Sag C-300/11

ZZ

mod

Secretary of State for the Home Department

[anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Court of Appeal (England & Wales) (Civil Division)]

»Fri bevægelighed for personer — direktiv 2004/38/EF — afgørelse om at forbyde en EU-borger indrejse til en medlemsstats område af hensyn til den offentlige sikkerhed — nævnte direktivs artikel 30, stk. 2 — pligt til at meddele den pågældende borger begrundelsen for denne afgørelse — videregivelse i strid med hensynet til statens sikkerhed — grundlæggende ret til effektiv domstolsbeskyttelse«

Sammendrag – Domstolens dom (Store Afdeling) af 4. juni 2013

1. Præjudicielle spørgsmål – Domstolens kompetence – grænser – spørgsmål om den nationale sikkerhed – intet almindeligt forbehold, som udelukker foranstaltninger, der træffes af hensyn til den offentlige sikkerhed – antagelse til realitetsbehandling

   (Art. 267 TEUF; art. 4, stk. 2, TEU)

2. Unionsborgerskab – retten til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område – direktiv 2004/38 – Begrænsninger i retten til indrejse og ophold af hensyn til den offentlige orden, den offentlige sikkerhed og den offentlige sundhed – begrundelse for et meddele afslag på indrejse i en medlemsstat – de præcise og fuldstændige oplysninger om statens sikkerhed, som den pågældende ikke har haft kendskab til – lovlig – betingelse – afvejning af de krav, der er forbundet med statens sikkerhed, med dem, der følger af retten til en effektiv retsbeskyttelse

   (Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38, art. 30, stk. 2, art. 27 og 31)

1.  Selv om den nationale sikkerhed i overensstemmelse med bl.a. artikel 4, stk. 2, TEU er den enkelte medlemsstats eneansvar, og det således tilkommer medlemsstaterne at træffe de nødvendige foranstaltninger til at opretholde deres indre og ydre sikkerhed, medfører alene den omstændighed, at en afgørelse vedrører statens sikkerhed, ikke, at EU-retten ikke finder anvendelse.

   (jf. præmis 38)

2.  Artikel 30, stk. 2, og artikel 31 i direktiv 2004/38, sammenholdt med chartrets artikel 47, skal fortolkes således, at de kræver, at den kompetente nationale dommer sikrer, at den kompetente nationale myndigheds tilbageholdelse i forhold til den pågældende af den præcise og fuldstændige begrundelse, som en afgørelse, der er truffet i henhold til dette direktivs artikel 27, er støttet på, samt de dertil hørende beviser begrænses til strengt nødvendige tilfælde, og at den pågældende under alle omstændigheder meddeles det væsentligste indhold af begrundelsen på en måde, som tager behørigt hensyn til den nødvendige grad af fortrolighed i forbindelse med disse beviser.

   Det påhviler den kompetente nationale myndighed i overensstemmelse med de nationale procesretlige bestemmelser at fremlægge dokumentation for, at statens sikkerhed rent faktisk vil blive truet, hvis den pågældende meddeles den præcise og fuldstændige begrundelse for en afgørelse, der er truffet i henhold til artikel 27 i direktiv 2004/38 og de dertil hørende beviser. Det følger heraf, at der ikke er en formodning for, at de hensyn, som en national myndighed har påberåbt sig, foreligger og er velbegrundede. I denne forbindelse bør den kompetente nationale dommer foretage en uafhængig undersøgelse af alle de retlige og faktiske omstændigheder, som den kompetente nationale myndighed har påberåbt sig, og i overensstemmelse med de nationale procesretlige bestemmelser vurdere, om statens sikkerhed er til hinder for en sådan meddelelse.

   Hvis det derimod viser sig, at statens sikkerhed faktisk er til hinder for, at den pågældende meddeles nævnte begrundelse, bør domstolsprøvelsen af lovligheden af en afgørelse, der er truffet i henhold til artikel 27 i direktiv 2004/38, som fastsat i dettes artikel 31, stk. 1, udføres inden for rammerne af en procedure, der er udtryk for en passende afvejning mellem de krav, der følger af statens sikkerhed, og de krav, der følger af retten til en effektiv domstolsbeskyttelse, samtidig med at en eventuel indgriben i udøvelsen af denne ret begrænses til strengt nødvendige tilfælde.

   I denne forbindelse bør nævnte procedure, henset til den nødvendige hensyntagen til overholdelsen af chartrets artikel 47, i videst muligt omfang sikre overholdelsen af kontradiktionsprincippet for at sætte den pågældende i stand til at anfægte den begrundelse, som den omhandlede afgørelse støttes på, og at fremsætte bemærkninger til de dertil hørende beviser og dermed effektivt at kunne tage til genmæle. Det er navnlig vigtigt, at den pågældende under alle omstændigheder meddeles det væsentligste indhold af den begrundelse, som en afgørelse om nægtet indrejse, der er truffet i henhold til artikel 27 i direktiv 2004/38, er støttet på, da den nødvendige beskyttelse af statens sikkerhed ikke kan bevirke, at den pågældende fratages sin ret til at blive hørt, og dermed at hans ret til domstolsprøvelse, som er fastsat i dette direktivs artikel 31, ikke får virkning.

   Denne afvejning mellem retten til en effektiv domstolsbeskyttelse og nødvendigheden af at sikre beskyttelsen af den omhandlede medlemsstats sikkerhed gælder ikke tilsvarende for de beviser, som skal støtte den begrundelse, der er blevet fremlagt for den kompetente nationale dommer. I visse tilfælde kan meddelelsen af disse beviser udgøre en direkte og særlig trussel mod statens sikkerhed, idet den bl.a. kan bringe personers liv, sundhed eller frihed i fare eller afsløre de særlige efterforskningsmetoder, der anvendes af de nationale sikkerhedsmyndigheder, og således kan gribe alvorligt forstyrrende ind i, eller sågar forhindre, den fremtidige gennemførelse af disse myndigheders opgaver.

   Under disse omstændigheder påhviler det for det første den kompetente nationale dommer at sikre, at det væsentligste indhold af den begrundelse, som den omhandlede afgørelse er støttet på, meddeles den pågældende på en måde, som tager behørigt hensyn til den nødvendige grad af fortrolighed i forbindelse med disse beviser, og for det andet at drage konsekvensen i henhold til national ret af en eventuel tilsidesættelse af denne meddelelsesforpligtelse.

   (jf. præmis 61, 62, 64-66, 68 og 69 samt domskonkl.)