RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Anden Afdeling)

16. september 2013

Carla Faita

mod

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU)

»Personalesag — psykisk chikane — ansøgning om bistand — en afgørelses begrundelse«

Angående:

Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorunder Carla Faita har nedlagt påstand dels om annullation af den af Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) trufne afgørelse af 14. juni 2011 om afslag på den klage, der blev indgivet den 14. februar 2011, dels om, at EØSU tilpligtes at betale hende et beløb på 15000 EUR i erstatning for den angiveligt lidte ikke-økonomiske skade.

Udfald:

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg frifindes. Carla Faita bærer sine egne omkostninger og betaler tre fjerdedele af de af EØSU afholdte omkostninger. EØSU bærer en fjerdedel af sine egne omkostninger.

Sammendrag

1. Tjenestemænd – administrationens bistandspligt – ansøgning om bistand – begreb – ansøgning om, at der træffes en afgørelse eller tildeles erstatning i henhold til vedtægtens artikel 24 – ophør af de handlinger, der er omfattet af ansøgningen – ingen betydning

   (Tjenestemandsvedtægten, art. 24)

2. Tjenestemandssager – retlig interesse – søgsmål anlagt af en tjenestemand, som angiveligt har været udsat for psykisk chikane, rettet mod et afslag på en ansøgning om bistand – sagsøgerens pensionering inden anlæggelsen af sagen – opretholdelse af søgsmålsinteressen

   (Tjenestemandsvedtægten, art. 91)

3. Tjenestemandssager – anbringender – anbringende om, at der foreligger psykisk chikane – forpligtelse til at tage hensyn til hele den relevante faktuelle kontekst

4. Retslig procedure – stævning – formkrav – kort fremstilling af søgsmålsgrundene

5. Tjenestemandssager – forudgående administrativ klage – afgørelse om afslag – ingen forpligtelse for administrationen til at erstatte begrundelsen for den anfægtede retsakt

   (Tjenestemandsvedtægten, art. 90)

6. Tjenestemænd – administrationens bistandspligt – anvendelsesområde – rækkevidde – domstolsprøvelse – grænser

   (Tjenestemandsvedtægten, art. 24)

7. Tjenestemænd – psykisk chikane – begreb – forfremmelse af det angivelige offer – omstændighed, som ikke udelukker, at der foreligger chikane

   (Tjenestemandsvedtægten, art. 12a)

8. Tjenestemænd – psykisk chikane – begreb – bedømmelser og vurderinger indeholdt i en bedømmelsesrapport – ikke afgørende indicier for, at der foreligger chikane

   (Tjenestemandsvedtægten, art. 12a)

9. Tjenestemænd – administrationens bistandspligt – gennemførelse på området for psykisk chikane – det angivelige offers forpligtelse til at overholde den procedure, der er fastsat i institutionens interne regler for indgivelse af en ansøgning om bistand – foreligger ikke

   (Tjenestemandsvedtægten, art. 24)

10. Tjenestemænd – administrationens bistandspligt – anvendelsesområde – rækkevidde – grænser

    (Tjenestemandsvedtægten, art. 24)

11. Tjenestemænd – psykisk chikane – begreb – tjenestemand fjernet fra sit arbejde som suppleant for kontorchefen – omstændighed, som ikke udgør chikane

    (Tjenestemandsvedtægten, art. 12a)

1.  Det er ikke blot en ansøgning indgivet af en tjenestemand, som påberåber sig aktuelt at være udsat for trusler, krænkelser, injurier, ærerørige beskyldninger eller foretaget angreb på person eller formue rettet mod tjenestemanden eller dennes familie på baggrund af hans stilling eller hverv, der skal kvalificeres som en ansøgning om bistand, men ligeledes enhver ansøgning fra en tjenestemand, hvorefter ansættelsesmyndigheden opfordres til at træffe en afgørelse eller at betale ham erstatning af en grund, der har sammenhæng med vedtægtens artikel 24, selv når de culpøse handlinger er ophørt.

