Sag C-369/11

Europa-Kommissionen

mod

Den Italienske Republik

»Traktatbrud — transport — direktiv 2001/14/EF — artikel 4, stk. 1, og artikel 30, stk. 3 — tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet — opkrævning af afgifter — infrastrukturafgifter — infrastrukturforvalterens uafhængighed«

Sammendrag – Domstolens dom (Første Afdeling) af 3. oktober 2013

1. Transport – jernbanetransport – direktiv 2001/14 – tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet og opkrævning af afgifter – opkrævning af afgifter for brug af infrastruktur – medlemsstaternes forpligtelser – rækkevidde – fastlæggelse af afgifterne for adgang til infrastrukturen – ikke omfattet – infrastrukturforvalterens manglende uafhængighed – undladelse

   (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/14, art. 4, stk. 1, og art. 30, stk. 3)

2. Traktatbrudssøgsmål – Domstolens prøvelse af søgsmålsgrundlaget – relevante forhold – forholdene ved udløbet af den i den begrundede udtalelse fastsatte frist

   (Art. 258 TEUF)

3. Traktatbrudssøgsmål – bevis for traktatbruddet – Kommissionens bevisbyrde – fremlæggelse af forhold, der godtgør traktatbruddet – formodninger – ikke tilladt

   (Art. 258 TEUF)

1.  En medlemsstat, som ikke sikrer infrastrukturforvalterens uafhængighed ved fastlæggelsen af afgifterne for adgang til infrastrukturen og tildelingen af jernbaneinfrastrukturkapacitet, tilsidesætter sine forpligtelser i henhold til artikel 4, stk. 1, og artikel 30, stk. 3, i direktiv 2001/14 om tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet og opkrævning af afgifter for brug af jernbaneinfrastruktur.

   I medfør af nævnte direktivs artikel 4, stk. 1, skal medlemsstaterne fastlægge overordnede principper for afgifterne og kan også fastsætte nærmere regler for afgifterne under overholdelse af kravet om infrastrukturforvalterens uafhængighed. I henhold til denne bestemmelse tilkommer det sidstnævnte dels at fastlægge afgiften for brugen af infrastruktur, dels at opkræve den.

   Afgifts- og kapacitetstildelingsordninger bør herved inden for de rammer, der fastlægges af medlemsstaterne, tilskynde jernbaneinfrastrukturforvaltere til at optimere udnyttelsen af deres infrastruktur. Disse forvaltere kan imidlertid ikke opnå en sådan optimering ved hjælp af afgiftsordningen, hvis deres rolle skal være begrænset til at beregne størrelsen af afgiften i de enkelte konkrete tilfælde ved at anvende en formel, som er fastsat på forhånd ved ministeriel bekendtgørelse. De nævnte forvaltere skal således have et vist råderum ved fastsættelsen af størrelsen af afgifterne.

   (jf. præmis 41, 43 og 70 samt domskonkl. 1)

2.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 63)

3.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 68)

Sag C-369/11

Europa-Kommissionen

mod

Den Italienske Republik

»Traktatbrud — transport — direktiv 2001/14/EF — artikel 4, stk. 1, og artikel 30, stk. 3 — tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet — opkrævning af afgifter — infrastrukturafgifter — infrastrukturforvalterens uafhængighed«

Sammendrag – Domstolens dom (Første Afdeling) af 3. oktober 2013

1. Transport — jernbanetransport — direktiv 2001/14 — tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet og opkrævning af afgifter — opkrævning af afgifter for brug af infrastruktur — medlemsstaternes forpligtelser — rækkevidde — fastlæggelse af afgifterne for adgang til infrastrukturen — ikke omfattet — infrastrukturforvalterens manglende uafhængighed — undladelse

   (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/14, art. 4, stk. 1, og art. 30, stk. 3)

2. Traktatbrudssøgsmål — Domstolens prøvelse af søgsmålsgrundlaget — relevante forhold — forholdene ved udløbet af den i den begrundede udtalelse fastsatte frist

   (Art. 258 TEUF)

3. Traktatbrudssøgsmål — bevis for traktatbruddet — Kommissionens bevisbyrde — fremlæggelse af forhold, der godtgør traktatbruddet — formodninger — ikke tilladt

   (Art. 258 TEUF)

1.  En medlemsstat, som ikke sikrer infrastrukturforvalterens uafhængighed ved fastlæggelsen af afgifterne for adgang til infrastrukturen og tildelingen af jernbaneinfrastrukturkapacitet, tilsidesætter sine forpligtelser i henhold til artikel 4, stk. 1, og artikel 30, stk. 3, i direktiv 2001/14 om tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet og opkrævning af afgifter for brug af jernbaneinfrastruktur.

   I medfør af nævnte direktivs artikel 4, stk. 1, skal medlemsstaterne fastlægge overordnede principper for afgifterne og kan også fastsætte nærmere regler for afgifterne under overholdelse af kravet om infrastrukturforvalterens uafhængighed. I henhold til denne bestemmelse tilkommer det sidstnævnte dels at fastlægge afgiften for brugen af infrastruktur, dels at opkræve den.

   Afgifts- og kapacitetstildelingsordninger bør herved inden for de rammer, der fastlægges af medlemsstaterne, tilskynde jernbaneinfrastrukturforvaltere til at optimere udnyttelsen af deres infrastruktur. Disse forvaltere kan imidlertid ikke opnå en sådan optimering ved hjælp af afgiftsordningen, hvis deres rolle skal være begrænset til at beregne størrelsen af afgiften i de enkelte konkrete tilfælde ved at anvende en formel, som er fastsat på forhånd ved ministeriel bekendtgørelse. De nævnte forvaltere skal således have et vist råderum ved fastsættelsen af størrelsen af afgifterne.

   (jf. præmis 41, 43 og 70 samt domskonkl. 1)

2.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 63)

3.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 68)