Sag C-553/13

Tallinna Ettevõtlusamet

mod

Statoil Fuel & Retail Eesti AS

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tallinna ringkonnakohus)

»Præjudiciel forelæggelse — indirekte skatter — punktafgifter — direktiv 2008/118/EF — artikel 1, stk. 2 — punktafgiftspligtigt flydende brændstof — detailsalgsafgift — begrebet »særligt formål« — allokering, der er fastlagt på forhånd — tilrettelæggelse af offentlig transport på en bys område«

Sammendrag – Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 5. marts 2015

Fiskale bestemmelser – harmonisering af lovgivningerne – punktafgifter – direktiv 2008/118 – punktafgiftspligtige varer – national lovgivning, som indfører en detailsalgsafgift på flydende brændstof – afgift, der har til formål at finansiere tilrettelæggelsen af offentlig transport, hvilket udgør virksomhed, som varetages og finansieres uanset eksistensen af denne afgift – særligt formål foreligger ikke – ikke tilladt

(Rådets direktiv 2008/118, art. 1, stk. 2)

Artikel 1, stk. 2, i direktiv 2008/118 om den generelle ordning for punktafgifter og om ophævelse af direktiv 92/12 skal fortolkes således, at det ikke er muligt at anse en afgift, der pålægges detailhandel med punktafgiftspligtigt flydende brændstof, for at forfølge et særligt formål som omhandlet i denne bestemmelse, når den har til formål at finansiere tilrettelæggelsen af den offentlige transport i det område, der hører under den myndighed, som pålægger afgiften, og når denne myndighed uanset eksistensen af denne afgift er forpligtet til at varetage og finansiere denne virksomhed, selv om indtægterne fra denne afgift udelukkende er blevet anvendt til at gennemføre denne virksomhed. Nævnte bestemmelse skal derfor fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, som indfører en sådan salgsafgift på detailhandel med punktafgiftspligtigt flydende brændstof.

Selv om den omstændighed, at indtægterne af en sådan afgift på forhånd er allokeret til finansiering for de lokale myndigheder af kompetencer, som de er blevet overdraget, kan udgøre et element, der skal tages i betragtning i forhold til at identificere, om der findes et særligt formål, kan en sådan allokering, som blot er en intern organisation af budgettet i en medlemsstat, nemlig ikke i sig selv udgøre en tilstrækkelig betingelse, idet enhver medlemsstat, uanset det forfulgte formål, kan vælge at foreskrive, at indtægterne af en afgift allokeres til finansiering af bestemte udgifter.

For at en forhåndsallokering af indtægterne fra en afgift, som pålægges punktafgiftspligtige varer, kan gøre det muligt at anse denne afgift for at forfølge et særligt formål som omhandlet i artikel 1, stk. 2, i direktiv 2008/118, er det vigtigt, at den omhandlede afgift i sig selv har til formål at virkeliggøre det påberåbte særlige formål, og at der dermed er en direkte forbindelse mellem anvendelsen af afgiftsindtægterne og det nævnte særlige formål. Såfremt der ikke findes en sådan mekanisme til forhåndsallokering af indtægterne, kan en afgift på punktafgiftspligtige varer kun anses for at forfølge et særligt formål som omhandlet i samme bestemmelse, hvis denne afgift for så vidt angår dens struktur, herunder beregningsgrundlaget eller afgiftssatsen, er udformet på en sådan måde, at den påvirker de afgiftspligtiges adfærd i en sådan retning, at det påberåbte særlige formål kan virkeliggøres, f.eks. ved at pålægge de omhandlede varer en høj beskatning for at søge at begrænse anvendelsen heraf.

Selv hvis det anses for fastslået, at salgsafgiften i det væsentlige, eftersom den pålægges punktafgiftspligtigt flydende brændstof, i forbindelse med en effektiv tilrettelæggelse af den offentlige transport har til formål at beskytte miljøet og folkesundheden, og at der ikke blot er tale om generelle udgifter, som kan finansieres ved indtægterne fra afgifter af enhver art, kan den blotte omstændighed, at indtægter allokeres til tilrettelæggelsen af den offentlige transport, ikke anses for at gøre det muligt at fastlægge en direkte forbindelse mellem anvendelsen af indtægterne fra nævnte afgift og miljø- og folkesundhedsformål.

(jf. præmis 39, 41, 42, 45 og 47 samt domskonkl.)