   (jf. præmis 48)

   Henvisning til:

   Personaleretten: 8. februar 2011, sag F-95/09, Skareby mod Kommissionen, præmis 25 og 26

2.  En tjenestemand eller en tidligere tjenestemand, som påstår at have været udsat for psykisk chikane, og som anfægter institutionens afvisning af at realitetsbehandle en ansøgning om bistand, har principielt søgsmålsinteresse, selv når de påberåbte forhold er ophørt, eller når sagsøgeren ikke har nedlagt påstand om hverken erstatning af det tab, der fulgte af den påberåbte chikane, eller indledning af en disciplinær forfølgning over for chikanens angivelige ophavsmand eller annullation af en af de retsakter, der ifølge sagsøgeren har bidraget til nævnte chikane, idet administrationens eventuelle anerkendelse af, at der foreligger psykisk chikane, i sig selv kan have en gunstig virkning i forbindelse med helbredelsesprocessen til genopretning af den chikanerede person. I denne henseende fratager den omstændighed, at det angivelige offer er gået på pension før anlæggelsen af sagen, ikke denne sin søgsmålsinteresse.

   (jf. præmis 55)

   Henvisning til:

   Personaleretten: Skareby mod Kommissionen, præmis 26

3.  I forbindelse med et søgsmål om angivelig psykisk chikane skal Unionens retsinstanser ved vurderingen af, om der foreligger ondsindede handlinger, tage hensyn til hele den relevante faktuelle kontekst. En afgørelse er et faktuelt element, som kan udgøre et indicium for, hvilke handlinger der skal tages hensyn til blandt flere, uden at der skal foretages en undersøgelse af dens lovlighed, eller uden at udtømningen af søgsmålsfrister for dennes vedkommende er til hinder for, at Unionens retsinstanser konstaterer, at der foreligger chikane. Det gælder så meget desto mere, som det er muligt, at en forskelsbehandling først viser sig fuldt ud efter udløbet af søgsmålsfristerne til prøvelse af en afgørelse, som er udtryk herfor.

   (jf. præmis 57)

   Henvisning til:

   Personaleretten: 15. februar 2011, sag F-68/09, Barbin mod Parlamentet, præmis 109

4.  Det er tilstrækkeligt, at mindst et anbringende fremført til støtte for en af påstandene kan identificeres af en normalt agtpågivende person i den af sagsøgeren fremførte argumentation, for at et søgsmål skal antages til realitetsbehandling. Hvis flere anbringender fremført til støtte herfor er let identificerbare, kan søgsmålet ikke afvises.

   (jf. præmis 61)

5.  Eftersom administrationen ikke er forpligtet til tage stilling til hvert af de argumenter, som en tjenestemand har fremført i sin ansøgning, når en afgørelse er begrundet på relevant måde, har administrationen ikke grund til at fravige denne begrundelse, når den træffer afgørelse vedrørende en klage rettet mod denne afgørelse, ved at erstatte denne med en ny begrundelse, der er forskellig fra den foregående.

   (jf. præmis 66)

6.  Unionens retsinstansers kontrol af de foranstaltninger, som er truffet af administrationen, når denne har fået forelagt en ansøgning om bistand, begrænser sig til spørgsmålet om, hvorvidt den pågældende institution har baseret sig på en gyldig begrundelse, bl.a. derved, at den har holdt sig inden for rimelige grænser og ikke har udøvet sin skønsmæssige beføjelse på en måde, der er åbenbart fejlagtig. I denne forbindelse er det tilstrækkeligt, at en af de begrundelser, der er fremført af ansættelsesmyndigheden, er gyldig og tilstrækkelig, for at afgørelsen er lovlig.

   Hvad angår lovligheden af en afgørelse om afslag på en ansøgning om bistand, uden at der er indledt en administrativ undersøgelse, skal Unionens retsinstanser undersøge rigtigheden af denne afgørelse, henset til de elementer, som administrationen var blevet underrettet om, bl.a. af den berørte i hans ansøgning om bistand, da den traf afgørelse.

   (jf. præmis 85 og 98)

   Henvisning til:

   Retten i Første Instans: 25. oktober 2007, sag T-154/05, Lo Giudice mod Kommissionen, præmis 137 og den deri nævnte retspraksis

   Personaleretten: 14. april 2011, sag F-113/07, Šimonis mod Kommissionen, præmis 69 og 70

7.  Den omstændighed, at en tjenestemand er blevet forfremmet, gør det ikke muligt at udelukke, at denne er udsat for chikane eller ondsindede handlinger fra den overordnede, og dette så meget desto mindre, når tjenestemandens forfremmelse blev besluttet til trods for hans overordnedes opfattelse.

