Forenede sager C-317/13 og C-679/13

Europa-Parlamentet

mod

Rådet for Den Europæiske Union

»Annullationssøgsmål — politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager — et nyt psykoaktivt stof underkastes kontrolforanstaltninger — fastlæggelse af retsgrundlaget — retlig ramme, der finder anvendelse efter ikrafttrædelsen af Lissabontraktaten — overgangsbestemmelser — afledt retsgrundlag — høring af Parlamentet«

Sammendrag – Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 16. april 2015

1. Retslig procedure – stævning – formkrav – fastlæggelse af søgsmålets genstand – kort fremstilling af søgsmålsgrundene – utvetydig formulering af sagsøgerens påstande

   [Domstolens procesreglement, art. 120, litra c)]

2. Politisamarbejde – retligt samarbejde i straffesager – afgørelse 2013/129 om at underkaste 4-methylamfetamin kontrolforanstaltninger – gennemførelsesafgørelse 2013/496 om at underkaste 5-(2-aminopropyl)indol kontrolforanstaltninger – retsgrundlag – artikel 8, stk. 3, i afgørelse 2005/387 om udveksling af oplysninger om, risikovurdering af og kontrol med nye psykoaktive stoffer – ophævelse af artikel 34 EU – uden betydning for gyldigheden af beslutningerne

   (Art. 34 EU; Rådets afgørelse 2005/387, art. 8, stk. 3, 2013/129 og 2013/496)

3. Institutionernes retsakter – procedure for udarbejdelse – traktaternes bestemmelser – tvingende karakter – mulighed for en institution for at indføre afledte retsgrundlag – foreligger ikke

4. Politisamarbejde – retligt samarbejde i straffesager – afgørelse 2005/387 om udveksling af oplysninger om, risikovurdering af og kontrol med nye psykoaktive stoffer – fortolkning af afgørelsens artikel 8, stk. 3 – fortolkning i overensstemmelse med de bestemmelser i EU-traktaten, der på tidspunktet for vedtagelsen af denne afgørelse regulerede gennemførelsen af generelle retsakter på området – forpligtelse for Rådet til at høre Parlamentet, før det vedtager en gennemførelsesforanstaltning til den pågældende afgørelse – ophævelse af artikel 39, stk. 1, EU – ingen betydning

   [Art. 34, stk. 2, litra c), EU og art. 39, stk. 1, EU; Rådets afgørelse 2005/387, art. 8, stk. 3]

5. Politisamarbejde – retligt samarbejde i straffesager – afgørelse 2005/387 om udveksling af oplysninger om, risikovurdering af og kontrol med nye psykoaktive stoffer – afgørelsens artikel 8, stk. 3 – forenelighed med procedurebestemmelser, der finder anvendelse efter ikrafttrædelsen af Lissabontraktaten – overgangsbestemmelser – fortolkning

   (Protokol nr. 36, der er bilagt EU-, EUF- og Euratom-traktaterne, art. 9; Rådets afgørelse 2005/387, art. 8, stk. 3)

6. Annullationssøgsmål – dom om annullation – retsvirkninger – Domstolens begrænsning heraf – afgørelse 2013/129 om at underkaste 4-methylamfetamin kontrolforanstaltninger – gennemførelsesafgørelse 2013/496 om at underkaste 5-(2-aminopropyl)indol kontrolforanstaltninger – kan være til skade for en effektiv kontrol med de berørte psykoaktive stoffer og kan følgelig bringe beskyttelsen af den offentlige sundhed i fare – virkningerne af de annullerede afgørelser skal opretholdes, indtil nye retsakter, der skal erstatte dem, træder i kraft

   (Art. 264, stk. 2, TEUF; Rådets afgørelse 2013/129 og 2013/496)

1.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 17)

2.  Hvad angår det retsgrundlag, som afgørelse 2013/129 om at underkaste 4-methylamfetamin kontrolforanstaltninger og gennemførelsesafgørelse 2013/496 om at underkaste 5-(2-aminopropyl)indol kontrolforanstaltninger er vedtaget på grundlag af, forholder det sig således, at disse afgørelser ikke henviser til artikel 34 EU, og at de indledende bestemmelser udtrykkeligt henviser til EUF-traktaten og artikel 8, stk. 3, i afgørelse 2005/387 om udveksling af oplysninger om, risikovurdering af og kontrol med nye psykoaktive stoffer.

   Det kan således, henset til ordlyden af de anfægtede afgørelser, som i princippet skal angive retsgrundlaget for at opfylde begrundelseskravet, ikke fastslås, at disse afgørelser er vedtaget på grundlag af artikel 34 EU.

