Sag C-324/11

Gábor Tóth

mod

Nemzeti Adó- és Vámhivatal Észak-magyarországi Regionális Adó Főigazgatósága

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Legfelsőbb Bíróság)

»Beskatning — moms — direktiv 2006/112/EF — artikel 9 — begrebet »afgiftspligtig person« — ret til fradrag — afslag — princippet om afgiftsneutralitet — fakturaudsteder, der er blevet slettet i virksomhedsregistret — fakturaudsteder, der har tilsidesat pligten til at anmelde sine ansatte til skattemyndighederne — den afgiftspligtige persons pligt til at sikre sig, at fakturaudsteder har haft en retmæssig adfærd over for skattemyndighederne«

Sammendrag – Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 6. september 2012

1. Harmonisering af skattelovgivningerne – det fælles merværdiafgiftssystem – princippet om afgiftsneutralitet – fradrag for indgående afgift – afslag på retten til fradrag for den afgift, der er betalt af en afgiftspligtig person til en erhvervsdrivende, som følge af inddragelse af sidstnævntes licens og på trods af dennes udstedelse af en faktura, der indeholder alle de oplysninger, der kræves – ikke tilladt

   (Rådets direktiv 2006/112, art. 9, stk. 1, art. 213, stk. 1, første afsnit, og art. 226)

2. Harmonisering af skattelovgivningerne – det fælles merværdiafgiftssystem – fradrag for indgående afgift – afslag på retten til fradrag for den afgift, der er betalt af en afgiftspligtig person til en erhvervsdrivende, som følge af sidstnævntes beskæftigelse af arbejdstagere, der ikke er anmeldt – ikke tilladt – undtagelse – den afgiftspligtige har kendskab til svig – omfanget af bevisbyrden

   (Rådets direktiv 2006/112)

1.  Direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem og princippet om afgiftsneutralitet skal fortolkes således, at de er til hinder for, at skattemyndighederne nægter en afgiftspligtig person retten til at fradrage den merværdiafgift, som skyldes eller er erlagt for modtagne ydelser, med den ene begrundelse, at fakturaudstederens licens til at drive enkeltmandsvirksomhed er blevet inddraget af skattemyndighederne, inden han har leveret de pågældende ydelser eller udstedt den tilsvarende faktura, såfremt denne faktura indeholder alle de oplysninger, som kræves i henhold til direktivets artikel 226, herunder navnlig de oplysninger, som er nødvendige for at identificere den person, der har udstedt disse fakturaer, og arten af de leverede tjenesteydelser.

   Selv om begrebet »afgiftspligtig person« i direktivets artikel 9, stk. 1, således defineres bredt på grundlag af de faktiske omstændigheder, fremgår det derimod ikke af denne artikel, at statussen af afgiftspligtig person afhænger af en tilladelse eller licens, der er udstedt af skattemyndighederne med henblik på at udøve økonomisk virksomhed. Ganske vist fastsætter direktivets artikel 213, stk. 1, første afsnit, at enhver afgiftspligtig person skal anmelde påbegyndelse, ændring og ophør af sin virksomhed som afgiftspligtig. Uanset betydningen af en sådan anmeldelse for, at momssystemet skal kunne fungere korrekt, kan denne imidlertid ikke udgøre en yderligere betingelse for at blive anerkendt som afgiftspligtig person som omhandlet i samme direktivs artikel 9, stk. 1, idet artikel 213 er indeholdt i direktivets afsnit XI, kapitel 2, der har overskriften »Registrering«.

   (jf. præmis 30, 31 og 34 samt domskonkl. 1)

2.  Direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem skal fortolkes således, at det er til hinder for, at skattemyndighederne nægter en afgiftspligtig person retten til at fradrage den merværdiafgift, som skyldes eller er erlagt for modtagne ydelser, med den begrundelse, at udstederen af fakturaen for disse ydelser ikke har anmeldt de arbejdstagere, som han beskæftiger, uden at nævnte myndighed på grundlag af objektive forhold godtgør, at denne afgiftspligtige person vidste eller burde have vidst, at den transaktion, der er blevet påberåbt til støtte for retten til fradrag, var led i svig begået af den nævnte fakturaudsteder eller en anden erhvervsdrivende i et tidligere led af forsyningskæden.