   (jf. præmis 89)

8.  Den omstændighed, at en tjenestemands bedømmelsesrapporter ikke er negative, gør det ikke muligt at udelukke, at der foreligger chikane eller ondsindet adfærd over for sidstnævnte, idet en sådan adfærd kan komme til udtryk uden for bedømmelsesåret. Bedømmelser og vurderinger, såvel negative som positive, i en bedømmelsesrapport kan nemlig ikke i sig selv anses for indicier for, at rapporten er udarbejdet med psykisk chikane som formål.

   (jf. præmis 90)

   Henvisning til:

   Personaleretten: 2. december 2008, sag F-15/07, K mod Parlamentet, præmis 39

9.  Den omstændighed, at en tjenestemand ikke har indledt den procedure vedrørende chikane, der er fastsat i en institutions interne regler, er ikke til hinder for, at ansættelsesmyndigheden undersøger realiteten af de beskyldninger, der er fremført i forbindelse med en ansøgning om bistand rettet til administrationen. En gennemførelsesforanstaltning kan nemlig udelukkende danne rammen for en tjenestemands udøvelse af en ret, der er fastsat i vedtægten, men ikke indskrænke rækkevidden heraf, således at den pågældende institution ikke kan betinge nævnte tjenestemands udøvelse af hans ret til at indgive en ansøgning om bistand af den forudgående udøvelse af en intern procedure, der ikke er fastsat i vedtægten. Selv om det er ønskeligt at anvende interne procedurer, der er indført ved almindelige gennemførelsesbestemmelser, kan eksistensen af sådanne procedurer derfor ikke fratage tjenestemænd deres vedtægtsmæssige ret til at fremsende en klage eller anlægge sag ved Unionens retsinstanser til prøvelse af en akt, uden forudgående at have udtømt de eksisterende interne procedurer.

   (jf. præmis 91)

   Henvisning til:

   Personaleretten: 18. maj 2009, forenede sager F-138/06 og F-37/08, Meister mod KHIM, præmis 138-140

10.  Selv om ansættelsesmyndigheden stillet over for en episode, som er uforenelig med en ordentlig og rolig afvikling af tjenesten, skal skride ind, er den ikke forpligtet til at iværksætte en undersøgelse på grundlag af blotte beskyldninger uden bevis eller i det mindste antydning af bevis. Med henblik på at beskytte rettighederne for de personer, som kan være omfattet, skal nævnte myndighed nemlig sikre sig, at den, før den indleder en undersøgelse, råder over indicier, som kan understøtte dens eventuelle mistanker. Følgelig tilkommer det den tjenestemand, som indgiver en ansøgning baseret på vedtægtens artikel 24, at fremføre antydning af bevis for, at de angreb, som han påstår at have været udsat for, har fundet sted. Kun når sådanne elementer foreligger, skal institutionen træffe passende foranstaltninger.

    (jf. præmis 97)

    Henvisning til:

    Domstolen: 26. januar 1989, sag 224/87, Koutchoumoff mod Kommissionen, præmis 15 og 16

    Retten: 12. juli 2012, sag T-308/10 P, Kommissionen mod Nanopoulos, præmis 152

11.  Den omstændighed, at en kontorchef beslutter, at en tjenestemand ikke længere skal afløse ham under hans fravær, kan ikke udgøre bevis for psykisk chikane eller ondsindet adfærd fra hans side, eftersom alle kontorchefer frit kan vælge den tjenestemand eller anden ansat, som skal erstatte ham under hans fravær, eftersom han vedtægtsmæssigt forbliver den første ansvarlige for afdelingen. I denne forbindelse gælder, at den omstændighed, at en tjenestemand har en vis anciennitet i en afdeling, eller endog har en højere lønklasse, ikke giver ham ret til at udøve personaleledelsesmæssige funktioner og heller ikke ledelsesopgaver.

