Sag C-533/11

Europa-Kommissionen

mod

Kongeriget Belgien

»Traktatbrud — direktiv 91/271/EØF — rensning af byspildevand — dom, hvorved Domstolen fastslår et traktatbrud — manglende opfyldelse — artikel 260 TEUF — økonomiske sanktioner — pålæggelse af et fast beløb og en tvangsbøde«

Sammendrag – Domstolens dom (Femte Afdeling) af 17. oktober 2013

1. Traktatbrudssøgsmål – Domstolens dom, der fastslår traktatbrud – frist for opfyldelse – det relevante tidspunkt for bedømmelsen af, om der foreligger et traktatbrud (Art. 228, stk. 2, EF; art. 260, stk. 1, TEUF)

2. Traktatbrudssøgsmål – Domstolens dom, der fastslår traktatbrud – tilsidesættelse af pligten til at opfylde dommen – økonomiske sanktioner – pålæggelse af et fast beløb – Kommissionens forslag og retningslinjer – indvirkning – Domstolens skønsbeføjelse – bedømmelseskriterier

   (Art. 260, stk. 2, TEUF)

3. Traktatbrudssøgsmål – Domstolens dom, der fastslår traktatbrud – tilsidesættelse af pligten til at opfylde dommen – økonomiske sanktioner – tvangsbøder – betalingspålæg – betingelse – et traktatbruds fortsatte beståen indtil afsigelsen af dommen

   (Art. 260, stk. 2, TEUF)

4. Traktatbrudssøgsmål – Domstolens dom, der fastslår traktatbrud – tilsidesættelse af pligten til at opfylde dommen – økonomiske sanktioner – tvangsbøder – fastsættelse af beløbet – kriterier

   (Art. 260, stk. 2, TEUF)

5. Traktatbrudssøgsmål – Domstolens dom, der fastslår traktatbrud – tilsidesættelse af pligten til at opfylde dommen – økonomiske sanktioner – tvangsbøder – fastsættelse af beløbet – gradvist faldende tvangsbøde

   (Art. 260, stk. 2, TEUF; Rådets direktiv 91/271)

1.  Det relevante tidspunkt for bedømmelsen af, om der foreligger et traktatbrud i henhold til artikel 260, stk. 1, TEUF, er udløbet af den frist, der er fastsat i den åbningsskrivelse, som er fremsendt i henhold til denne bestemmelse. Når traktatbrudsproceduren imidlertid er blevet indledt på grundlag af artikel 228, stk. 2, EF, er det relevante tidspunkt for bedømmelsen af, om der foreligger et traktatbrud, udløbet af den frist, der er fastsat i den begrundede udtalelse, som er fremsendt før Lissabontraktatens ikrafttræden, dvs. den 1. december 2009.

   (jf. præmis 32)

2.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 51-61)

3.  Domfældelsen af en medlemsstat, som har tilsidesat de forpligtelser, som påhviler det i henhold til artikel 260, stk. 1, TEUF, til betaling af en tvangsbøde er i princippet kun begrundet, såfremt der fortsat foreligger et traktatbrud på grund af, at en foregående dom fra Domstolen ikke er blevet opfyldt, indtil Domstolens undersøgelse af de faktiske omstændigheder. Hvis de nødvendige foranstaltninger til opfyldelse af dommen endnu ikke er blevet fuldt ud vedtaget på datoen for retsmødet, udgør domfældelsen af denne medlemsstat til at betale en tvangsbøde et passende økonomisk middel med henblik på at sikre en fuldstændig opfyldelse af denne dom.

   I tilfælde af en fortsat udvikling hen imod en fuldstændig opfyldelse af førnævnte dom, er det derimod ikke udelukket, at denne dom er fuldstændig opfyldt på tidspunktet for afsigelsen af den dom, hvori traktatbruddet fastslås. Tvangsbøden pålægges således kun i tilfælde af, at traktatbruddet fortsat består på tidspunktet for afsigelsen af den dom, hvori nævnte traktatbrud fastslås.

   (jf. præmis 64-67)

4.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 68 og 69)

5.  Eftersom fremlæggelse af bevis for overensstemmelse med direktiv 91/271 om rensning af byspildevand kan kræve en vis frist og for at tage hensyn til eventuelle fremskridt foretaget af en medlemsstat, som har tilsidesat de forpligtelser, der følger af førnævnte direktivs artikel 3 og 5, skal tvangsbødens faktiske beløb beregnes på grundlag af perioder på seks måneder, idet det samlede beløb vedrørende sådanne perioder nedsættes med en procentdel svarende til den andel, som repræsenterer det antal personækvivalenter, som er blevet bragt i overensstemmelse med den dom, hvori medlemsstatens traktatbrud blev fastslået, ved udløbet af en sådan periode i forhold til antallet af personækvivalenter, som ikke er i overensstemmelse med dommen om idømmelse til betaling af en tvangsbøde på datoen for dens afsigelse.

