regler eller af undtagelsesbestemmelser, der er særlige for insolvensbehandlinger.

   Hvad angår fordelingen af provenuet fra salget af et konkursramt selskabs aktiver mellem hovedinsolvensbehandlingen og den sekundære insolvensbehandling, forholder det sig således, at eftersom denne fordeling i det væsentlige skal foretages i henhold til bestemmelserne i forordning nr. 1346/2000, finder denne forordning anvendelse.

   (jf. præmis 25-28 og 30)

2.  Artikel 3, stk. 2, og artikel 27 i forordning nr. 1346/2000 om insolvensbehandling skal fortolkes således, at retterne i den medlemsstat, hvor en sekundær insolvensbehandling indledes, har alternativ kompetence sammen med retterne i den medlemsstat, hvor hovedinsolvensbehandlingen indledes, til at træffe afgørelse vedrørende fastlæggelsen af, hvilke af skyldnerens aktiver der er omfattet af virkningerne af denne sekundære insolvensbehandling.

   Henset til opbygningen og den effektive virkning af forordning nr. 1346/2000 skal forordningens artikel 3, stk. 2, nemlig anses for at tildele retterne i den medlemsstat, på hvis område en sekundær insolvensbehandling er indledt, en international kompetence til at afgøre søgsmål, der følger direkte af en insolvensbehandling, og som har snæver forbindelse hermed (»tilknyttede søgsmål«), for så vidt som disse søgsmål vedrører de af skyldnerens aktiver, som befinder sig på denne medlemsstats område. Ved i henhold til artikel 25, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 1346/2000 at fastsætte en forpligtelse til at anerkende »tilknyttede« afgørelser, truffet af retter, som er kompetente i henhold til denne forordnings artikel 3, stk. 2, ses denne forordning – i det mindste indirekte – at tildele disse sidstnævnte retter kompetencen til at træffe disse afgørelser. Beskyttelsen af lokale interesser er i øvrigt et af de væsentligste formål, som forfølges med muligheden i forordningens artikel 27 for at indlede en sekundær insolvensbehandling og følgelig ville den effektive virkning af bl.a. denne bestemmelse blive svækket i væsentlig grad, hvis dette tilknyttede søgsmål, som tilsigter at få fastslået, at bestemte aktiver henhører under en sekundær insolvensbehandling, ikke kunne anlægges ved retterne i den medlemsstat, på hvis område den sekundære insolvensbehandling er blevet indledt. Retterne i den medlemsstat, hvor en sekundær insolvensbehandling er indledt, er følgelig kompetente på grundlag af artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 1346/2000 til at træffe afgørelse vedrørende fastlæggelsen af, hvilke af skyldnerens aktiver der er omfattet af virkningerne af denne sekundære insolvensbehandling.

   Det forholder sig i øvrigt således, at en enekompetence for retterne i den medlemsstat, hvor en sekundær insolvensbehandling er blevet indledt, til at træffe afgørelse vedrørende fastlæggelsen af, hvilke af skyldnerens aktiver der er omfattet af virkningerne af denne sekundære insolvensbehandling, ville fratage denne forordnings artikel 3, stk. 1, sin effektive virkning, for så vidt som denne bestemmelse fastsætter en international kompetence til at afgøre »tilknyttede søgsmål«, og kan således ikke tiltrædes.

   (jf. præmis 27, 33, 35-38, 42 og 46 samt domskonkl.)

3.  Fastlæggelsen af, hvilke af skyldnerens aktiver der er omfattet af virkningerne af en sekundær insolvensbehandling, skal foretages i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 2, litra g), i forordning nr. 1346/2000 om insolvensbehandling.

   Som det fremgår af artikel 3, stk. 2, og artikel 27 i forordning nr. 1346/2000 er virkningerne af en sekundær insolvensbehandling begrænsede til de af skyldnerens aktiver, som på datoen for indledningen af insolvensbehandlingen befandt sig på den medlemsstats område, hvor den sekundære insolvensbehandling indledes. I denne forbindelse fastlægger denne forordning ensartede lovvalgsregler vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt et aktiv med henblik på anvendelse af forordning nr. 1346/2000 skal betragtes som befindende sig på en medlemsstats område på datoen for indledningen af insolvensbehandlingen, hvorfor det dermed i denne forbindelse er udelukket at anvende national ret. Skønt forordningens artikel 2, litra g), kun udtrykkeligt henviser til formuegenstande, rettigheder og fordringer, som befinder sig i en medlemsstat, kan det ikke udledes heraf, at bestemmelsen ikke finder anvendelse i et tilfælde, hvor den omhandlede formuegenstand, rettighed eller fordring må anses for at befinde sig i en tredjestat. For at identificere de aktiver, der henhører under en sekundær insolvensbehandling, er det således tilstrækkeligt at undersøge, om disse på datoen for indledningen af insolvensbehandlingen i henhold til denne artikel 2, litra g), befandt sig i den medlemsstat, hvor denne insolvensbehandling er indledt, uden at spørgsmålet om, i hvilken anden stat disse aktiver i givet fald efterfølgende har befundet sig, har nogen betydning i denne forbindelse.

   (jf. præmis 48, 50, 52, 53 og 55 samt domskonkl.)