    (jf. præmis 100)

RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Anden Afdeling)

16. september 2013

Carla Faita

mod

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU)

»Personalesag — psykisk chikane — ansøgning om bistand — en afgørelses begrundelse«

Angående:

Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorunder Carla Faita har nedlagt påstand dels om annullation af den af Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) trufne afgørelse af 14. juni 2011 om afslag på den klage, der blev indgivet den 14. februar 2011, dels om, at EØSU tilpligtes at betale hende et beløb på 15000 EUR i erstatning for den angiveligt lidte ikke-økonomiske skade.

Udfald:

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg frifindes. Carla Faita bærer sine egne omkostninger og betaler tre fjerdedele af de af EØSU afholdte omkostninger. EØSU bærer en fjerdedel af sine egne omkostninger.

Sammendrag

1. Tjenestemænd – administrationens bistandspligt – ansøgning om bistand – begreb – ansøgning om, at der træffes en afgørelse eller tildeles erstatning i henhold til vedtægtens artikel 24 – ophør af de handlinger, der er omfattet af ansøgningen – ingen betydning

   (Tjenestemandsvedtægten, art. 24)

2. Tjenestemandssager – retlig interesse – søgsmål anlagt af en tjenestemand, som angiveligt har været udsat for psykisk chikane, rettet mod et afslag på en ansøgning om bistand – sagsøgerens pensionering inden anlæggelsen af sagen – opretholdelse af søgsmålsinteressen

   (Tjenestemandsvedtægten, art. 91)

3. Tjenestemandssager – anbringender – anbringende om, at der foreligger psykisk chikane – forpligtelse til at tage hensyn til hele den relevante faktuelle kontekst

4. Retslig procedure – stævning – formkrav – kort fremstilling af søgsmålsgrundene

5. Tjenestemandssager – forudgående administrativ klage – afgørelse om afslag – ingen forpligtelse for administrationen til at erstatte begrundelsen for den anfægtede retsakt

   (Tjenestemandsvedtægten, art. 90)

6. Tjenestemænd – administrationens bistandspligt – anvendelsesområde – rækkevidde – domstolsprøvelse – grænser

   (Tjenestemandsvedtægten, art. 24)

7. Tjenestemænd – psykisk chikane – begreb – forfremmelse af det angivelige offer – omstændighed, som ikke udelukker, at der foreligger chikane

   (Tjenestemandsvedtægten, art. 12a)

8. Tjenestemænd – psykisk chikane – begreb – bedømmelser og vurderinger indeholdt i en bedømmelsesrapport – ikke afgørende indicier for, at der foreligger chikane

   (Tjenestemandsvedtægten, art. 12a)

9. Tjenestemænd – administrationens bistandspligt – gennemførelse på området for psykisk chikane – det angivelige offers forpligtelse til at overholde den procedure, der er fastsat i institutionens interne regler for indgivelse af en ansøgning om bistand – foreligger ikke

   (Tjenestemandsvedtægten, art. 24)

10. Tjenestemænd – administrationens bistandspligt – anvendelsesområde – rækkevidde – grænser

    (Tjenestemandsvedtægten, art. 24)

11. Tjenestemænd – psykisk chikane – begreb – tjenestemand fjernet fra sit arbejde som suppleant for kontorchefen – omstændighed, som ikke udgør chikane

    (Tjenestemandsvedtægten, art. 12a)

1.  Det er ikke blot en ansøgning indgivet af en tjenestemand, som påberåber sig aktuelt at være udsat for trusler, krænkelser, injurier, ærerørige beskyldninger eller foretaget angreb på person eller formue rettet mod tjenestemanden eller dennes familie på baggrund af hans stilling eller hverv, der skal kvalificeres som en ansøgning om bistand, men ligeledes enhver ansøgning fra en tjenestemand, hvorefter ansættelsesmyndigheden opfordres til at træffe en afgørelse eller at betale ham erstatning af en grund, der har sammenhæng med vedtægtens artikel 24, selv når de culpøse handlinger er ophørt.

