Sag C-345/13

Karen Millen Fashions Ltd

mod

Dunnes Stores

og

Dunnes Stores (Limerick) Ltd

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet Supreme Court — Irland)

»Forordning (EF) nr. 6/2002 — EF-design — artikel 6 — individuel karakter — andet helhedsindtryk — artikel 85, stk. 2 — ikke-registreret EF-design — gyldighed — betingelser — bevisbyrde«

Sammendrag – Domstolens dom (Anden Afdeling) af 19. juni 2014

1. EF-design – betingelser for beskyttelse – individuel karakter – design, der ikke giver den informerede bruger et anderledes helhedsindtryk end det, det tidligere design giver – bedømmelse af helhedsindtrykket i forhold til et eller flere tidligere design individuelt set

   (Rådets forordning nr. 6/2002, art. 6)

2. EF-design – ikke-registreret EF-design – kompetence og retspleje i søgsmål – sager om krænkelse eller risiko for krænkelse – formodning om gyldighed

   (Rådets forordning nr. 6/2002, art. 85, stk. 2)

1.  Artikel 6 i forordning nr. 6/2002 om EF-design skal fortolkes således, at for at et design kan anses for at have individuel karakter, skal det helhedsindtryk, som dette design giver en informeret bruger, adskille sig fra det helhedsindtryk, som en sådan bruger får ikke af en kombination af enkelte bestanddele taget fra flere tidligere design, men af et eller flere tidligere design individuelt set.

   Idet der henvises til det helhedsindtryk, som alle andre design, der er blevet offentliggjort, giver den informerede bruger, skal artikel 6 nemlig fortolkes således, at vurderingen af den individuelle karakter skal foretages ud fra et eller flere bestemte design, som er individualiseret, bestemt og identificeret blandt alle de design, som tidligere er blevet offentliggjort.

   (jf. præmis 25 og 35 samt domskonkl. 1)

2.  Artikel 85, stk. 2, i forordning nr. 6/2002 om EF-design skal fortolkes således, at for at en EF-designdomstol kan anse et ikke-registreret EF-design for gyldigt, er indehaveren af det omhandlede design ikke forpligtet til at påvise, at det har individuel karakter i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i denne forordnings artikel 6, men derimod alene forpligtet til at påvise, hvorved designet har individuel karakter, dvs. identificere den eller de bestanddele i designet, som ifølge rettighedshaveren giver det individuel karakter.

   Som det fremgår af selve overskriften til artikel 85 i forordning nr. 6/2002, er der i henhold til stk. 1 en formodning for, at registrerede EF-design er gyldige, og i henhold til stk. 2 en formodning for, at ikke-registrerede EF-design er gyldige.

   Gennemførelsen af denne formodning om gyldighed er efter sin natur uforenelig med fortolkningem af artikel 85, stk. 2, i forordning nr. 6/2002, hvorefter det bevis, som indehaveren af et design i henhold til denne bestemmelse skal fremlægge – dvs. for, at betingelserne i denne forordnings artikel 11 er opfyldt – omfatter bevis for, at det omhandlede design ligeledes opfylder samtlige betingelser i første afdeling i afsnit II i denne forordning, dvs. betingelserne i samme forordnings artikel 3-9.

   (jf. præmis 39, 40 og 47 samt domskonkl. 2)

Sag C-345/13

Karen Millen Fashions Ltd

mod

Dunnes Stores

og

Dunnes Stores (Limerick) Ltd

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet Supreme Court — Irland)

»Forordning (EF) nr. 6/2002 — EF-design — artikel 6 — individuel karakter — andet helhedsindtryk — artikel 85, stk. 2 — ikke-registreret EF-design — gyldighed — betingelser — bevisbyrde«

Sammendrag – Domstolens dom (Anden Afdeling) af 19. juni 2014

1. EF-design — betingelser for beskyttelse — individuel karakter — design, der ikke giver den informerede bruger et anderledes helhedsindtryk end det, det tidligere design giver — bedømmelse af helhedsindtrykket i forhold til et eller flere tidligere design individuelt set

   (Rådets forordning nr. 6/2002, art. 6)

2. EF-design — ikke-registreret EF-design — kompetence og retspleje i søgsmål — sager om krænkelse eller risiko for krænkelse — formodning om gyldighed

   (Rådets forordning nr. 6/2002, art. 85, stk. 2)

1.  Artikel 6 i forordning nr. 6/2002 om EF-design skal fortolkes således, at for at et design kan anses for at have individuel karakter, skal det helhedsindtryk, som dette design giver en informeret bruger, adskille sig fra det helhedsindtryk, som en sådan bruger får ikke af en kombination af enkelte bestanddele taget fra flere tidligere design, men af et eller flere tidligere design individuelt set.

   Idet der henvises til det helhedsindtryk, som alle andre design, der er blevet offentliggjort, giver den informerede bruger, skal artikel 6 nemlig fortolkes således, at vurderingen af den individuelle karakter skal foretages ud fra et eller flere bestemte design, som er individualiseret, bestemt og identificeret blandt alle de design, som tidligere er blevet offentliggjort.

   (jf. præmis 25 og 35 samt domskonkl. 1)

2.  Artikel 85, stk. 2, i forordning nr. 6/2002 om EF-design skal fortolkes således, at for at en EF-designdomstol kan anse et ikke-registreret EF-design for gyldigt, er indehaveren af det omhandlede design ikke forpligtet til at påvise, at det har individuel karakter i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i denne forordnings artikel 6, men derimod alene forpligtet til at påvise, hvorved designet har individuel karakter, dvs. identificere den eller de bestanddele i designet, som ifølge rettighedshaveren giver det individuel karakter.

   Som det fremgår af selve overskriften til artikel 85 i forordning nr. 6/2002, er der i henhold til stk. 1 en formodning for, at registrerede EF-design er gyldige, og i henhold til stk. 2 en formodning for, at ikke-registrerede EF-design er gyldige.

   Gennemførelsen af denne formodning om gyldighed er efter sin natur uforenelig med fortolkningem af artikel 85, stk. 2, i forordning nr. 6/2002, hvorefter det bevis, som indehaveren af et design i henhold til denne bestemmelse skal fremlægge – dvs. for, at betingelserne i denne forordnings artikel 11 er opfyldt – omfatter bevis for, at det omhandlede design ligeledes opfylder samtlige betingelser i første afdeling i afsnit II i denne forordning, dvs. betingelserne i samme forordnings artikel 3-9.

   (jf. præmis 39, 40 og 47 samt domskonkl. 2)