Sag T-76/11

Kongeriget Spanien

mod

Europa-Kommissionen

»Fiskeri — foranstaltninger til bevarelse af fiskeressourcerne — artikel 105 i forordning (EF) nr. 1224/2009 — fradrag i de fangstkvoter, der tildeles for et år, grundet overskridelser af de foregående års kvoter — tidsmæssig anvendelse — retssikkerhed — fortolkning, der sikrer overholdelsen af den primære ret — det strafferetlige legalitetsprincip — forbud mod tilbagevirkende kraft«

Sammendrag – Rettens dom (Tredje Afdeling) af 21. november 2012

1. Institutionernes retsakter – tidsmæssig anvendelse – tilbagevirkende gyldighed for en materielretlig regel – betingelser

2. Fiskeri – bevarelse af havets ressourcer – kvoteordning for fiskeri – fradrag i de fangstkvoter, der tildeles for et år, grundet overskridelser af de foregående års kvoter – forordning nr. 1004/2010 – hjemmel – artikel 105 i forordning nr. 1224/2009 – tidsmæssig anvendelse

   (Rådets forordning nr. 1224/2009, art. 105; Kommissionens forordning nr. 1004/2010)

3. EU-ret – principper – retssikkerhed – rækkevidde

4. Fiskeri – bevarelse af havets ressourcer – kvoteordning for fiskeri – fradrag i de fangstkvoter, der tildeles for et år, grundet overskridelser af de foregående års kvoter – forordning nr. 1004/2010 – hjemmel – artikel 105 i forordning nr. 1224/2009 – tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet – foreligger ikke

   (Rådets forordning nr. 1224/2009, art. 105; Kommissionens forordning nr. 1004/2010)

5. Fiskeri – bevarelse af havets ressourcer – kvoteordning for fiskeri – fradrag i de fangstkvoter, der tildeles for et år, grundet overskridelser af de foregående års kvoter – forordning nr. 1004/2010 – hjemmel – artikel 105 i forordning nr. 1224/2009 – fradrag på grundlag af de bestemmelser, der var gældende forud for forordning nr. 1224/2009 – tilsidesættelse af det strafferetlige legalitetsprincip – foreligger ikke

   (Rådets forordning nr. 847/96, art. 5, nr. 2371/2002, art. 23, stk. 4, og nr. 1224/2009, art. 105; Kommissionens forordning nr. 1004/2010)

6. Fiskeri – bevarelse af havets ressourcer – kvoteordning for fiskeri – fradrag i de fangstkvoter, der tildeles for et år, grundet overskridelser af de foregående års kvoter – fradrag, der ikke udgør sanktioner – overholdelse af det strafferetlige legalitetsprincip – foreligger ikke

   (Rådets forordning nr. 847/96, art. 5, stk. 1, og nr. 2371/2002, art. 23, stk. 4)

1.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 26)

2.  Det eneste retsgrundlag, som Kommissionen kunne basere forordning nr. 1004/2010 om nedsættelse af fiskekvoter for 2010 på grund af tidligere års overfiskning på, er artikel 105 i forordning nr. 1224/2009 om oprettelse af en EF-kontrolordning med henblik på at sikre overholdelse af reglerne i den fælles fiskeripolitik. Hvis denne artikel blev fortolket således, at den ikke fandt anvendelse på overfiskning, der havde fundet sted før den 1. januar 2010, ville det indebære, at disse overskridelser af kvoterne ikke kunne medføre nedsættelser, og derfor være uden konsekvenser. Dette ville imidlertid være i åbenbar strid med de mål, der forfølges med forordning nr. 1224/2009, navnlig målsætningen om fuldt ud at håndhæve begrænsningerne af fiskerimulighederne.

   Kommissionen har desuden pligt til at følge EU-lovgivers klare anvisninger og anvende artikel 105 i forordning nr. 1224/2009 fra og med den 1. januar 2010. Hvis anvendelsen af denne artikel på forhold, der lå forud for dens ikrafttrædelse, eller før den tidsmæssigt fandt anvendelse, viste sig at være problematisk i forhold til retssikkerhedsprincippet, ville det påhvile Kommissionen at fortolke den indskrænkende for at sikre, at dette primærretlige princip ikke blev tilsidesat.

   (jf. præmis 32 og 34)

3.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 39)

4.  Ved at basere forordning nr. 1004/2010 om nedsættelse af fiskekvoter for 2010 på grund af tidligere års overfiskning på artikel 105 i forordning nr. 1224/2009 om oprettelse af en EF-kontrolordning med henblik på at sikre overholdelse af reglerne i den fælles fiskeripolitik, der fandt anvendelse fra den 1. januar 2010, har Kommissionen anvendt en ny lovgivning på forhold, der opstod under og var omfattet af den tidligere lovgivning. Ifølge den lovgivning, der var gældende før artikel 105 i forordning nr. 1224/2009, var Kommissionen imidlertid allerede berettiget til at nedsætte kvoter, der blev tildelt for et givet år, ikke kun grundet overskridelser af det foregående års kvoter, men også overskridelser af tidligere års kvoter. Da Kommissionen ikke har underlagt denne overfiskning en mindre gunstig ordning end den, der var gældende på det tidspunkt, hvor overfiskningen fandt sted, har den ikke tilsidesat retssikkerhedsprincippet.

