Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62013CJ0584

    Mapfre asistencia og Mapfre warranty

    Sag C-584/13

    Directeur général des finances publiques

    mod

    Mapfre asistencia compañia internacional de seguros y reaseguros SA

    og

    Mapfre warranty SpA

    mod

    Directeur général des finances publiques

    (anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af cour de cassation (France))

    »Præjudiciel forelæggelse — skatter og afgifter — omsætningsafgift — anvendelsesområde — fritagelse — begrebet »forsikringstransaktioner« — begrebet »tjenesteydelser« — fast beløb for en garanti vedrørende mekanisk svigt på et brugt køretøj«

    Sammendrag – Domstolens dom (Femte Afdeling) af 16. juli 2015

    1. Præjudicielle spørgsmål – antagelse til realitetsbehandling – nødvendigheden af at forelægge Domstolen tilstrækkelige præciseringer med hensyn til den faktiske sammenhæng

      (Art. 267 TEUF; Domstolens procesreglement, art. 94)

    2. Harmonisering af afgiftslovgivningerne – det fælles merværdiafgiftssystem – fritagelser i henhold til sjette direktiv – fritagelse for forsikrings- og genforsikringstransaktioner – begreb – levering af ydelser bestående i mod betaling af et fast beløb at yde garanti for en mekanisk skade, som kan ramme visse dele af et brugt køretøj – ydelse leveret af en erhvervsdrivende, der er uafhængig af forhandleren af nævnte brugte køretøj – omfattet – levering og salg af det brugte køretøj skal anses for særskilte og uafhængige ydelser – den nationale rets vurdering

      [Rådets direktiv 77/388, art. 13 B, litra a), som ændret ved direktiv 91/680]

    1.  Jf. afgørelsens tekst.

      (jf. præmis 31-33)

    2.  Artikel 13, punkt B, litra a), i sjette direktiv 77/388 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter, som ændret ved direktiv 91/680, skal fortolkes således, at en tjenesteydelse, som består i, at en erhvervsdrivende, der er uafhængig af forhandleren af et brugt køretøj, mod betaling af et fast beløb yder en garanti, der dækker mekanisk svigt, som kan ramme visse dele af dette køretøj, udgør en forsikringstransaktion, der er fritaget for moms som omhandlet i denne bestemmelse.

      Uanset om der er indgået en aftale mellem køberen af det brugte køretøj og en erhvervsdrivende, der er uafhængig af forhandleren af nævnte køretøj, idet forhandleren kun optræder som mellemled, eller om forhandleren indgår aftalen i eget navn, men for køberens regning, eller om forhandleren overfører de rettigheder til køberen, som følger af den aftale, denne har indgået i eget navn og for egen regning med den uafhængige erhvervsdrivende, er begrebet »forsikringstransaktioner« som omhandlet i sjette direktivs artikel 13, punkt B, litra a), således tilstrækkeligt vidt til at omfatte alle disse situationer.

      Desuden kan kvalificeringen af en ydelse som en »forsikringstransaktion« som omhandlet i sjette direktivs artikel 13, punkt B), litra a), ikke være afhængig af, hvordan forsikringsgiver forvalter omfanget af den risiko, som denne påtager sig at dække, eller beregner det nøjagtige præmiebeløb. I denne henseende er selve kernen i en »forsikringstransaktion« som omhandlet i sjette direktivs artikel 13, punkt B), litra a), at forsikringstageren mod en præmie, som med sikkerhed skal betales, men som dog udgør et begrænset beløb, beskytter sig mod risikoen for at lide økonomisk tab, som er usikkert, men potentielt betydeligt.

      Endelig skal levering af en ydelse såsom den ovennævnte og salget af det brugte køretøj principielt anses for særskilte og uafhængige ydelser, som skal betragtes særskilt i momsmæssig henseende. Det tilkommer den forelæggende ret at afgøre, om salg af et brugt køretøj og en garanti, der ydes af en erhvervsdrivende, som er uafhængig af forhandleren af dette køretøj, og som dækker mekaniske svigt, der kan ramme visse dele af køretøjet, er indbyrdes forbundne i en sådan grad, at de skal anses for at udgøre én enkelt transaktion, eller om de derimod udgør uafhængige transaktioner.

      (jf. præmis 38, 41, 42 og 58 samt domskonkl.)

    Top