Sag C-380/11

DI. VI. Finanziaria di Diego della Valle & C. SapA

mod

Administration des contributions en matière d’impôts

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal administratif (Luxembourg))

»Etableringsfrihed — artikel 49 TEUF — skattelovgivning — formueskat — betingelser for indrømmelse af formueskattenedsættelse — fortabelse af status som formueskattepligtig som følge af, at hjemstedet bliver flyttet til en anden medlemsstat — restriktion — begrundelse — tvingende almene hensyn«

Sammendrag – Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 6. september 2012

1. Fri bevægelighed for personer – etableringsfrihed – traktatens bestemmelser – anvendelsesområde – flytning af et nationalt selskabs hjemsted til en anden medlemsstat – nationale skattebestemmelser, som finder anvendelse i forbindelse med flytningen – omfattet

   (Art. 49 TEUF og 54 TEUF)

2. Fri bevægelighed for personer – etableringsfrihed – restriktioner – skattelovgivning – formueskat – nationale bestemmelser, der gør nedsættelse af formueskatten betinget af opretholdelsen af status som formueskattepligtig i den pågældende medlemsstat i fem år – ikke tilladt – begrundelse i kravet om afbalanceret fordeling af beskatningskompetencen og i hensynet til at sikre sammenhængen i beskatningsordningen – foreligger ikke

   (Art. 49 TEUF)

3. Fri bevægelighed for personer – etableringsfrihed – restriktioner – begrundelse – tvingende almene hensyn – bestræbelserne på at opnå et skatteprovenu – ikke tilladt

   (Art. 49 TEUF)

1.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 29-31)

2.  Artikel 49 TEUF skal fortolkes således, at den under omstændigheder, hvor et selskab flytter sit vedtægtsmæssige hjemsted til en anden medlemsstat, er til hinder for en national lovgivning, hvorefter indrømmelse af en formueskattenedsættelse er betinget af, at selskabet forbliver formueskattepligtig i de fem efterfølgende skatteår.

   En sådan hindring for etableringsfriheden kan ikke begrundes i kravet om en afbalanceret fordeling af beskatningskompetencen mellem medlemsstaterne. Den omstændighed, at et selskab fratages en indrømmet formueskattenedsættelse, og den omstændighed, at der kræves øjeblikkelig betaling på det tidspunkt, hvor dette selskab flytter sit hjemsted til en anden medlemsstat, sikrer nemlig hverken sidstnævnte medlemsstats beskatningskompetence eller en afbalanceret fordeling af beskatningskompetencen mellem de pågældende medlemsstater, idet selve karakteren af den mekanisme, hvorefter en fordel fratages, forudsætter, at medlemsstaten på forhånd havde accepteret at indrømme denne fordel og følgelig at nedsætte de hjemmehørende skattepligtiges formueskat, såfremt de i den nationale lovgivning fastsatte betingelser var opfyldt.

   Denne hindring kan heller ikke anses for begrundet i hensynet til at sikre sammenhængen i den nationale beskatningsordning, såfremt der ikke foreligger en direkte sammenhæng mellem på den ene side indrømmelsen af formueskattenedsættelse til et selskab, der opfylder de i den nationale lovgivning fastsatte betingelser, og på den anden side de formål, der tilstræbes med denne lovgivning, bl.a. det forhold at udligne nævnte skattemæssige fordel med yderligere indtægter på selskabsskatteområdet og på området for erhvervsskat af driftsoverskuddet i fem år.

   (jf. præmis 44-46, 48 og 52 samt domskonkl.)

3.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 50)

Sag C-380/11

DI. VI. Finanziaria di Diego della Valle & C. SapA

mod

Administration des contributions en matière d’impôts

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal administratif (Luxembourg))

»Etableringsfrihed — artikel 49 TEUF — skattelovgivning — formueskat — betingelser for indrømmelse af formueskattenedsættelse — fortabelse af status som formueskattepligtig som følge af, at hjemstedet bliver flyttet til en anden medlemsstat — restriktion — begrundelse — tvingende almene hensyn«

Sammendrag – Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 6. september 2012

1. Fri bevægelighed for personer — etableringsfrihed — traktatens bestemmelser — anvendelsesområde — flytning af et nationalt selskabs hjemsted til en anden medlemsstat — nationale skattebestemmelser, som finder anvendelse i forbindelse med flytningen — omfattet

   (Art. 49 TEUF og 54 TEUF)

2. Fri bevægelighed for personer — etableringsfrihed — restriktioner — skattelovgivning — formueskat — nationale bestemmelser, der gør nedsættelse af formueskatten betinget af opretholdelsen af status som formueskattepligtig i den pågældende medlemsstat i fem år — ikke tilladt — begrundelse i kravet om afbalanceret fordeling af beskatningskompetencen og i hensynet til at sikre sammenhængen i beskatningsordningen — foreligger ikke

   (Art. 49 TEUF)

3. Fri bevægelighed for personer — etableringsfrihed — restriktioner — begrundelse — tvingende almene hensyn — bestræbelserne på at opnå et skatteprovenu — ikke tilladt

   (Art. 49 TEUF)

1.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 29-31)

2.  Artikel 49 TEUF skal fortolkes således, at den under omstændigheder, hvor et selskab flytter sit vedtægtsmæssige hjemsted til en anden medlemsstat, er til hinder for en national lovgivning, hvorefter indrømmelse af en formueskattenedsættelse er betinget af, at selskabet forbliver formueskattepligtig i de fem efterfølgende skatteår.

   En sådan hindring for etableringsfriheden kan ikke begrundes i kravet om en afbalanceret fordeling af beskatningskompetencen mellem medlemsstaterne. Den omstændighed, at et selskab fratages en indrømmet formueskattenedsættelse, og den omstændighed, at der kræves øjeblikkelig betaling på det tidspunkt, hvor dette selskab flytter sit hjemsted til en anden medlemsstat, sikrer nemlig hverken sidstnævnte medlemsstats beskatningskompetence eller en afbalanceret fordeling af beskatningskompetencen mellem de pågældende medlemsstater, idet selve karakteren af den mekanisme, hvorefter en fordel fratages, forudsætter, at medlemsstaten på forhånd havde accepteret at indrømme denne fordel og følgelig at nedsætte de hjemmehørende skattepligtiges formueskat, såfremt de i den nationale lovgivning fastsatte betingelser var opfyldt.

   Denne hindring kan heller ikke anses for begrundet i hensynet til at sikre sammenhængen i den nationale beskatningsordning, såfremt der ikke foreligger en direkte sammenhæng mellem på den ene side indrømmelsen af formueskattenedsættelse til et selskab, der opfylder de i den nationale lovgivning fastsatte betingelser, og på den anden side de formål, der tilstræbes med denne lovgivning, bl.a. det forhold at udligne nævnte skattemæssige fordel med yderligere indtægter på selskabsskatteområdet og på området for erhvervsskat af driftsoverskuddet i fem år.

   (jf. præmis 44-46, 48 og 52 samt domskonkl.)

3.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 50)