   (jf. præmis 40, 41, 64 og 65)

5.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 67, 68, 78 og 80-83)

6.  De fradrag, der er fastsat i artikel 23, stk. 4, i forordning nr. 2371/2002 om bevarelse og bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne som led i den fælles fiskeripolitik og artikel 5, stk.1, i forordning nr. 847/96 om supplerende betingelser for forvaltningen af de samlede tilladte fangstmængder og kvoter fra år til år, udgør ikke sanktioner og er ikke underlagt det strafferetlige legalitetsprincip.

   Fangstkvotesystemet har således til formål at sikre, at fiskeressourcerne bevares og udnyttes på en bæredygtig måde. Fradrag i kvoterne har til formål at sikre, at kvoterne overholdes, og har således samme formål.

   Den omstændighed, at fradragene har et sådant formål, udelukker dog ikke, at der er tale om sanktioner i ovennævnte princips forstand, da sanktionsforanstaltninger ligeledes kan forfølge disse formål. En foranstaltning, der blot fastsætter en kompensation for en forårsaget skade og derfor begrænser sig til at genoprette status quo, udgør dog ikke en sanktionsforanstaltning i henhold til princippet om sanktionernes legalitet.

   I denne forbindelse fastsætter artikel 23, stk. 4, i forordning nr. 2371/2002 og artikel 5, stk. 1, i forordning nr. 847/96 blot fradrag, som udgør en direkte kompensation for kvoteoverskridelserne, og fastsætter således ikke en sanktion, dvs. en foranstaltning, der rækker ud over denne kompensation.

   Det er ganske vist korrekt, at disse bestemmelser fastsætter multiplikationsfaktorer for beregning af fradragene. Disse multiplikationsfaktorer kan imidlertid ikke anses for sanktioner, som går videre end formålet om kompensation. Som Kommissionen med rette har anført, har disse multiplikationsfaktorer til formål at sikre fuld godtgørelse for de skader, som skyldes overfiskning. Overfiskning har en negativ indvirkning på den pågældende bestands reproduktionsevne, hvilket kan sinke retableringen af og føre til nedgang i bestanden.

   (jf. præmis 70-72, 76 og 78)

Sag T-76/11

Kongeriget Spanien

mod

Europa-Kommissionen

»Fiskeri — foranstaltninger til bevarelse af fiskeressourcerne — artikel 105 i forordning (EF) nr. 1224/2009 — fradrag i de fangstkvoter, der tildeles for et år, grundet overskridelser af de foregående års kvoter — tidsmæssig anvendelse — retssikkerhed — fortolkning, der sikrer overholdelsen af den primære ret — det strafferetlige legalitetsprincip — forbud mod tilbagevirkende kraft«

Sammendrag – Rettens dom (Tredje Afdeling) af 21. november 2012

1. Institutionernes retsakter – tidsmæssig anvendelse – tilbagevirkende gyldighed for en materielretlig regel – betingelser

2. Fiskeri – bevarelse af havets ressourcer – kvoteordning for fiskeri – fradrag i de fangstkvoter, der tildeles for et år, grundet overskridelser af de foregående års kvoter – forordning nr. 1004/2010 – hjemmel – artikel 105 i forordning nr. 1224/2009 – tidsmæssig anvendelse

   (Rådets forordning nr. 1224/2009, art. 105; Kommissionens forordning nr. 1004/2010)

3. EU-ret – principper – retssikkerhed – rækkevidde

4. Fiskeri – bevarelse af havets ressourcer – kvoteordning for fiskeri – fradrag i de fangstkvoter, der tildeles for et år, grundet overskridelser af de foregående års kvoter – forordning nr. 1004/2010 – hjemmel – artikel 105 i forordning nr. 1224/2009 – tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet – foreligger ikke

   (Rådets forordning nr. 1224/2009, art. 105; Kommissionens forordning nr. 1004/2010)

5. Fiskeri – bevarelse af havets ressourcer – kvoteordning for fiskeri – fradrag i de fangstkvoter, der tildeles for et år, grundet overskridelser af de foregående års kvoter – forordning nr. 1004/2010 – hjemmel – artikel 105 i forordning nr. 1224/2009 – fradrag på grundlag af de bestemmelser, der var gældende forud for forordning nr. 1224/2009 – tilsidesættelse af det strafferetlige legalitetsprincip – foreligger ikke

   (Rådets forordning nr. 847/96, art. 5, nr. 2371/2002, art. 23, stk. 4, og nr. 1224/2009, art. 105; Kommissionens forordning nr. 1004/2010)

