Sag C-204/13

Finanzamt Saarlouis

mod

Heinz Malburg

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesfinanzhof)

»Afgifter — merværdiafgift — fradragsrettens indtræden og omfang — en selskabsdeltagers opløsning af et selskab — erhvervelse af en del af dette selskabs klientgrundlag — apportindskud i et andet selskab — betaling af indgående afgift — mulighed for fradrag«

Sammendrag – Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 13. marts 2014

Harmonisering af afgiftslovgivningerne – det fælles merværdiafgiftssystem – fradrag for indgående afgift – fradragsrettens indtræden og omfang – en selskabsdeltagers erhvervelse af en del af et selskabs klientgrundlag med henblik på vederlagsfrit at stille det til rådighed for et nyt selskab – ret til fradrag – foreligger ikke – princip om afgiftens neutralitet – finder ikke anvendelse

[Rådets direktiv 77/388, art. 2, stk. 1, art. 4, stk. 1 og 2, og art. 17, stk. 2, litra a)]

Artikel 4, stk. 1 og 2, samt artikel 17, stk. 2, litra a), i sjette direktiv 77/388 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter, som ændret ved direktiv 95/7, skal, henset til princippet om merværdiafgiftens neutralitet, fortolkes således, at en selskabsdeltager i et privatretligt skatterådgivningsselskab, der af dette selskab erhverver en del af dets klientgrundlag med det ene formål direkte derefter at stille klientgrundlaget vederlagsfrit til rådighed for et nystiftet privatretligt skatterådgivningsselskab, som han ejer den afgørende andel i, med henblik på det nye selskabs erhvervsmæssige udnyttelse heraf, uden at dette klientgrundlag dog herved indgår i det nystiftede selskabs formue, ikke har ret til at fradrage den indgående merværdiafgift på erhvervelsen af det omhandlede klientgrundlag.

Denne tilrådighedsstillelse af klientgrundlaget for det nye selskab er nemlig vederlagsfri og dermed hverken omfattet af anvendelsesområdet for sjette direktivs artikel 2, stk. 1, der alene omhandler leveringer og ydelser, som foretages mod vederlag, eller sjette direktivs artikel 4, stk. 1 og 2, der omhandler udnyttelse af materielle eller immaterielle goder med henblik på opnåelse af indtægter af en vis varig karakter.

Princippet om afgiftsneutralitet afspejles endvidere i fradragsordningen, som tilsigter helt at aflaste den erhvervsdrivende for den merværdiafgift, denne skylder eller har erlagt i forbindelse med al økonomisk virksomhed. Det fælles merværdiafgiftssystem sikrer således, at afgiftsbyrden er fuldstændig neutral over for enhver økonomisk virksomhed, uanset denne virksomheds formål eller resultater, forudsat at sådan virksomhed i sig selv er merværdiafgiftspligtig. Princippet om afgiftsneutralitet finder derfor ikke anvendelse på en vederlagsfri tilrådighedsstillelse af klientgrundlaget for et selskab, som ikke er en transaktion, der henhører under merværdiafgiftens anvendelsesområde.

(jf. præmis 36, 41, 42 og 47 samt domskonkl.)