   (jf. præmis 48)

   Henvisning til:

   Personaleretten: 8. februar 2011, sag F-95/09, Skareby mod Kommissionen, præmis 25 og 26

2.  En tjenestemand eller en tidligere tjenestemand, som påstår at have været udsat for psykisk chikane, og som anfægter institutionens afvisning af at realitetsbehandle en ansøgning om bistand, har principielt søgsmålsinteresse, selv når de påberåbte forhold er ophørt, eller når sagsøgeren ikke har nedlagt påstand om hverken erstatning af det tab, der fulgte af den påberåbte chikane, eller indledning af en disciplinær forfølgning over for chikanens angivelige ophavsmand eller annullation af en af de retsakter, der ifølge sagsøgeren har bidraget til nævnte chikane, idet administrationens eventuelle anerkendelse af, at der foreligger psykisk chikane, i sig selv kan have en gunstig virkning i forbindelse med helbredelsesprocessen til genopretning af den chikanerede person. I denne henseende fratager den omstændighed, at det angivelige offer er gået på pension før anlæggelsen af sagen, ikke denne sin søgsmålsinteresse.

   (jf. præmis 55)

   Henvisning til:

   Personaleretten: Skareby mod Kommissionen, præmis 26

3.  I forbindelse med et søgsmål om angivelig psykisk chikane skal Unionens retsinstanser ved vurderingen af, om der foreligger ondsindede handlinger, tage hensyn til hele den relevante faktuelle kontekst. En afgørelse er et faktuelt element, som kan udgøre et indicium for, hvilke handlinger der skal tages hensyn til blandt flere, uden at der skal foretages en undersøgelse af dens lovlighed, eller uden at udtømningen af søgsmålsfrister for dennes vedkommende er til hinder for, at Unionens retsinstanser konstaterer, at der foreligger chikane. Det gælder så meget desto mere, som det er muligt, at en forskelsbehandling først viser sig fuldt ud efter udløbet af søgsmålsfristerne til prøvelse af en afgørelse, som er udtryk herfor.

   (jf. præmis 57)

   Henvisning til:

   Personaleretten: 15. februar 2011, sag F-68/09, Barbin mod Parlamentet, præmis 109

4.  Det er tilstrækkeligt, at mindst et anbringende fremført til støtte for en af påstandene kan identificeres af en normalt agtpågivende person i den af sagsøgeren fremførte argumentation, for at et søgsmål skal antages til realitetsbehandling. Hvis flere anbringender fremført til støtte herfor er let identificerbare, kan søgsmålet ikke afvises.

   (jf. præmis 61)

5.  Eftersom administrationen ikke er forpligtet til tage stilling til hvert af de argumenter, som en tjenestemand har fremført i sin ansøgning, når en afgørelse er begrundet på relevant måde, har administrationen ikke grund til at fravige denne begrundelse, når den træffer afgørelse vedrørende en klage rettet mod denne afgørelse, ved at erstatte denne med en ny begrundelse, der er forskellig fra den foregående.

   (jf. præmis 66)

6.  Unionens retsinstansers kontrol af de foranstaltninger, som er truffet af administrationen, når denne har fået forelagt en ansøgning om bistand, begrænser sig til spørgsmålet om, hvorvidt den pågældende institution har baseret sig på en gyldig begrundelse, bl.a. derved, at den har holdt sig inden for rimelige grænser og ikke har udøvet sin skønsmæssige beføjelse på en måde, der er åbenbart fejlagtig. I denne forbindelse er det tilstrækkeligt, at en af de begrundelser, der er fremført af ansættelsesmyndigheden, er gyldig og tilstrækkelig, for at afgørelsen er lovlig.

   Hvad angår lovligheden af en afgørelse om afslag på en ansøgning om bistand, uden at der er indledt en administrativ undersøgelse, skal Unionens retsinstanser undersøge rigtigheden af denne afgørelse, henset til de elementer, som administrationen var blevet underrettet om, bl.a. af den berørte i hans ansøgning om bistand, da den traf afgørelse.

   (jf. præmis 85 og 98)

   Henvisning til:

   Retten i Første Instans: 25. oktober 2007, sag T-154/05, Lo Giudice mod Kommissionen, præmis 137 og den deri nævnte retspraksis

   Personaleretten: 14. april 2011, sag F-113/07, Šimonis mod Kommissionen, præmis 69 og 70

7.  Den omstændighed, at en tjenestemand er blevet forfremmet, gør det ikke muligt at udelukke, at denne er udsat for chikane eller ondsindede handlinger fra den overordnede, og dette så meget desto mindre, når tjenestemandens forfremmelse blev besluttet til trods for hans overordnedes opfattelse.

