Sag C-391/12

RLvS Verlagsgesellschaft mbH

mod

Stuttgarter Wochenblatt GmbH

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesgerichtshof)

»Direktiv 2005/29/EF — urimelig handelspraksis — personelt anvendelsesområde — vildledende udeladelser i advertorials — lovgivning i en medlemsstat, der forbyder enhver offentliggørelse mod betaling uden betegnelsen »annonce« (»Anzeige«) — fuldstændig harmonisering — strengere foranstaltninger — pressefrihed«

Sammendrag – Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 17. oktober 2013

Tilnærmelse af lovgivningerne – virksomhedernes urimelige handelspraksis over for forbrugerne – direktiv 2005/29 – anvendelsesområde – presseredaktører – offentliggørelser, der kan promovere tredjemands varer eller tjenesteydelser, der ikke væsentligt kan forvride forbrugerens økonomiske adfærd – ikke omfattet – national lovgivning, der forbyder enhver offentliggørelse mod betaling uden betegnelsen »annonce« – lovlig

[Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29, art. 2, litra d)]

Når offentliggørelser, der kan promovere tredjemands varer og tjenesteydelser, ikke væsentligt kan forvride forbrugerens økonomiske adfærd, kan direktiv 2005/29 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked og om ændring af direktiv 84/450, direktiv 97/7, 98/27 og 2002/65 og forordning (EF) nr. 2006/2004 ikke påberåbes over for presseredaktører, og derfor skal direktivet under disse omstændigheder fortolkes således, at det ikke er til hinder for anvendelsen af en national bestemmelse, i henhold til hvilken presseredaktører er forpligtet til at anføre en bestemt betegnelse, i det foreliggende tilfælde ordet »annonce«, i enhver offentliggørelse i deres tidskrifter, som de modtager betaling for, medmindre opstillingen og udformningen af offentliggørelsen generelt gør det muligt at opfatte den som en annonce.

Når en national bestemmelse reelt har til formål at beskytte forbrugerne med henblik på at afgøre, om bestemmelsen kan være omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2005/29, skal den adfærd, der er omfattet af den nationale bestemmelse, udgøre handelspraksis i henhold til direktivets artikel 2, litra d). Dette er tilfældet, når de pågældende former for praksis er en del af en erhvervsdrivendes markedsstrategi og direkte tilsigter promovering og afsætning af varer og tjenesteydelser, hvorved de udgør handelspraksis som omhandlet i direktivets artikel 2, litra d), og derfor er omfattet af direktivets anvendelsesområde.

Selv om det pågældende direktiv definerer begrebet »urimelig handelspraksis« ved at anvende en særlig bred formulering, forholder det sig ikke desto mindre således, at de former for praksis, der således er omfattet, for det første skal være handelsmæssige, dvs. hidrøre fra erhvervsdrivende, og for det andet skal have direkte relation til promovering, salg eller udbud af et produkt til forbrugerne.

Da den omstændighed, at presseredaktøren foretager sådanne offentliggørelser, der eventuelt indirekte kan promovere tredjemands varer og tjenesteydelser, ikke væsentligt kan forvride forbrugerens økonomiske adfærd ved dennes beslutning om at erhverve eller få rådighed over den omhandlede avis, kan en sådan udgivelsespraksis ikke i sig selv kvalificeres som »handelspraksis« fra denne redaktørs side.

Det er ganske vist ikke udelukket, at en presseredaktør i sine produkter eller i andre medier anvender en handelspraksis, der kan kvalificeres som urimelig over for den pågældende forbruger, dvs. en læser, f.eks. ved at afholde gætte- eller præmiekonkurrencer med gevinstmulighed og som følge heraf tilskynder forbrugeren til køb af det pågældende produkt, nemlig en avis. Punkt 11 i bilag I til direktiv 2005/29 har imidlertid ikke som sådan til formål at pålægge presseredaktører en pligt til at hindre annoncørers eventuelle urimelige handelspraksis, om hvilken det potentielt kan fastslås, at den har direkte relation til promovering, salg eller levering til forbrugerne af disse annoncørers varer eller tjenesteydelser.

(jf. præmis 35-37, 41, 44 og 50 samt domskonkl.)