   Henvisningen i artikel 8, stk. 3, i afgørelse 2005/387 til artikel 34, stk. 2, litra c), EU er i denne forbindelse uden betydning, for så vidt som Rådets udtrykkelige beslutning om ikke at nævne denne bestemmelse i afgørelse 2013/129 og 2013/496, men EUF-traktaten og artikel 8, stk. 3, i afgørelse 2005/387 klart angiver, at afgørelse 2013/129 og 2013/496 er vedtaget på grundlag af sidstnævnte bestemmelse som sådan.

   Det følger heraf, at ophævelsen af artikel 34 EU ved Lissabontraktaten ikke fratager afgørelse 2013/129 og 2013/496 deres retsgrundlag.

   (jf. præmis 28, 29, 31 og 32)

3.  For så vidt som det er traktaterne, som regulerer spørgsmålet om, hvorledes Unionens institutioner træffer afgørelse, og at bestemmelserne hverken kan ændres af medlemsstaterne eller af institutionerne selv, er det alene traktaterne, der i særlige tilfælde kan bemyndige en institution til at ændre en beslutningsprocedure, som er fastsat ved traktaterne. At indrømme en institution muligheden for at indføre afledte retsgrundlag, uanset om der sker en skærpelse eller lempelse af kravene til vedtagelsen af en retsakt, svarer til at tilkende institutionen en lovgivningsbeføjelse, som går ud over, hvad der er fastsat ved traktaterne.

   Denne løsning skal ikke alene anvendes på afledte retsgrundlag, der gør det muligt at vedtage lovgivningsmæssige retsakter, men ligeledes på retsgrundlag, der er fastsat i en afledt retsakt, der gør det muligt at vedtage gennemførelsesforanstaltninger til denne retsakt ved at styrke eller forenkle de vedtagelsesprocedurerne for sådanne foranstaltninger, der er fastsat i traktaterne.

   Selv om det er korrekt, at det fremgår af traktaterne, at Parlamentet og Rådet fastsætter visse bestemmelser vedrørende udøvelsen af Kommissionens gennemførelsesbeføjelser, fremgår det ikke desto mindre heraf, at de særlige bestemmelser vedrørende vedtagelsen af gennemførelsesforanstaltninger fastsat i traktaterne binder institutionerne på samme måde som bestemmelserne vedrørende vedtagelsen af lovgivningsmæssige retsakter, og at de ikke kan modsiges i afledte retsakter.

   (jf. præmis 42-44)

4.  Da lovligheden af en EU-retsakt skal bedømmes på grundlag af de faktiske og retlige omstændigheder, der forelå på det tidspunkt, da retsakten blev udstedt, skal lovligheden af artikel 8, stk. 3, i afgørelse 2005/387 om udveksling af oplysninger om, risikovurdering af og kontrol med nye psykoaktive stoffer vurderes i lyset af de bestemmelser, der på tidspunktet for vedtagelsen af denne afgørelse regulerede gennemførelsen af generelle retsakter på området for politisamarbejdet og det retlige samarbejde i kriminalsager, nemlig artikel 34, stk. 2, litra c), EU og artikel 39, stk. 1, EU.

   Det fremgår af disse bestemmelser, at Rådet, som træffer afgørelse med kvalificeret flertal, efter at have hørt Parlamentet, træffer de nødvendige foranstaltninger for at gennemføre de afgørelser, der er vedtaget inden for afsnittet om politisamarbejdet og det retlige samarbejde i kriminalsager.

   Det skal i denne henseende ganske vist bemærkes, at ordlyden af artikel 8, stk. 3, i afgørelse 2005/387 ikke fastsætter en forpligtelse for Rådet til at høre Parlamentet før vedtagelsen af de gennemførelsesforanstaltninger til denne afgørelse, der følger af bestemmelsen.

   En bestemmelse i den afledte EU-ret skal imidlertid i videst muligt omfang fortolkes i overensstemmelse med traktaternes bestemmelser.

   Da forpligtelsen til at fortolke en afledt retsakt i overensstemmelse med primærretten dels udledes af det almindelige fortolkningsprincip, hvorefter en bestemmelse i videst muligt omfang skal fortolkes således, at dens lovlighed ikke drages i tvivl, og da lovligheden af artikel 8, stk. 3, i afgørelse 2005/387 dels bl.a. skal vurderes, henset til artikel 39, stk. 1, EU, skal denne førstnævnte bestemmelse fortolkes i overensstemmelse med den sidstnævnte.

   Artikel 8, stk. 3, i afgørelse 2005/387 skal følgelig fortolkes i overensstemmelse med artikel 39, stk. 1, EU således, at den alene giver Rådet mulighed for at vedtage en retsakt med henblik på at underkaste et nyt psykoaktivt stof kontrolforanstaltninger efter at have hørt Parlamentet.

