Sag C-558/12 P

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

mod

riha WeserGold Getränke GmbH & Co. KG

»Appel — EF-varemærker — ordmærket WESTERN GOLD — indsigelse rejst af indehaveren af de nationale ordmærker, det internationale ordmærke og EF-ordmærket WeserGold, Wesergold og WESERGOLD«

Sammendrag – Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 23. januar 2014

1. EF-varemærker — definition på og erhvervelse af et EF-varemærke — relative registreringshindringer — indsigelse fra indehaveren af et identisk eller lignende ældre varemærke, der er registreret for varer eller tjenesteydelser af samme eller lignende art — risiko for forveksling med det ældre varemærke — det ældre varemærkes høje grad af særpræg — ingen betydning i tilfælde af manglende lighed mellem de pågældende varemærker

   [Rådets forordning nr. 207/2009, art. 8, stk. 1, litra b)]

2. Appel — retlig interesse — betingelse — appel, der kan medføre en fordel for den part, som har iværksat sagen — antagelse til realitetsbehandling af en påstand om ændring af en begrundelse, der udgør et forsvar mod et anbringende fremsat af modparten

   (Art. 256 TEUF; statutten for Domstolen, art. 56, stk. 2)

1.  Det fremgår af fast retspraksis, at det ved anvendelsen af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009 om EF-varemærker kræves, for at der kan foreligge en risiko for forveksling, både, at det varemærke, som ansøgningen vedrører, er identisk med eller ligner det ældre varemærke, og at de varer eller tjenesteydelser, der er omhandlet i varemærkeansøgningen, er af samme eller lignende art som de varer eller tjenesteydelser, med hensyn til hvilke det ældre varemærke er blevet registreret, og at der i den henseende er tale om kumulative betingelser.

   Domstolen har i denne henseende en fast retspraksis. Domstolen har nemlig i flere tilfælde mindet om, at når det ældre varemærke og det varemærke, der søges registreret, ikke ligner hinanden, er den omstændighed, at det ældre varemærke har en høj grad af særpræg, eller den omstændighed, at de omhandlede varer eller tjenesteydelser er af samme eller lignende art, ikke tilstrækkelig til, at det kan fastslås, at der foreligger en risiko for forveksling mellem de omtvistede varemærker.

   Endvidere forkastede Domstolen et anbringende som åbenbart ugrundet, ifølge hvilket Retten skulle have begået en retlig fejl, da denne fandt, at en indsigelse i henhold til artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009 i visse tilfælde kunne afvises efter blot at have undersøgt ligheden mellem de foreliggende varemærker og dermed uden bl.a. at undersøge det ældre varemærkes eventuelt høje grad af særpræg. Domstolen har nærmere bestemt fastslået, at Retten ikke havde begået en retlig fejl, da den fastslog, at appelkammeret ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design), idet dette havde konkluderet, at de foreliggende varemærker ikke på nogen måde af den relevante kundekreds kunne anses for at være lignende, med rette kunne udlede heraf, at enhver risiko for forveksling kunne udelukkes, uden behov for først at undersøge bl.a. det ældre varemærkes eventuelle høje grad af særpræg i forbindelse med den samlede vurdering af risikoen for forveksling.

   De omhandlede varemærkers lighed er følgelig en nødvendig betingelse for vurderingen af, om der foreligger en risiko for forveksling i henhold til artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009. Den manglende lighed mellem de omtvistede varemærker medfører derfor, at denne artikel 8 ikke kan finde anvendelse.

   Et varemærkes høje grad af særpræg som følge af brug er således et forhold, der skal tages i betragtning ved bedømmelsen af, om ligheden mellem tegnene eller mellem varerne og tjenesteydelserne er tilstrækkelig til at fremkalde risiko for forveksling.

   (jf. præmis 41-45)

2.  Det er en forudsætning, for at en påstand om ændring af begrundelsen kan antages til realitetsbehandling, at der foreligger en retlig interesse, forstået på den måde, at påstanden med sit resultat kan tilføre den part, som har nedlagt den, en fordel. Dette kan være tilfældet, når en påstand om ændring af begrundelsen udgør et forsvar mod et anbringende fremsat af sagsøgeren.