Sag C-391/12

RLvS Verlagsgesellschaft mbH

mod

Stuttgarter Wochenblatt GmbH

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesgerichtshof)

»Direktiv 2005/29/EF — urimelig handelspraksis — personelt anvendelsesområde — vildledende udeladelser i advertorials — lovgivning i en medlemsstat, der forbyder enhver offentliggørelse mod betaling uden betegnelsen »annonce« (»Anzeige«) — fuldstændig harmonisering — strengere foranstaltninger — pressefrihed«

Sammendrag – Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 17. oktober 2013

Tilnærmelse af lovgivningerne — virksomhedernes urimelige handelspraksis over for forbrugerne — direktiv 2005/29 — anvendelsesområde — presseredaktører — offentliggørelser, der kan promovere tredjemands varer eller tjenesteydelser, der ikke væsentligt kan forvride forbrugerens økonomiske adfærd — ikke omfattet — national lovgivning, der forbyder enhver offentliggørelse mod betaling uden betegnelsen »annonce« — lovlig

[Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29, art. 2, litra d)]

Når offentliggørelser, der kan promovere tredjemands varer og tjenesteydelser, ikke væsentligt kan forvride forbrugerens økonomiske adfærd, kan direktiv 2005/29 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked og om ændring af direktiv 84/450, direktiv 97/7, 98/27 og 2002/65 og forordning (EF) nr. 2006/2004 ikke påberåbes over for presseredaktører, og derfor skal direktivet under disse omstændigheder fortolkes således, at det ikke er til hinder for anvendelsen af en national bestemmelse, i henhold til hvilken presseredaktører er forpligtet til at anføre en bestemt betegnelse, i det foreliggende tilfælde ordet »annonce«, i enhver offentliggørelse i deres tidskrifter, som de modtager betaling for, medmindre opstillingen og udformningen af offentliggørelsen generelt gør det muligt at opfatte den som en annonce.

Når en national bestemmelse reelt har til formål at beskytte forbrugerne med henblik på at afgøre, om bestemmelsen kan være omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2005/29, skal den adfærd, der er omfattet af den nationale bestemmelse, udgøre handelspraksis i henhold til direktivets artikel 2, litra d). Dette er tilfældet, når de pågældende former for praksis er en del af en erhvervsdrivendes markedsstrategi og direkte tilsigter promovering og afsætning af varer og tjenesteydelser, hvorved de udgør handelspraksis som omhandlet i direktivets artikel 2, litra d), og derfor er omfattet af direktivets anvendelsesområde.

Selv om det pågældende direktiv definerer begrebet »urimelig handelspraksis« ved at anvende en særlig bred formulering, forholder det sig ikke desto mindre således, at de former for praksis, der således er omfattet, for det første skal være handelsmæssige, dvs. hidrøre fra erhvervsdrivende, og for det andet skal have direkte relation til promovering, salg eller udbud af et produkt til forbrugerne.

Da den omstændighed, at presseredaktøren foretager sådanne offentliggørelser, der eventuelt indirekte kan promovere tredjemands varer og tjenesteydelser, ikke væsentligt kan forvride forbrugerens økonomiske adfærd ved dennes beslutning om at erhverve eller få rådighed over den omhandlede avis, kan en sådan udgivelsespraksis ikke i sig selv kvalificeres som »handelspraksis« fra denne redaktørs side.

Det er ganske vist ikke udelukket, at en presseredaktør i sine produkter eller i andre medier anvender en handelspraksis, der kan kvalificeres som urimelig over for den pågældende forbruger, dvs. en læser, f.eks. ved at afholde gætte- eller præmiekonkurrencer med gevinstmulighed og som følge heraf tilskynder forbrugeren til køb af det pågældende produkt, nemlig en avis. Punkt 11 i bilag I til direktiv 2005/29 har imidlertid ikke som sådan til formål at pålægge presseredaktører en pligt til at hindre annoncørers eventuelle urimelige handelspraksis, om hvilken det potentielt kan fastslås, at den har direkte relation til promovering, salg eller levering til forbrugerne af disse annoncørers varer eller tjenesteydelser.

(jf. præmis 35-37, 41, 44 og 50 samt domskonkl.)