   Den omstændighed, at den afgiftspligtige person ikke har undersøgt, om der består et retsforhold mellem de arbejdstagere, som er beskæftiget på byggepladsen, og udstederen af fakturaen, eller om denne udsteder havde anmeldt disse arbejdstagere, er ikke i denne forbindelse en objektiv omstændighed, der gør det muligt at konkludere, at modtageren af fakturaen vidste eller burde vide, at den pågældende deltog i en transaktion, der var led i merværdiafgiftssvig, såfremt denne modtager ikke var i besiddelse af indicier, som begrundede en mistanke om, at der forelå uregelmæssigheder eller svig i nævnte udsteders sfære. Der kan derfor ikke nægtes ret til fradrag på grund af denne omstændighed, selv om de materielle og formelle betingelser i nævnte direktiv for udøvelsen af denne ret er opfyldt.

   Når skattemyndighederne fremlægger konkrete indicier for, at der foreligger svig, er direktiv 2006/112 og princippet om afgiftsneutralitet desuden ikke til hinder for, at den nationale ret ud fra en samlet bedømmelse af samtlige omstændigheder i den foreliggende sag kontrollerer, om fakturaudstederen selv har foretaget den pågældende transaktion. Retten til fradrag kan dog kun nægtes, når skattemyndighederne på grundlag af objektive forhold har godtgjort, at modtageren af fakturaen vidste eller burde have vidst, at den transaktion, der er blevet påberåbt til støtte for retten til fradrag, var led i svig begået af fakturaudstederen eller en anden erhvervsdrivende i et tidligere led af forsyningskæden.

   (jf. præmis 39, 45 og 53 samt domskonkl. 2-4)

Sag C-324/11

Gábor Tóth

mod

Nemzeti Adó- és Vámhivatal Észak-magyarországi Regionális Adó Főigazgatósága

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Legfelsőbb Bíróság)

»Beskatning — moms — direktiv 2006/112/EF — artikel 9 — begrebet »afgiftspligtig person« — ret til fradrag — afslag — princippet om afgiftsneutralitet — fakturaudsteder, der er blevet slettet i virksomhedsregistret — fakturaudsteder, der har tilsidesat pligten til at anmelde sine ansatte til skattemyndighederne — den afgiftspligtige persons pligt til at sikre sig, at fakturaudsteder har haft en retmæssig adfærd over for skattemyndighederne«

Sammendrag – Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 6. september 2012

1. Harmonisering af skattelovgivningerne — det fælles merværdiafgiftssystem — princippet om afgiftsneutralitet — fradrag for indgående afgift — afslag på retten til fradrag for den afgift, der er betalt af en afgiftspligtig person til en erhvervsdrivende, som følge af inddragelse af sidstnævntes licens og på trods af dennes udstedelse af en faktura, der indeholder alle de oplysninger, der kræves — ikke tilladt

   (Rådets direktiv 2006/112, art. 9, stk. 1, art. 213, stk. 1, første afsnit, og art. 226)

2. Harmonisering af skattelovgivningerne — det fælles merværdiafgiftssystem — fradrag for indgående afgift — afslag på retten til fradrag for den afgift, der er betalt af en afgiftspligtig person til en erhvervsdrivende, som følge af sidstnævntes beskæftigelse af arbejdstagere, der ikke er anmeldt — ikke tilladt — undtagelse — den afgiftspligtige har kendskab til svig — omfanget af bevisbyrden

   (Rådets direktiv 2006/112)

1.  Direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem og princippet om afgiftsneutralitet skal fortolkes således, at de er til hinder for, at skattemyndighederne nægter en afgiftspligtig person retten til at fradrage den merværdiafgift, som skyldes eller er erlagt for modtagne ydelser, med den ene begrundelse, at fakturaudstederens licens til at drive enkeltmandsvirksomhed er blevet inddraget af skattemyndighederne, inden han har leveret de pågældende ydelser eller udstedt den tilsvarende faktura, såfremt denne faktura indeholder alle de oplysninger, som kræves i henhold til direktivets artikel 226, herunder navnlig de oplysninger, som er nødvendige for at identificere den person, der har udstedt disse fakturaer, og arten af de leverede tjenesteydelser.

