Sag C-115/11

Format Urządzenia i Montaże Przemysłowe sp. z o.o.

mod

Zakład Ubezpieczeń Społecznych

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Sąd Apelacyjny – Sąd Pracy i Ubezpieczeń Społecznych w Warszawie)

»Social sikring — bestemmelse af, hvilken lovgivning der skal finde anvendelse — forordning (EØF) nr. 1408/71 — artikel 14, stk. 2, litra b) — en person, der normalt udøver lønnet beskæftigelse på to eller flere medlemsstaters område — på hinanden følgende arbejdskontrakter — arbejdsgiver med hjemsted i den medlemsstat, hvor arbejdstageren almindeligvis har ophold — lønnet beskæftigelse udøvet udelukkende i andre medlemsstater«

Sammendrag – Domstolens dom (Anden Afdeling) af 4. oktober 2012

1. Social sikring – lovgivning, der finder anvendelse – artikel 14, stk. 2, litra b), i forordning nr. 1408/71 – en person, der normalt udøver lønnet beskæftigelse på flere medlemsstaters område – begreb – en person, der normalt kun arbejder på én medlemsstats område ad gangen – ikke omfattet

   [Rådets forordning nr. 1408/71, art. 13, stk. 2, litra a) og f), og art. 14, stk. 2]

2. Social sikring – en person, der normalt udøver lønnet beskæftigelse på flere medlemsstaters område – E 101-attest – bestemmelse af, hvilken lovgivning der skal finde anvendelse – forpligtelse, der påhviler den kompetente institution, til at basere sine konstateringer på arbejdstagerens reelle situation

   (Rådets forordning nr. 1408/71, afsnit II)

1.  Artikel 14, stk. 2, litra b), i forordning nr. 1408/71, som ændret og ajourført ved forordning nr. 118/97, som ændret ved forordning nr. 1992/2006, skal fortolkes således, at en person – der inden for rammerne af flere på hinanden følgende arbejdskontrakter, hvori stedet for arbejdets udførelse præciseres som værende flere medlemsstaters område, faktisk under varigheden af hver af disse kontrakter kun arbejder på én af disse staters område ad gangen – ikke kan henhøre under begrebet »person, der normalt udøver lønnet beskæftigelse på to eller flere medlemsstaters område« i denne bestemmelses forstand.

   Således skal en person »normalt« have lønnet beskæftigelse på to eller flere medlemsstaters område for at være omfattet af artikel 14, stk. 2, i forordning nr. 1408/71. Det følger heraf, at såfremt udøvelsen af lønnet beskæftigelse på en enkelt medlemsstats område udgør den normale ordning for den berørte person, kan denne ikke være omfattet af anvendelsesområdet for denne bestemmelse. Derimod vil princippet i artikel 13, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1408/71 under tilsvarende omstændigheder kunne finde anvendelse og ligeledes i givet fald – i perioderne med afbrydelse mellem arbejdskontrakterne – det princip, der følger af samme bestemmelses litra f).

   (jf. præmis 39, 40, 50 og 52 samt domskonkl.)

2.  Den institution, der udsteder E 101-attesten, er forpligtet til at foretage en korrekt bedømmelse af de faktiske omstændigheder, der er relevante for at kunne anvende reglerne om bestemmelse af, hvilken social sikringslovgivning der skal finde anvendelse i henhold til afsnit II i forordning nr. 1408/71, som ændret og ajourført ved forordning nr. 118/97, som ændret ved forordning nr. 1992/2006, og følgelig til at sikre rigtigheden af oplysningerne i attesten.

   Ved bedømmelsen af de faktiske omstændigheder med henblik på bestemmelse af denne lovgivning kan den berørte institution i givet fald tage hensyn til – ud over ordlyden af kontrakterne – forhold såsom den måde, hvorpå arbejdskontrakterne mellem den berørte arbejdsgiver og arbejdstager i praksis er blevet opfyldt, omstændighederne ved kontrakternes indgåelse og mere generelt kendetegnene og de nærmere detaljer ved den aktivitet, der udøves af den berørte virksomhed, i det omfang disse forhold kan afklare den reelle karakter af det omhandlede arbejde.

   Hvis det af andre relevante forhold end af kontrakterne fremgår, at en arbejdstagers situation faktisk er forskellig fra den, der er beskrevet i disse kontrakter, påhviler det den pågældende institution, uanset ordlyden af kontrakterne, at basere sine konstateringer på arbejdstagerens reelle situation og i givet fald give afslag på udstedelse af E 101-attesten, eller tilbagekalde den, såfremt den kompetente institution i en medlemsstat, hvor arbejdstageren har udført sit arbejde, udtrykker tvivl om rigtigheden af de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for denne attest, og/eller overholdelsen af kravene i afsnit II i forordning nr. 1408/71.