   (jf. præmis 89)

8.  Den omstændighed, at en tjenestemands bedømmelsesrapporter ikke er negative, gør det ikke muligt at udelukke, at der foreligger chikane eller ondsindet adfærd over for sidstnævnte, idet en sådan adfærd kan komme til udtryk uden for bedømmelsesåret. Bedømmelser og vurderinger, såvel negative som positive, i en bedømmelsesrapport kan nemlig ikke i sig selv anses for indicier for, at rapporten er udarbejdet med psykisk chikane som formål.

   (jf. præmis 90)

   Henvisning til:

   Personaleretten: 2. december 2008, sag F-15/07, K mod Parlamentet, præmis 39

9.  Den omstændighed, at en tjenestemand ikke har indledt den procedure vedrørende chikane, der er fastsat i en institutions interne regler, er ikke til hinder for, at ansættelsesmyndigheden undersøger realiteten af de beskyldninger, der er fremført i forbindelse med en ansøgning om bistand rettet til administrationen. En gennemførelsesforanstaltning kan nemlig udelukkende danne rammen for en tjenestemands udøvelse af en ret, der er fastsat i vedtægten, men ikke indskrænke rækkevidden heraf, således at den pågældende institution ikke kan betinge nævnte tjenestemands udøvelse af hans ret til at indgive en ansøgning om bistand af den forudgående udøvelse af en intern procedure, der ikke er fastsat i vedtægten. Selv om det er ønskeligt at anvende interne procedurer, der er indført ved almindelige gennemførelsesbestemmelser, kan eksistensen af sådanne procedurer derfor ikke fratage tjenestemænd deres vedtægtsmæssige ret til at fremsende en klage eller anlægge sag ved Unionens retsinstanser til prøvelse af en akt, uden forudgående at have udtømt de eksisterende interne procedurer.

   (jf. præmis 91)

   Henvisning til:

   Personaleretten: 18. maj 2009, forenede sager F-138/06 og F-37/08, Meister mod KHIM, præmis 138-140

10.  Selv om ansættelsesmyndigheden stillet over for en episode, som er uforenelig med en ordentlig og rolig afvikling af tjenesten, skal skride ind, er den ikke forpligtet til at iværksætte en undersøgelse på grundlag af blotte beskyldninger uden bevis eller i det mindste antydning af bevis. Med henblik på at beskytte rettighederne for de personer, som kan være omfattet, skal nævnte myndighed nemlig sikre sig, at den, før den indleder en undersøgelse, råder over indicier, som kan understøtte dens eventuelle mistanker. Følgelig tilkommer det den tjenestemand, som indgiver en ansøgning baseret på vedtægtens artikel 24, at fremføre antydning af bevis for, at de angreb, som han påstår at have været udsat for, har fundet sted. Kun når sådanne elementer foreligger, skal institutionen træffe passende foranstaltninger.

    (jf. præmis 97)

    Henvisning til:

    Domstolen: 26. januar 1989, sag 224/87, Koutchoumoff mod Kommissionen, præmis 15 og 16

    Retten: 12. juli 2012, sag T-308/10 P, Kommissionen mod Nanopoulos, præmis 152

11.  Den omstændighed, at en kontorchef beslutter, at en tjenestemand ikke længere skal afløse ham under hans fravær, kan ikke udgøre bevis for psykisk chikane eller ondsindet adfærd fra hans side, eftersom alle kontorchefer frit kan vælge den tjenestemand eller anden ansat, som skal erstatte ham under hans fravær, eftersom han vedtægtsmæssigt forbliver den første ansvarlige for afdelingen. I denne forbindelse gælder, at den omstændighed, at en tjenestemand har en vis anciennitet i en afdeling, eller endog har en højere lønklasse, ikke giver ham ret til at udøve personaleledelsesmæssige funktioner og heller ikke ledelsesopgaver.

    (jf. præmis 100)