6. Fiskeri – bevarelse af havets ressourcer – kvoteordning for fiskeri – fradrag i de fangstkvoter, der tildeles for et år, grundet overskridelser af de foregående års kvoter – fradrag, der ikke udgør sanktioner – overholdelse af det strafferetlige legalitetsprincip – foreligger ikke

   (Rådets forordning nr. 847/96, art. 5, stk. 1, og nr. 2371/2002, art. 23, stk. 4)

1.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 26)

2.  Det eneste retsgrundlag, som Kommissionen kunne basere forordning nr. 1004/2010 om nedsættelse af fiskekvoter for 2010 på grund af tidligere års overfiskning på, er artikel 105 i forordning nr. 1224/2009 om oprettelse af en EF-kontrolordning med henblik på at sikre overholdelse af reglerne i den fælles fiskeripolitik. Hvis denne artikel blev fortolket således, at den ikke fandt anvendelse på overfiskning, der havde fundet sted før den 1. januar 2010, ville det indebære, at disse overskridelser af kvoterne ikke kunne medføre nedsættelser, og derfor være uden konsekvenser. Dette ville imidlertid være i åbenbar strid med de mål, der forfølges med forordning nr. 1224/2009, navnlig målsætningen om fuldt ud at håndhæve begrænsningerne af fiskerimulighederne.

   Kommissionen har desuden pligt til at følge EU-lovgivers klare anvisninger og anvende artikel 105 i forordning nr. 1224/2009 fra og med den 1. januar 2010. Hvis anvendelsen af denne artikel på forhold, der lå forud for dens ikrafttrædelse, eller før den tidsmæssigt fandt anvendelse, viste sig at være problematisk i forhold til retssikkerhedsprincippet, ville det påhvile Kommissionen at fortolke den indskrænkende for at sikre, at dette primærretlige princip ikke blev tilsidesat.

   (jf. præmis 32 og 34)

3.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 39)

4.  Ved at basere forordning nr. 1004/2010 om nedsættelse af fiskekvoter for 2010 på grund af tidligere års overfiskning på artikel 105 i forordning nr. 1224/2009 om oprettelse af en EF-kontrolordning med henblik på at sikre overholdelse af reglerne i den fælles fiskeripolitik, der fandt anvendelse fra den 1. januar 2010, har Kommissionen anvendt en ny lovgivning på forhold, der opstod under og var omfattet af den tidligere lovgivning. Ifølge den lovgivning, der var gældende før artikel 105 i forordning nr. 1224/2009, var Kommissionen imidlertid allerede berettiget til at nedsætte kvoter, der blev tildelt for et givet år, ikke kun grundet overskridelser af det foregående års kvoter, men også overskridelser af tidligere års kvoter. Da Kommissionen ikke har underlagt denne overfiskning en mindre gunstig ordning end den, der var gældende på det tidspunkt, hvor overfiskningen fandt sted, har den ikke tilsidesat retssikkerhedsprincippet.

   (jf. præmis 40, 41, 64 og 65)

5.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 67, 68, 78 og 80-83)

6.  De fradrag, der er fastsat i artikel 23, stk. 4, i forordning nr. 2371/2002 om bevarelse og bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne som led i den fælles fiskeripolitik og artikel 5, stk.1, i forordning nr. 847/96 om supplerende betingelser for forvaltningen af de samlede tilladte fangstmængder og kvoter fra år til år, udgør ikke sanktioner og er ikke underlagt det strafferetlige legalitetsprincip.

   Fangstkvotesystemet har således til formål at sikre, at fiskeressourcerne bevares og udnyttes på en bæredygtig måde. Fradrag i kvoterne har til formål at sikre, at kvoterne overholdes, og har således samme formål.

   Den omstændighed, at fradragene har et sådant formål, udelukker dog ikke, at der er tale om sanktioner i ovennævnte princips forstand, da sanktionsforanstaltninger ligeledes kan forfølge disse formål. En foranstaltning, der blot fastsætter en kompensation for en forårsaget skade og derfor begrænser sig til at genoprette status quo, udgør dog ikke en sanktionsforanstaltning i henhold til princippet om sanktionernes legalitet.

   I denne forbindelse fastsætter artikel 23, stk. 4, i forordning nr. 2371/2002 og artikel 5, stk. 1, i forordning nr. 847/96 blot fradrag, som udgør en direkte kompensation for kvoteoverskridelserne, og fastsætter således ikke en sanktion, dvs. en foranstaltning, der rækker ud over denne kompensation.

   Det er ganske vist korrekt, at disse bestemmelser fastsætter multiplikationsfaktorer for beregning af fradragene. Disse multiplikationsfaktorer kan imidlertid ikke anses for sanktioner, som går videre end formålet om kompensation. Som Kommissionen med rette har anført, har disse multiplikationsfaktorer til formål at sikre fuld godtgørelse for de skader, som skyldes overfiskning. Overfiskning har en negativ indvirkning på den pågældende bestands reproduktionsevne, hvilket kan sinke retableringen af og føre til nedgang i bestanden.

   (jf. præmis 70-72, 76 og 78)