   (jf. præmis 42 og 44-47)

Sag C-115/11

Format Urządzenia i Montaże Przemysłowe sp. z o.o.

mod

Zakład Ubezpieczeń Społecznych

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Sąd Apelacyjny – Sąd Pracy i Ubezpieczeń Społecznych w Warszawie)

»Social sikring — bestemmelse af, hvilken lovgivning der skal finde anvendelse — forordning (EØF) nr. 1408/71 — artikel 14, stk. 2, litra b) — en person, der normalt udøver lønnet beskæftigelse på to eller flere medlemsstaters område — på hinanden følgende arbejdskontrakter — arbejdsgiver med hjemsted i den medlemsstat, hvor arbejdstageren almindeligvis har ophold — lønnet beskæftigelse udøvet udelukkende i andre medlemsstater«

Sammendrag – Domstolens dom (Anden Afdeling) af 4. oktober 2012

1. Social sikring — lovgivning, der finder anvendelse — artikel 14, stk. 2, litra b), i forordning nr. 1408/71 — en person, der normalt udøver lønnet beskæftigelse på flere medlemsstaters område — begreb — en person, der normalt kun arbejder på én medlemsstats område ad gangen — ikke omfattet

   [Rådets forordning nr. 1408/71, art. 13, stk. 2, litra a) og f), og art. 14, stk. 2]

2. Social sikring — en person, der normalt udøver lønnet beskæftigelse på flere medlemsstaters område — E 101-attest — bestemmelse af, hvilken lovgivning der skal finde anvendelse — forpligtelse, der påhviler den kompetente institution, til at basere sine konstateringer på arbejdstagerens reelle situation

   (Rådets forordning nr. 1408/71, afsnit II)

1.  Artikel 14, stk. 2, litra b), i forordning nr. 1408/71, som ændret og ajourført ved forordning nr. 118/97, som ændret ved forordning nr. 1992/2006, skal fortolkes således, at en person – der inden for rammerne af flere på hinanden følgende arbejdskontrakter, hvori stedet for arbejdets udførelse præciseres som værende flere medlemsstaters område, faktisk under varigheden af hver af disse kontrakter kun arbejder på én af disse staters område ad gangen – ikke kan henhøre under begrebet »person, der normalt udøver lønnet beskæftigelse på to eller flere medlemsstaters område« i denne bestemmelses forstand.

   Således skal en person »normalt« have lønnet beskæftigelse på to eller flere medlemsstaters område for at være omfattet af artikel 14, stk. 2, i forordning nr. 1408/71. Det følger heraf, at såfremt udøvelsen af lønnet beskæftigelse på en enkelt medlemsstats område udgør den normale ordning for den berørte person, kan denne ikke være omfattet af anvendelsesområdet for denne bestemmelse. Derimod vil princippet i artikel 13, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1408/71 under tilsvarende omstændigheder kunne finde anvendelse og ligeledes i givet fald – i perioderne med afbrydelse mellem arbejdskontrakterne – det princip, der følger af samme bestemmelses litra f).

   (jf. præmis 39, 40, 50 og 52 samt domskonkl.)

2.  Den institution, der udsteder E 101-attesten, er forpligtet til at foretage en korrekt bedømmelse af de faktiske omstændigheder, der er relevante for at kunne anvende reglerne om bestemmelse af, hvilken social sikringslovgivning der skal finde anvendelse i henhold til afsnit II i forordning nr. 1408/71, som ændret og ajourført ved forordning nr. 118/97, som ændret ved forordning nr. 1992/2006, og følgelig til at sikre rigtigheden af oplysningerne i attesten.

   Ved bedømmelsen af de faktiske omstændigheder med henblik på bestemmelse af denne lovgivning kan den berørte institution i givet fald tage hensyn til – ud over ordlyden af kontrakterne – forhold såsom den måde, hvorpå arbejdskontrakterne mellem den berørte arbejdsgiver og arbejdstager i praksis er blevet opfyldt, omstændighederne ved kontrakternes indgåelse og mere generelt kendetegnene og de nærmere detaljer ved den aktivitet, der udøves af den berørte virksomhed, i det omfang disse forhold kan afklare den reelle karakter af det omhandlede arbejde.

   Hvis det af andre relevante forhold end af kontrakterne fremgår, at en arbejdstagers situation faktisk er forskellig fra den, der er beskrevet i disse kontrakter, påhviler det den pågældende institution, uanset ordlyden af kontrakterne, at basere sine konstateringer på arbejdstagerens reelle situation og i givet fald give afslag på udstedelse af E 101-attesten, eller tilbagekalde den, såfremt den kompetente institution i en medlemsstat, hvor arbejdstageren har udført sit arbejde, udtrykker tvivl om rigtigheden af de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for denne attest, og/eller overholdelsen af kravene i afsnit II i forordning nr. 1408/71.

   (jf. præmis 42 og 44-47)