Sag C-613/13 P

Europa-Kommissionen

mod

Keramag Keramische Werke GmbH m.fl.

»Appel – konkurrence – karteller – belgiske, tyske, franske, italienske, nederlandske og østrigske markeder for badeværelsesudstyr og -inventar – samordning af salgspriser og udveksling af følsomme kommercielle oplysninger – begrundelsespligt«

Sammendrag – Domstolens dom (Første Afdeling) af 26. januar 2017

1. Appel–anbringender–urigtig vurdering af de faktiske omstændigheder og af beviserne–afvisning–Domstolens prøvelse af vurderingen af de faktiske omstændigheder og af beviselementer–udelukket, medmindre de er gengivet urigtigt–tilsidesættelse af bevisreglerne–retligt spørgsmål, som kan gøres gældende under en appel

   (Art. 256, stk. 1, andet afsnit, TEUF; statutten for Domstolen, art. 58, stk. 1)

2. Konkurrence–administrativ procedure–kommissionsafgørelse, hvorved der fastslås en overtrædelse–bevismiddel–dokumentbeviser–vurdering af et dokuments bevisværdi–kriterier–erklæringer fra andre anklagede virksomheder

   (Art. 101, stk. 1, TEUF)

3. Appel–anbringender–utilstrækkelig begrundelse–rækkevidden af begrundelsespligten–Rettens forpligtelse til at begrunde sin vurdering af beviselementer–forpligtelse til at overholde de almindelige retsgrundsætninger og de processuelle regler om bevisbyrde og bevisførelse og til at afholde sig fra at gengive beviserne urigtigt–tilsidesættelse

   (Statutten for Domstolen, art. 36 og art. 53, stk. 1; Rettens procesreglement (1991), art. 81)

4. Konkurrence–administrativ procedure–kommissionsafgørelse, hvorved der fastslås en overtrædelse–bevismiddel–anvendelse af en række indicier–Kommissionens fremlæggelse af en erklæring afgivet som led i en anmodning om bødefritagelse med henblik på at bestyrke en anden erklæring afgivet som led heri–lovlighed

   (Art. 101, stk. 1, TEUF)

5. Konkurrence–administrativ procedure–kommissionsafgørelse, hvorved der fastslås en overtrædelse–bevismiddel–anvendelse af en række indicier–de enkelte indiciers bevismæssige værdi–lovligheden af en række indicier bedømt i deres helhed

   (Art. 101, stk. 1, TEUF)

6. Appel–anbringender–anbringender og argumenter, som blot gentager det for Retten påberåbte–afvisning

   (Art. 256, stk. 1, andet afsnit, TEUF; statutten for Domstolen, art. 58, stk. 1)

7. Appel–anbringender–utilstrækkelig begrundelse–rækkevidden af begrundelsespligten–Rettens forpligtelse til at godtgøre forskellene mellem en række domme vedrørende den samme kommissionsafgørelse–foreligger ikke

   (Art. 256, stk. 1, andet afsnit, TEUF; statutten for Domstolen, art. 36 og art. 53, stk. 1)

1.  Rettens vurdering af bevisværdien af sagens akter kan, bortset fra tilfælde, hvor reglerne om bevisbyrde og bevisførelse ikke er blevet overholdt, og hvor sagsakterne er blevet gengivet urigtigt, ikke anfægtes for Domstolen.

   Derimod udgør spørgsmålet om, hvorvidt Retten overholdt reglerne om bevisbyrde og bevisførelse ved undersøgelsen af de beviser, som Kommissionen påberåbte sig for at underbygge, at der forelå en overtrædelse af EU-konkurrencereglerne, et retligt spørgsmål, som kan gøres gældende som led i en appel.

   (jf. præmis 26 og 27)

2.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 28-30)

3.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 39-42 og 64)

4.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 43-45)

5.  Den omstændighed, at der foreligger en konkurrencebegrænsende praksis eller aftale som omhandlet i artikel 101 TEUF, må i de fleste tilfælde udledes ved en slutning ud fra et vist antal sammenfaldende omstændigheder og indicier, der, når de betragtes samlet, og i mangel af en anden logisk forklaring kan udgøre beviset for en tilsidesættelse af konkurrencereglerne.

   For at fastslå, at der findes en overtrædelse af artikel 101, stk. 1, TEUF, er det nødvendigt, at Kommissionen tager hensyn til vægtige, præcise og samstemmende beviser. Hver enkelt af de af sidstnævnte fremlagte beviser skal dog ikke nødvendigvis opfylde disse kriterier i forhold til hvert enkelt led i overtrædelsen. Det er tilstrækkeligt, at den række indicier, som nævnte institution har påberåbt sig, bedømt i deres helhed opfylder dette krav.

   (jf. præmis 51 og 52)

6.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 96)

7.  Rettens forpligtelse til at begrunde sine domme indebærer i princippet ikke, at den skal begrunde den løsning, som den vælger i en sag, i forhold til den løsning, som den vælger i en anden sag, der er indbragt for den, selv om den vedrører den samme kommissionsafgørelse om en procedure i henhold til artikel 101 TEUF.

   (jf. præmis 107)