Forenede sager C-611/10 og C-612/10

Waldemar Hudzinski

mod

Agentur für Arbeit Wesel – Familienkasse

og

Jaroslaw Wawrzyniak

mod

Agentur für Arbeit Mönchengladbach – Familienkasse

(anmodninger om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesfinanzhof)

»Social sikring af vandrende arbejdstagere — forordning (EØF) nr. 1408/71 — artikel 14, nr. 1), litra a), og artikel 14a, nr. 1), litra a) — artikel 45 TEUF og 48 TEUF — midlertidigt arbejde i en anden medlemsstat end den, på hvis område beskæftigelsen normalt udøves — familieydelser — lovgivning, der skal anvendes — mulighed for, at den medlemsstat, hvor det midlertidige arbejde udføres, men som ikke er den kompetente stat, kan tildele børneydelser — anvendelse af en national antikumulationsregel, hvorefter denne ydelse ikke kan tildeles, såfremt en sammenlignelig ydelse oppebæres i en anden medlemsstat«

Sammendrag af dom

1. Social sikring af vandrende arbejdstagere – familieydelser – lovgivning, der finder anvendelse – arbejdstager, der udfører et midlertidigt arbejde i anden medlemsstat end den, hvor den pågældende normalt udøver sin beskæftigelse, og ikke råder over en bopæl for sig og sine familiemedlemmer dér – oppebærelse af familieydelser i den kompetente bopælsstat

   [Rådets forordning nr. 1408/71, som ændret ved forordning nr. 647/2005, art. 14, nr. 1), litra a), og art. 14a, nr. 1), litra a)]

2. Social sikring af vandrende arbejdstagere – familieydelser – arbejdstager, der udfører et midlertidigt arbejde i anden medlemsstat end den, hvor den pågældende normalt udøver sin beskæftigelse

   (Art. 45 TEUF og 48 TEUF)

1.  Artikel 14, nr. 1), litra a), og artikel 14a, nr. 1), litra a), i forordning nr. 1408/71, som ændret og ajourført ved forordning nr. 118/97, som ændret ved forordning nr. 647/2005, skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for, at en medlemsstat, der ikke er udpeget som kompetent medlemsstat i medfør af disse bestemmelser, i henhold til national ret tildeler børneydelser til en vandrende arbejdstager, der udfører et midlertidigt arbejde på denne medlemsstats område, hvor den pågældende er fuldt indkomstskattepligtig, men er omfattet af den kompetente medlemsstats sociale sikringsordning, herunder når det for det første er fastslået, at den berørte arbejdstager ikke har lidt noget retstab som følge af at have udøvet retten til fri bevægelighed, idet den pågældende har bevaret retten til familieydelser af samme art i den kompetente medlemsstat, og for det andet, at hverken arbejdstageren eller det barn, for hvilket der gøres krav på denne ydelse, har deres sædvanlige opholdssted på den medlemsstats område, hvor det midlertidige arbejde er blevet udført.

   (jf. præmis 68 og domskonkl.1)

2.  EUF-traktatens bestemmelser om arbejdskraftens frie bevægelighed skal fortolkes således, at de er til hinder for, at der i en situation, hvor en arbejdstager er midlertidigt udstationeret i en anden medlemsstat end den kompetente medlemsstat, anvendes en national retsregel, som fastsætter en antikumulationsregel for børneydelser, for så vidt som den ikke indebærer en nedsættelse af ydelsens størrelse med et beløb svarende til en sammenlignelig ydelse, som oppebæres i en anden medlemsstat, men udelukker tildeling af ydelsen.

   (jf. præmis 85 og domskonkl. 2)