   (jf. præmis 55)

Sag C-558/12 P

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

mod

riha WeserGold Getränke GmbH & Co. KG

»Appel — EF-varemærker — ordmærket WESTERN GOLD — indsigelse rejst af indehaveren af de nationale ordmærker, det internationale ordmærke og EF-ordmærket WeserGold, Wesergold og WESERGOLD«

Sammendrag – Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 23. januar 2014

1. EF-varemærker – definition på og erhvervelse af et EF-varemærke – relative registreringshindringer – indsigelse fra indehaveren af et identisk eller lignende ældre varemærke, der er registreret for varer eller tjenesteydelser af samme eller lignende art – risiko for forveksling med det ældre varemærke – det ældre varemærkes høje grad af særpræg – ingen betydning i tilfælde af manglende lighed mellem de pågældende varemærker

   [Rådets forordning nr. 207/2009, art. 8, stk. 1, litra b)]

2. Appel – retlig interesse – betingelse – appel, der kan medføre en fordel for den part, som har iværksat sagen – antagelse til realitetsbehandling af en påstand om ændring af en begrundelse, der udgør et forsvar mod et anbringende fremsat af modparten

   (Art. 256 TEUF; statutten for Domstolen, art. 56, stk. 2)

1.  Det fremgår af fast retspraksis, at det ved anvendelsen af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009 om EF-varemærker kræves, for at der kan foreligge en risiko for forveksling, både, at det varemærke, som ansøgningen vedrører, er identisk med eller ligner det ældre varemærke, og at de varer eller tjenesteydelser, der er omhandlet i varemærkeansøgningen, er af samme eller lignende art som de varer eller tjenesteydelser, med hensyn til hvilke det ældre varemærke er blevet registreret, og at der i den henseende er tale om kumulative betingelser.

   Domstolen har i denne henseende en fast retspraksis. Domstolen har nemlig i flere tilfælde mindet om, at når det ældre varemærke og det varemærke, der søges registreret, ikke ligner hinanden, er den omstændighed, at det ældre varemærke har en høj grad af særpræg, eller den omstændighed, at de omhandlede varer eller tjenesteydelser er af samme eller lignende art, ikke tilstrækkelig til, at det kan fastslås, at der foreligger en risiko for forveksling mellem de omtvistede varemærker.

   Endvidere forkastede Domstolen et anbringende som åbenbart ugrundet, ifølge hvilket Retten skulle have begået en retlig fejl, da denne fandt, at en indsigelse i henhold til artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009 i visse tilfælde kunne afvises efter blot at have undersøgt ligheden mellem de foreliggende varemærker og dermed uden bl.a. at undersøge det ældre varemærkes eventuelt høje grad af særpræg. Domstolen har nærmere bestemt fastslået, at Retten ikke havde begået en retlig fejl, da den fastslog, at appelkammeret ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design), idet dette havde konkluderet, at de foreliggende varemærker ikke på nogen måde af den relevante kundekreds kunne anses for at være lignende, med rette kunne udlede heraf, at enhver risiko for forveksling kunne udelukkes, uden behov for først at undersøge bl.a. det ældre varemærkes eventuelle høje grad af særpræg i forbindelse med den samlede vurdering af risikoen for forveksling.

   De omhandlede varemærkers lighed er følgelig en nødvendig betingelse for vurderingen af, om der foreligger en risiko for forveksling i henhold til artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009. Den manglende lighed mellem de omtvistede varemærker medfører derfor, at denne artikel 8 ikke kan finde anvendelse.

   Et varemærkes høje grad af særpræg som følge af brug er således et forhold, der skal tages i betragtning ved bedømmelsen af, om ligheden mellem tegnene eller mellem varerne og tjenesteydelserne er tilstrækkelig til at fremkalde risiko for forveksling.

   (jf. præmis 41-45)

2.  Det er en forudsætning, for at en påstand om ændring af begrundelsen kan antages til realitetsbehandling, at der foreligger en retlig interesse, forstået på den måde, at påstanden med sit resultat kan tilføre den part, som har nedlagt den, en fordel. Dette kan være tilfældet, når en påstand om ændring af begrundelsen udgør et forsvar mod et anbringende fremsat af sagsøgeren.

   (jf. præmis 55)