Sag C-362/12

Test Claimants in the Franked Investment Income Group Litigation

mod

Commissioners of Inland Revenue

og

Commissioners for Her Majesty’s Revenue and Customs

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Supreme Court of the United Kingdom)

»Effektiv domstolsbeskyttelse — effektivitetsprincippet — retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning — tilbagesøgning af beløb erlagt i urigtig formening om skyld — retsmidler — national lovgivning — forkortelse af forældelsesfristen for de retsmidler, der finder anvendelse, uden varsel og med tilbagevirkende kraft«

Sammendrag – Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 12. december 2013

EU-retten – direkte virkning – nationale skatter, der er uforenelige med EU-retten – tilbagebetaling – betingelser – anvendelse af national ret – forældelsesfrist – forkortelse med tilbagevirkende kraft – ikke tilladt, såfremt der ikke er fastsat en tilstrækkelig overgangsperiode – tilsidesættelse af effektivitetsprincippet, retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning

(Art. 19, stk. 1, TEU)

I en situation, hvor de skattepligtige ifølge national ret kan vælge mellem to mulige retsmidler med henblik på tilbagebetaling af skat, der er opkrævet i strid med EU-retten, og det ene af disse har en længere forældelsesfrist, er effektivitetsprincippet, retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning til hinder for en national lovgivning, som uden varsel og med tilbagevirkende kraft forkorter denne forældelsesfrist.

Selv om effektivitetsprincippet således ikke er til hinder for, at en national lovgivning forkorter fristen for, hvornår der kan fremsættes krav om tilbagebetaling af beløb, der er betalt i strid med EU-retten, er det på betingelse af, at den nye frist, der er fastsat, er rimelig, men også at den nye lovgivning indeholder en overgangsordning, hvorunder borgerne har en tilstrækkelig lang frist efter vedtagelsen af lovgivningen til at fremsætte de krav om tilbagebetaling, som de havde ret til at fremsætte efter den tidligere lovgivning. En sådan overgangsordning er nødvendig, idet det forhold, at en forældelsesfrist, der er kortere end den tidligere gældende, med øjeblikkelig virkning finder anvendelse på disse krav, ville medføre, at visse borgere med tilbagevirkende kraft ville blive frataget deres ret til tilbagebetaling eller havde en for kort frist til at gøre denne ret gældende. Forældelsesfrister skal endvidere af hensyn til deres formål, som er at tjene retssikkerheden, fastsættes forud. Princippet om beskyttelse af den berettigede forventning er ligeledes til hinder for, at en ændring af den nationale lovgivning med tilbagevirkende kraft fratager en skattepligtig en ret, som den pågældende før ændringen havde, til at kræve tilbagebetaling af skat, der var opkrævet i strid med EU-retten.

Den omstændighed, at muligheden for at anvende det retsmiddel, der har en længere forældelsesfrist, på det tidspunkt, hvor den skattepligtige anlagde sag, først for nylig var blevet anerkendt af en lavere ret og først senere blev endeligt bekræftet af den højeste domstolsmyndighed, har ikke betydning for denne konklusion.

(jf. præmis 33, 37, 44, 45, 49 og 52 samt domskonkl. 1 og 2)

Sag C-362/12

Test Claimants in the Franked Investment Income Group Litigation

mod

Commissioners of Inland Revenue

og

Commissioners for Her Majesty’s Revenue and Customs

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Supreme Court of the United Kingdom)

»Effektiv domstolsbeskyttelse — effektivitetsprincippet — retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning — tilbagesøgning af beløb erlagt i urigtig formening om skyld — retsmidler — national lovgivning — forkortelse af forældelsesfristen for de retsmidler, der finder anvendelse, uden varsel og med tilbagevirkende kraft«

Sammendrag – Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 12. december 2013

EU-retten — direkte virkning — nationale skatter, der er uforenelige med EU-retten — tilbagebetaling — betingelser — anvendelse af national ret — forældelsesfrist — forkortelse med tilbagevirkende kraft — ikke tilladt, såfremt der ikke er fastsat en tilstrækkelig overgangsperiode — tilsidesættelse af effektivitetsprincippet, retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning

(Art. 19, stk. 1, TEU)

I en situation, hvor de skattepligtige ifølge national ret kan vælge mellem to mulige retsmidler med henblik på tilbagebetaling af skat, der er opkrævet i strid med EU-retten, og det ene af disse har en længere forældelsesfrist, er effektivitetsprincippet, retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning til hinder for en national lovgivning, som uden varsel og med tilbagevirkende kraft forkorter denne forældelsesfrist.

Selv om effektivitetsprincippet således ikke er til hinder for, at en national lovgivning forkorter fristen for, hvornår der kan fremsættes krav om tilbagebetaling af beløb, der er betalt i strid med EU-retten, er det på betingelse af, at den nye frist, der er fastsat, er rimelig, men også at den nye lovgivning indeholder en overgangsordning, hvorunder borgerne har en tilstrækkelig lang frist efter vedtagelsen af lovgivningen til at fremsætte de krav om tilbagebetaling, som de havde ret til at fremsætte efter den tidligere lovgivning. En sådan overgangsordning er nødvendig, idet det forhold, at en forældelsesfrist, der er kortere end den tidligere gældende, med øjeblikkelig virkning finder anvendelse på disse krav, ville medføre, at visse borgere med tilbagevirkende kraft ville blive frataget deres ret til tilbagebetaling eller havde en for kort frist til at gøre denne ret gældende. Forældelsesfrister skal endvidere af hensyn til deres formål, som er at tjene retssikkerheden, fastsættes forud. Princippet om beskyttelse af den berettigede forventning er ligeledes til hinder for, at en ændring af den nationale lovgivning med tilbagevirkende kraft fratager en skattepligtig en ret, som den pågældende før ændringen havde, til at kræve tilbagebetaling af skat, der var opkrævet i strid med EU-retten.

Den omstændighed, at muligheden for at anvende det retsmiddel, der har en længere forældelsesfrist, på det tidspunkt, hvor den skattepligtige anlagde sag, først for nylig var blevet anerkendt af en lavere ret og først senere blev endeligt bekræftet af den højeste domstolsmyndighed, har ikke betydning for denne konklusion.

(jf. præmis 33, 37, 44, 45, 49 og 52 samt domskonkl. 1 og 2)