   Ophævelsen af artikel 39, stk. 1, EU efter vedtagelsen af artikel 8, stk. 3, i afgørelse 2005/387 kan i øvrigt ikke fjerne forpligtelsen til at fortolke denne sidstnævnte bestemmelse i overensstemmelse med artikel 39, stk. 1, EU.

   (jf. præmis 45-50 og 67)

5.  Hvad angår spørgsmålet om foreneligheden af artikel 8, stk. 3, i afgørelse 2005/387 om udveksling af oplysninger om, risikovurdering af og kontrol med nye psykoaktive stoffer med de procedurebestemmelser, der finder anvendelse efter vedtagelsen af Lissabontraktaten, forholder det sig således, at protokol (nr. 36) om overgangsbestemmelser under alle omstændigheder omfatter de bestemmelser, der specifikt vedrører den retlige ordning, der efter datoen for denne traktats ikrafttrædelse finder anvendelse på retsakter, der er vedtaget på grundlag af EU-traktaten før denne dato.

   Protokollens artikel 9 bestemmer således, at retsvirkningerne af sådanne retsakter bevares, så længe disse retsakter ikke er ophævet, annulleret eller ændret i medfør af traktaterne.

   Denne bestemmelse skal fortolkes i lyset af første betragtning til den pågældende protokol, hvori det præciseres, at det er nødvendigt at fastlægge overgangsbestemmelser for at tilrettelægge overgangen fra de institutionelle bestemmelser i traktaterne, der finder anvendelse inden Lissabontraktatens ikrafttrædelse, til de bestemmelser, der er fastsat i denne traktat.

   Da Lissabontraktaten har ændret den institutionelle ramme for politisamarbejdet og det retlige samarbejde i kriminalsager væsentligt, skal artikel 9 i protokollen om overgangsbestemmelser forstås som bl.a. at tilsigte at sikre, at de retsakter, der er vedtaget inden for rammerne af dette samarbejde, kan fortsætte med effektivt at finde anvendelse på trods af ændringen af den institutionelle ramme for dette samarbejde.

   Hvis et argument om, at ophævelsen ved Lissabontraktaten af de særlige procedurer for vedtagelse af gennemførelsesforanstaltninger henhørende under politisamarbejdet og det retlige samarbejde i kriminalsager ville gøre det umuligt at vedtage sådanne foranstaltninger, før de generelle retsregler, der er vedtaget inden for rammerne af dette samarbejde, var blevet ændret for at blive tilpasset Lissabontraktaten, skulle tages til følge, ville det imidlertid føre til netop at komplicere eller endog forhindre den effektive anvendelse af disse retsakter, hvilket ville bringe gennemførelsen af det formål, der forfølges af traktatens ophavsmænd, i fare.

   Den fortolkning af artikel 9 i protokollen om overgangsbestemmelser, som Parlamentet har foreslået, hvorefter denne bestemmelse alene indebærer, at akter henhørende under politisamarbejdet og det retlige samarbejde i kriminalsager ikke automatisk ophæves som følge af ikrafttrædelsen af Lissabontraktaten, ville desuden berøve denne bestemmelse enhver effektiv virkning.

   En bestemmelse i en retsakt, der er behørigt vedtaget på grundlag af EU-traktaten før ikrafttrædelsen af Lissabontraktaten, der fastsætter vedtagelsesprocedurer for gennemførelsesforanstaltninger til denne retsakt, har følgelig fortsat retsvirkninger, så længe de ikke er ophævet, annulleret eller ændret, og giver mulighed for at vedtage gennemførelsesforanstaltninger i henhold til den procedure, der fastsættes heri.

   Under disse betingelser kan den omstændighed, at artikel 8, stk. 3, i afgørelse 2005/387 fastsætter vedtagelsesprocedurer for gennemførelsesforanstaltninger, som er styrket eller forenklet i forhold til den procedure, der er fastsat med henblik herpå i EUF-traktaten, ikke medføre, at denne bestemmelse udgør et ulovligt afledt retsgrundlag, hvis anvendelse skal afvises efter en indsigelse.

   (jf. præmis 51-58)

6.  I henhold til artikel 264, stk. 2, TEUF kan Domstolen, såfremt den finder det nødvendigt, angive, hvilke af den annullerede forordnings virkninger der skal betragtes som bestående.

   I denne forbindelse ville en annullation af afgørelse 2013/129 om at underkaste 4-methylamfetamin kontrolforanstaltninger og gennemførelsesafgørelse 2013/496 om at underkaste 5-(2-aminopropyl)indol kontrolforanstaltninger uden at opretholde deres virkninger kunne være til skade for en effektiv kontrol med de af afgørelserne berørte psykoaktive stoffer og følgelig kunne bringe beskyttelsen af den offentlige sundhed i fare.

   Følgelig skal virkningerne af disse afgørelser opretholdes, indtil nye retsakter, der skal erstatte dem, træder i kraft.

   (jf. præmis 72-74)