Sag C-553/13

Tallinna Ettevõtlusamet

mod

Statoil Fuel & Retail Eesti AS

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tallinna ringkonnakohus)

»Præjudiciel forelæggelse — indirekte skatter — punktafgifter — direktiv 2008/118/EF — artikel 1, stk. 2 — punktafgiftspligtigt flydende brændstof — detailsalgsafgift — begrebet »særligt formål« — allokering, der er fastlagt på forhånd — tilrettelæggelse af offentlig transport på en bys område«

Sammendrag – Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 5. marts 2015

Fiskale bestemmelser — harmonisering af lovgivningerne — punktafgifter — direktiv 2008/118 — punktafgiftspligtige varer — national lovgivning, som indfører en detailsalgsafgift på flydende brændstof — afgift, der har til formål at finansiere tilrettelæggelsen af offentlig transport, hvilket udgør virksomhed, som varetages og finansieres uanset eksistensen af denne afgift — særligt formål foreligger ikke — ikke tilladt

(Rådets direktiv 2008/118, art. 1, stk. 2)

Artikel 1, stk. 2, i direktiv 2008/118 om den generelle ordning for punktafgifter og om ophævelse af direktiv 92/12 skal fortolkes således, at det ikke er muligt at anse en afgift, der pålægges detailhandel med punktafgiftspligtigt flydende brændstof, for at forfølge et særligt formål som omhandlet i denne bestemmelse, når den har til formål at finansiere tilrettelæggelsen af den offentlige transport i det område, der hører under den myndighed, som pålægger afgiften, og når denne myndighed uanset eksistensen af denne afgift er forpligtet til at varetage og finansiere denne virksomhed, selv om indtægterne fra denne afgift udelukkende er blevet anvendt til at gennemføre denne virksomhed. Nævnte bestemmelse skal derfor fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, som indfører en sådan salgsafgift på detailhandel med punktafgiftspligtigt flydende brændstof.

Selv om den omstændighed, at indtægterne af en sådan afgift på forhånd er allokeret til finansiering for de lokale myndigheder af kompetencer, som de er blevet overdraget, kan udgøre et element, der skal tages i betragtning i forhold til at identificere, om der findes et særligt formål, kan en sådan allokering, som blot er en intern organisation af budgettet i en medlemsstat, nemlig ikke i sig selv udgøre en tilstrækkelig betingelse, idet enhver medlemsstat, uanset det forfulgte formål, kan vælge at foreskrive, at indtægterne af en afgift allokeres til finansiering af bestemte udgifter.

For at en forhåndsallokering af indtægterne fra en afgift, som pålægges punktafgiftspligtige varer, kan gøre det muligt at anse denne afgift for at forfølge et særligt formål som omhandlet i artikel 1, stk. 2, i direktiv 2008/118, er det vigtigt, at den omhandlede afgift i sig selv har til formål at virkeliggøre det påberåbte særlige formål, og at der dermed er en direkte forbindelse mellem anvendelsen af afgiftsindtægterne og det nævnte særlige formål. Såfremt der ikke findes en sådan mekanisme til forhåndsallokering af indtægterne, kan en afgift på punktafgiftspligtige varer kun anses for at forfølge et særligt formål som omhandlet i samme bestemmelse, hvis denne afgift for så vidt angår dens struktur, herunder beregningsgrundlaget eller afgiftssatsen, er udformet på en sådan måde, at den påvirker de afgiftspligtiges adfærd i en sådan retning, at det påberåbte særlige formål kan virkeliggøres, f.eks. ved at pålægge de omhandlede varer en høj beskatning for at søge at begrænse anvendelsen heraf.

Selv hvis det anses for fastslået, at salgsafgiften i det væsentlige, eftersom den pålægges punktafgiftspligtigt flydende brændstof, i forbindelse med en effektiv tilrettelæggelse af den offentlige transport har til formål at beskytte miljøet og folkesundheden, og at der ikke blot er tale om generelle udgifter, som kan finansieres ved indtægterne fra afgifter af enhver art, kan den blotte omstændighed, at indtægter allokeres til tilrettelæggelsen af den offentlige transport, ikke anses for at gøre det muligt at fastlægge en direkte forbindelse mellem anvendelsen af indtægterne fra nævnte afgift og miljø- og folkesundhedsformål.

(jf. præmis 39, 41, 42, 45 og 47 samt domskonkl.)