   Selv om begrebet »afgiftspligtig person« i direktivets artikel 9, stk. 1, således defineres bredt på grundlag af de faktiske omstændigheder, fremgår det derimod ikke af denne artikel, at statussen af afgiftspligtig person afhænger af en tilladelse eller licens, der er udstedt af skattemyndighederne med henblik på at udøve økonomisk virksomhed. Ganske vist fastsætter direktivets artikel 213, stk. 1, første afsnit, at enhver afgiftspligtig person skal anmelde påbegyndelse, ændring og ophør af sin virksomhed som afgiftspligtig. Uanset betydningen af en sådan anmeldelse for, at momssystemet skal kunne fungere korrekt, kan denne imidlertid ikke udgøre en yderligere betingelse for at blive anerkendt som afgiftspligtig person som omhandlet i samme direktivs artikel 9, stk. 1, idet artikel 213 er indeholdt i direktivets afsnit XI, kapitel 2, der har overskriften »Registrering«.

   (jf. præmis 30, 31 og 34 samt domskonkl. 1)

2.  Direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem skal fortolkes således, at det er til hinder for, at skattemyndighederne nægter en afgiftspligtig person retten til at fradrage den merværdiafgift, som skyldes eller er erlagt for modtagne ydelser, med den begrundelse, at udstederen af fakturaen for disse ydelser ikke har anmeldt de arbejdstagere, som han beskæftiger, uden at nævnte myndighed på grundlag af objektive forhold godtgør, at denne afgiftspligtige person vidste eller burde have vidst, at den transaktion, der er blevet påberåbt til støtte for retten til fradrag, var led i svig begået af den nævnte fakturaudsteder eller en anden erhvervsdrivende i et tidligere led af forsyningskæden.

   Den omstændighed, at den afgiftspligtige person ikke har undersøgt, om der består et retsforhold mellem de arbejdstagere, som er beskæftiget på byggepladsen, og udstederen af fakturaen, eller om denne udsteder havde anmeldt disse arbejdstagere, er ikke i denne forbindelse en objektiv omstændighed, der gør det muligt at konkludere, at modtageren af fakturaen vidste eller burde vide, at den pågældende deltog i en transaktion, der var led i merværdiafgiftssvig, såfremt denne modtager ikke var i besiddelse af indicier, som begrundede en mistanke om, at der forelå uregelmæssigheder eller svig i nævnte udsteders sfære. Der kan derfor ikke nægtes ret til fradrag på grund af denne omstændighed, selv om de materielle og formelle betingelser i nævnte direktiv for udøvelsen af denne ret er opfyldt.

   Når skattemyndighederne fremlægger konkrete indicier for, at der foreligger svig, er direktiv 2006/112 og princippet om afgiftsneutralitet desuden ikke til hinder for, at den nationale ret ud fra en samlet bedømmelse af samtlige omstændigheder i den foreliggende sag kontrollerer, om fakturaudstederen selv har foretaget den pågældende transaktion. Retten til fradrag kan dog kun nægtes, når skattemyndighederne på grundlag af objektive forhold har godtgjort, at modtageren af fakturaen vidste eller burde have vidst, at den transaktion, der er blevet påberåbt til støtte for retten til fradrag, var led i svig begået af fakturaudstederen eller en anden erhvervsdrivende i et tidligere led af forsyningskæden.

   (jf. præmis 39, 45 og 53 samt domskonkl. 2-4)