PERSONALERETTENS DOM

(Første Afdeling)

28. juni 2011

Sag F-55/10

AS

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – tjenestemænd – meddelelse om ledig stilling – afslag på ansøgning – retlig interesse – invalid tjenestemand – afgørelsen om afslag på ansøgningen og afgørelsen om udnævnelse uadskillelige – foreligger ikke – sondring mellem tjenestemænd, som tilhører samme ansættelsesgruppe og er i samme lønklasse, og tjenestemænd med forskelligt karriereforløb – sammenhæng mellem lønklasse og stilling«

Angående:      Søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF, som finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til denne traktats artikel 106a, hvorved AS har nedlagt påstand om annullation af bl.a. Kommissionens afgørelse af 30. september 2009 om ikke at imødekomme hendes ansøgning til en stilling som biblioteksassistent og om, at Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgeren 30 000 EUR i erstatning for den økonomiske og ikke-økonomiske skade, sagsøgeren angiveligt har lidt.

Udfald:      Afgørelsen af 30. september 2009, hvorved Europa-Kommissionen afslog AS’s ansøgning, annulleres. Kommissionen betaler et beløb på 3 000 EUR til AS. I øvrigt frifindes Kommissionen. Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler tre fjerdedele af AS’s omkostninger. AS bærer en fjerdedel af sine omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – søgsmål – retlig interesse – søgsmål rettet mod afslag på ansøgning om ledig stilling

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

2.      Tjenestemænd – søgsmål – retlig interesse – afgørelse om afslag på ansøgning

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

3.      Grundlæggende rettigheder – respekt for privatliv og familieliv – lægelig tavshedspligt – rækkevidde

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 7)

4.      Retspleje – stævning – formkrav

[Personalerettens procesreglement, art. 35, stk. 1, litra e)]

5.      Retspleje – fremsættelse af nye anbringender under sagens behandling – betingelser

[Personalerettens procesreglement, art. 35, stk. 1, litra e), og art. 43, stk. 1]

6.      Tjenestemænd – meddelelse om ledig stilling – stilling i kategori AST med karrierebegrænsning – behandling af ansøgningerne – udelukkelse af ansøgere i kategori AST uden karrierebegrænsning – ulovlighed

(Tjenestemandsvedtægten, art. 5, stk. 4, og art. 7, stk. 1; bilag VIII, art. 10)

7.      Tjenestemænd – søgsmål – erstatningssøgsmål – annullation af en anfægtet retsakt, som ikke sikrer rimelig genoprettelse af en ikke-økonomisk skade – tildeling af økonomisk erstatning

(Tjenestemandsvedtægten, art. 91)

1.      Situationen for en tjenestemand, der afskediges med pension uden ansøgning som følge af en vedvarende, total invaliditet, der er anerkendt af invaliditetsudvalget, er en afvendelig situation, og den tjenestemand, der er ramt af en sådan invaliditet, og som eventuelt en dag kan genoptage tjenesten, bevarer således, medmindre det modsatte bevises, en interesse i at påstå annullation af afslaget på sin ansøgning til en ledig stilling.

(jf. præmis 29)

Henvisning til:

Retten: 9. december 2010, sag T-526/08P, Kommissionen mod Strack, præmis 73 og 74

2.      I det tilfælde, hvor en tjenestemand anlægger sag i medfør af vedtægtens artikel 90 og 91, og hvor en afgørelse om afslag på en ansøgning ikke kan udskilles fra afgørelsen om den udnævnelse, der svarer til denne ansøgning, skal den berørtes interesse i at opnå annullation af disse afgørelser bedømmes samlet.

Dette betyder imidlertid ikke, at de pågældende afgørelser ikke kan adskilles, og at en sagsøger, for at sagen kan realitetsbehandles, er forpligtet til samtidigt at nedlægge påstand om annullation af disse to afgørelser. Sagsøgeren kan nemlig nedlægge påstand alene om annullation af afgørelsen om afslaget på sin ansøgning.

Det er i øvrigt i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, at en tjenestemand, der ønsker at beskytte tredjemands rettigheder, kan begrænse sig til at nedlægge påstand om annullation af afgørelsen om afslaget på sin ansøgning, uden, for at undgå, at stævningen ikke kan antages til realitetsbehandling, at skulle nedlægge påstand om annullation af andre tjenestemænds udnævnelse.

(jf. præmis 30-33)

Henvisning til:

Domstolen: 28. februar 2008, sag C-17/07 P, Neirinck mod Kommissionen

Retten: Kommissionen mod Strack, præmis 45

3.      Den lægelige tavshedspligt omfatter bl.a. de oplysninger, som en sundhedsperson får kendskab til under udøvelsen af sine funktioner, og som meddeles denne sidstnævnte af den person, han har under behandling. Retten til beskyttelse af den lægelige tavshedspligt, der er en del af retten til respekt for privatlivets fred, udgør en grundlæggende rettighed, der er beskyttet af Unionens retsorden. Disse to rettigheder kan være undergivet begrænsninger, forudsat at disse begrænsninger er nødvendige for at tilgodese formål af almen interesse, som forfølges af Unionen, og at de ikke, når henses til deres formål, indebærer et uforholdsmæssigt og uantageligt indgreb i selve indholdet af den således sikrede rettighed.