   (jf. præmis 73 og 74 samt domskonkl. 3)

Sag C-533/11

Europa-Kommissionen

mod

Kongeriget Belgien

»Traktatbrud — direktiv 91/271/EØF — rensning af byspildevand — dom, hvorved Domstolen fastslår et traktatbrud — manglende opfyldelse — artikel 260 TEUF — økonomiske sanktioner — pålæggelse af et fast beløb og en tvangsbøde«

Sammendrag – Domstolens dom (Femte Afdeling) af 17. oktober 2013

1. Traktatbrudssøgsmål — Domstolens dom, der fastslår traktatbrud — frist for opfyldelse — det relevante tidspunkt for bedømmelsen af, om der foreligger et traktatbrud (Art. 228, stk. 2, EF; art. 260, stk. 1, TEUF)

2. Traktatbrudssøgsmål — Domstolens dom, der fastslår traktatbrud — tilsidesættelse af pligten til at opfylde dommen — økonomiske sanktioner — pålæggelse af et fast beløb — Kommissionens forslag og retningslinjer — indvirkning — Domstolens skønsbeføjelse — bedømmelseskriterier

   (Art. 260, stk. 2, TEUF)

3. Traktatbrudssøgsmål — Domstolens dom, der fastslår traktatbrud — tilsidesættelse af pligten til at opfylde dommen — økonomiske sanktioner — tvangsbøder — betalingspålæg — betingelse — et traktatbruds fortsatte beståen indtil afsigelsen af dommen

   (Art. 260, stk. 2, TEUF)

4. Traktatbrudssøgsmål — Domstolens dom, der fastslår traktatbrud — tilsidesættelse af pligten til at opfylde dommen — økonomiske sanktioner — tvangsbøder — fastsættelse af beløbet — kriterier

   (Art. 260, stk. 2, TEUF)

5. Traktatbrudssøgsmål — Domstolens dom, der fastslår traktatbrud — tilsidesættelse af pligten til at opfylde dommen — økonomiske sanktioner — tvangsbøder — fastsættelse af beløbet — gradvist faldende tvangsbøde

   (Art. 260, stk. 2, TEUF; Rådets direktiv 91/271)

1.  Det relevante tidspunkt for bedømmelsen af, om der foreligger et traktatbrud i henhold til artikel 260, stk. 1, TEUF, er udløbet af den frist, der er fastsat i den åbningsskrivelse, som er fremsendt i henhold til denne bestemmelse. Når traktatbrudsproceduren imidlertid er blevet indledt på grundlag af artikel 228, stk. 2, EF, er det relevante tidspunkt for bedømmelsen af, om der foreligger et traktatbrud, udløbet af den frist, der er fastsat i den begrundede udtalelse, som er fremsendt før Lissabontraktatens ikrafttræden, dvs. den 1. december 2009.

   (jf. præmis 32)

2.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 51-61)

3.  Domfældelsen af en medlemsstat, som har tilsidesat de forpligtelser, som påhviler det i henhold til artikel 260, stk. 1, TEUF, til betaling af en tvangsbøde er i princippet kun begrundet, såfremt der fortsat foreligger et traktatbrud på grund af, at en foregående dom fra Domstolen ikke er blevet opfyldt, indtil Domstolens undersøgelse af de faktiske omstændigheder. Hvis de nødvendige foranstaltninger til opfyldelse af dommen endnu ikke er blevet fuldt ud vedtaget på datoen for retsmødet, udgør domfældelsen af denne medlemsstat til at betale en tvangsbøde et passende økonomisk middel med henblik på at sikre en fuldstændig opfyldelse af denne dom.

   I tilfælde af en fortsat udvikling hen imod en fuldstændig opfyldelse af førnævnte dom, er det derimod ikke udelukket, at denne dom er fuldstændig opfyldt på tidspunktet for afsigelsen af den dom, hvori traktatbruddet fastslås. Tvangsbøden pålægges således kun i tilfælde af, at traktatbruddet fortsat består på tidspunktet for afsigelsen af den dom, hvori nævnte traktatbrud fastslås.

   (jf. præmis 64-67)

4.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 68 og 69)

5.  Eftersom fremlæggelse af bevis for overensstemmelse med direktiv 91/271 om rensning af byspildevand kan kræve en vis frist og for at tage hensyn til eventuelle fremskridt foretaget af en medlemsstat, som har tilsidesat de forpligtelser, der følger af førnævnte direktivs artikel 3 og 5, skal tvangsbødens faktiske beløb beregnes på grundlag af perioder på seks måneder, idet det samlede beløb vedrørende sådanne perioder nedsættes med en procentdel svarende til den andel, som repræsenterer det antal personækvivalenter, som er blevet bragt i overensstemmelse med den dom, hvori medlemsstatens traktatbrud blev fastslået, ved udløbet af en sådan periode i forhold til antallet af personækvivalenter, som ikke er i overensstemmelse med dommen om idømmelse til betaling af en tvangsbøde på datoen for dens afsigelse.

   (jf. præmis 73 og 74 samt domskonkl. 3)