Sag C-328/12

Ralph Schmid

mod

Lilly Hertel

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesgerichtshof)

»Præjudiciel forelæggelse — retligt samarbejde i civile sager — forordning (EF) nr. 1346/2000 — konkurs — omstødelsessøgsmål støttet på insolvensen — sagsøgte har bopæl i et tredjeland — kompetence for retten i den medlemsstat, hvor centret for skyldnerens hovedinteresser befinder sig«

Sammendrag – Domstolens dom (Første Afdeling) af 16. januar 2014

1. Retligt samarbejde i civile sager — konkurs — forordning nr. 1346/2000 — anvendelsesområde — grænseoverskridende element, der udelukkende vedrører en medlemsstat og et tredjeland — omfattet

   (Rådets forordning nr. 1346/2000, art. 3, stk. 1)

2. Retligt samarbejde i civile sager — konkurs — forordning nr. 1346/2000 — international kompetence til at indlede insolvensbehandling — sag, der er baseret på insolvens og er rettet mod en sagsøgt, der ikke har sin bopæl i en medlemsstat — kompetence for retterne i medlemsstaten til at indlede insolvensbehandling — afgørelser afsagt af nævnte ret kan ikke forpligte tredjelande — ingen betydning

   (Rådets forordning nr. 1346/2000, art. 3, stk. 1)

1.  Anvendelsen af forordningens artikel 3, stk. 1, kan ikke i almindelighed afhænge af, om der foreligger et grænseoverskridende element, der involverer en anden medlemsstat.

   (jf. præmis 29)

2.  Artikel 3, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 1346/2000 om konkurs skal fortolkes således, at retterne i den medlemsstat, på hvis område insolvensbehandlingen er blevet indledt, har kompetence til at behandle en sag, der er baseret på insolvens, og er rettet mod en sagsøgt, der ikke har sin bopæl i en medlemsstat.

   En harmonisering i Unionen af de retlige kompetenceregler i omstødelsessøgsmål, der er baseret på insolvens, bidrager nemlig til gennemførelsen af denne bestemmelses målsætninger, der består i at fremme forudsigeligheden og dermed retssikkerheden for så vidt angår den retslige kompetence ved konkurs, uanset om sagsøgte har sin bopæl i en medlemsstat eller i et tredjeland.

   Den omstændighed, at nævnte forordnings bestemmelser om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser, der er afsagt af den ret, der har indledt insolvensbehandlingen, ikke kan forpligte tredjelande, er således ikke til hinder for anvendelsen af kompetencereglen i forordningens artikel 3, stk. 1. Selv om det ikke er muligt i et konkret tilfælde at støtte sig på selve forordningen med hensyn til anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser, kan det endvidere være muligt i henhold til en bilateral overenskomst at opnå anerkendelse og fuldbyrdelse af en dom afsagt af den kompetente ret. Selv hvis der i øvrigt ikke kan ske anerkendelse og fuldbyrdelse i henhold til en bilateral overenskomst af en sådan dom i den stat, hvor sagsøgte har bopæl, kan denne dom anerkendes og fuldbyrdes af de andre medlemsstater i henhold til forordningens artikel 25, bl.a. i tilfælde af, at en del af sagsøgtes aktiver befinder sig på en af disse staters område.

   (jf. præmis 33, 37 og 39 samt domskonkl.)

Sag C-328/12

Ralph Schmid

mod

Lilly Hertel

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesgerichtshof)

»Præjudiciel forelæggelse — retligt samarbejde i civile sager — forordning (EF) nr. 1346/2000 — konkurs — omstødelsessøgsmål støttet på insolvensen — sagsøgte har bopæl i et tredjeland — kompetence for retten i den medlemsstat, hvor centret for skyldnerens hovedinteresser befinder sig«

Sammendrag – Domstolens dom (Første Afdeling) af 16. januar 2014

1. Retligt samarbejde i civile sager – konkurs – forordning nr. 1346/2000 – anvendelsesområde – grænseoverskridende element, der udelukkende vedrører en medlemsstat og et tredjeland – omfattet

   (Rådets forordning nr. 1346/2000, art. 3, stk. 1)

2. Retligt samarbejde i civile sager – konkurs – forordning nr. 1346/2000 – international kompetence til at indlede insolvensbehandling – sag, der er baseret på insolvens og er rettet mod en sagsøgt, der ikke har sin bopæl i en medlemsstat – kompetence for retterne i medlemsstaten til at indlede insolvensbehandling – afgørelser afsagt af nævnte ret kan ikke forpligte tredjelande – ingen betydning

   (Rådets forordning nr. 1346/2000, art. 3, stk. 1)

1.  Anvendelsen af forordningens artikel 3, stk. 1, kan ikke i almindelighed afhænge af, om der foreligger et grænseoverskridende element, der involverer en anden medlemsstat.

   (jf. præmis 29)

2.  Artikel 3, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 1346/2000 om konkurs skal fortolkes således, at retterne i den medlemsstat, på hvis område insolvensbehandlingen er blevet indledt, har kompetence til at behandle en sag, der er baseret på insolvens, og er rettet mod en sagsøgt, der ikke har sin bopæl i en medlemsstat.

   En harmonisering i Unionen af de retlige kompetenceregler i omstødelsessøgsmål, der er baseret på insolvens, bidrager nemlig til gennemførelsen af denne bestemmelses målsætninger, der består i at fremme forudsigeligheden og dermed retssikkerheden for så vidt angår den retslige kompetence ved konkurs, uanset om sagsøgte har sin bopæl i en medlemsstat eller i et tredjeland.

   Den omstændighed, at nævnte forordnings bestemmelser om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser, der er afsagt af den ret, der har indledt insolvensbehandlingen, ikke kan forpligte tredjelande, er således ikke til hinder for anvendelsen af kompetencereglen i forordningens artikel 3, stk. 1. Selv om det ikke er muligt i et konkret tilfælde at støtte sig på selve forordningen med hensyn til anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser, kan det endvidere være muligt i henhold til en bilateral overenskomst at opnå anerkendelse og fuldbyrdelse af en dom afsagt af den kompetente ret. Selv hvis der i øvrigt ikke kan ske anerkendelse og fuldbyrdelse i henhold til en bilateral overenskomst af en sådan dom i den stat, hvor sagsøgte har bopæl, kan denne dom anerkendes og fuldbyrdes af de andre medlemsstater i henhold til forordningens artikel 25, bl.a. i tilfælde af, at en del af sagsøgtes aktiver befinder sig på en af disse staters område.

   (jf. præmis 33, 37 og 39 samt domskonkl.)