I denne forbindelse, og med henvisning til artikel 8 i den europæiske menneskerettighedskonvention, kan en offentlig myndigheds indgreb i retten til respekt for privatlivets fred, som omfatter retten til at hemmeligholde sin helbredstilstand, legitimeres, for så vidt som dette »sker i overensstemmelse med loven«, indgrebet tjener et af de formål, der er fastsat i stk. 2, såsom »økonomisk velfærd« og »beskyttelsen af sundheden«, og indgrebet er »nødvendigt« for at nå disse mål.

Dette er ikke tilfældet, når en institution i forbindelse med en sag, der anlægges af en tjenestemand, anvender oplysninger fra den berørtes lægejournal med det eneste formål at fremføre argumentation, der kan godtgøre, at tjenestemanden ikke har søgsmålsinteresse.

(jf. præmis 41 og 42)

Henvisning til:

Retten: 13. juli 1995, sag T-176/96, K mod Kommissionen, præmis 34-46

4.      Selv om Unionens retsinstanser ikke af egen drift kan lægge et anbringende til grund, som ikke er blevet rejst af parterne, medmindre det udgør en ufravigelig procesforudsætning, må de ikke desto mindre fortolke en sagsøgers anbringender på baggrund af deres indhold snarere end deres retlige kvalifikation, imidlertid på betingelse af, at disse anbringender tilstrækkeligt klart fremgår af stævningen. Uafhængigt af terminologiske spørgsmål skal anbringenderne imidlertid være tilstrækkeligt klare og præcise til, at sagsøgte kan tilrettelægge sit forsvar, og Personaleretten kan træffe afgørelse i sagen, i givet fald uden at behøve at udbede sig yderligere oplysninger.

(jf. præmis 50)

Henvisning til:

Domstolen: 15. december 1961, forenede sager 19/60, 21/60, 2/61 og 3/61, Fives Lille Cail m.fl. mod Den Høje Myndighed; 13. december 2005, sag C-78/03 P, Kommissionen mod Aktionsgemeinschaft Recht und Eigentum, præmis 45

Retten: 24. februar 2000, sag T-145/08, ADT Projekt mod Kommissionen, præmis 66; 26. marts 2010, sag T-577/08, Proges mod Kommissionen, præmis 21

5.      Hvis en sagsøger i sin klage og sit søgsmål støtter sig til et anbringende vedrørende den materielle lovlighed, kan han fremsætte et nyt anbringende vedrørende den materielle gyldighed, såsom tilsidesættelse af vedtægten, for første gang for Personaleretten. Det er i denne forbindelse uden betydning, at det nye anbringende støttes på en retlig argumentation, der er præcis og væsentligt forskellig fra det første anbringende.

(jf. præmis 51-53)

Henvisning til:

Personaleretten: 1. juli 2010, sag F-45/07, Mandt mod Parlamentet, præmis 108-123

6.      Idet vedtægtens artikel 7, stk. 1, bestemmer, at ansættelsesmyndigheden skal knytte hver enkelt tjenestemand til en ansættelsesgruppe, der svarer til dennes lønklasse, er den til hinder for, at den pågældende ansættelsesmyndighed forbyder adgang for visse tjenestemænd til en stilling i lønklasse AST 1 – AST 7 alene med den begrundelse, at de kan opnå lønklasse AST 11. Denne artikel og vedtægtens artikel 5, stk. 4, gør det alene muligt for institutionerne at fastsætte en forbindelse, inden for en ansættelsesgruppe, mellem lønklasser og stillinger.

I denne forbindelse tillader den omstændighed, at overgangsbestemmelserne i artikel 10 i bilag XIII til vedtægten udsætter visse tjenestemænd, i de tidligere kategorier C og D, for begrænsninger i deres karriere, ikke af denne ene grund en institution at forbeholde disse visse stillinger og som en konsekvens heraf at forbyde adgangen for andre tjenestemænd, der befinder sig i samme lønklasse som dem.

En institutions opretholdelse af en principiel sondring mellem tjenestemænd, som er i samme lønklasse og tilhører samme ansættelsesgruppe, med henblik på adgang til visse stillinger er ikke forenelig med et af de formål, der forfølges med vedtægtsændringen, som består i at sammenlægge de tidligere kategorier B,C og D i en enkelt ansættelsesgruppe AST. Ansættelsesmyndigheden kan således ikke lovligt separat undersøge fortjenesterne hos tjenestemænd i samme lønklasse i henhold til deres tilhørsforhold til forskellige ansættelsesgrupper i den tidligere vedtægt, idet lovgiver ønskede at sammenlægge disse i en enkelt ansættelsesgruppe.

(jf. præmis 58 og 63-65)

Henvisning til:

Domstolen: 4. marts 2010, sag C-496/08 P, Angé Serrano m.fl. mod Parlamentet, præmis 106

7.      En tjenestemand, som har lidt en ikke-økonomisk skade på grund af en ansvarspådragende tjenestefejl fra administrationens side, har krav på erstatning, når en annullation af den anfægtede ulovlige afgørelse ikke i sig selv yder ham passende erstatning for skaden.

Dette er tilfældet, når en institution ved retsstridigt at afvise at behandle en tjenestemands ansøgning til en ledig stilling, selv om den berørte havde besat denne type stillinger i adskillige år, tilføjer denne et ikke-økonomisk tab, som ikke i tilstrækkelig grad afhjælpes alene ved en annullation af den ulovlige akt, idet den berørte, henset til hans invaliditet, ikke længere kan drage fordel af nogen gennemførelsesforanstaltning, som den pågældende institution måtte vedtage.

(jf. præmis 79 og 80)

Henvisning til:

Personaleretten: 7. juli 2009, forenede sager F-99/07 og F-45/08, Bernard mod Europol, præmis 103-107