Sag C-564/10

Bundesanstalt für Landwirtschaft und Ernährung

mod

Pfeifer & Langen KG

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesverwaltungsgericht)

»Forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 — beskyttelse af Den Europæiske Unions finansielle interesser — artikel 3 og 4 — administrative foranstaltninger — tilbagebetaling af uberettiget opnåede fordele — mora- og udligningsrenter, der følger af national ret — anvendelse af forældelsesreglerne i forordning nr. 2988/95 på tilbagebetaling af disse morarenter — begyndelsestidspunkt for forældelsen — begrebet »suspension« — begrebet »afbrydelse««

Sammendrag af dom

Den Europæiske Unions egne indtægter — forordning om beskyttelse af Unionens finansielle interesser — retsforfølgning af uregelmæssigheder — forældelsesfrist

(Rådets forordning nr. 2988/95, art. 3)

Artikel 3 i forordning nr. 2988/95 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser skal fortolkes således, at den i bestemmelsen fastsatte forældelsesfrist for inddrivelsen af hovedkravet, der svarer til tilbagebetaling af en fordel, der med urette er modtaget fra EU’s budget, ikke finder anvendelse på inddrivelsen af renter, der er opstået i anledning af dette krav, når forpligtelsen til at betale disse renter ikke følger af EU-retten, men alene af en forpligtelse i henhold til national ret.

Selv om tilbagebetalingen af en fordel, der med urette er modtaget fra EU’s budget, i denne forbindelse er omfattet af den forældelsesordning, der er fastsat i nævnte forordnings artikel 3, fremgår det imidlertid nemlig hverken af denne bestemmelses ordlyd eller af forordningens opbygning, at denne ordning har til formål at regulere inddrivelse af rentekravet, når opkrævningen af disse renter ikke er fastsat i en sektorbestemt forskrift, men i national ret.

Henset til den accessoriske karakter af det nævnte rentekrav, kan det imidlertid ikke inddrives, hvis hovedkravet, dvs. den fordel, der med urette er modtaget fra EU’s budget, selv er forældet i medfør af artikel 3 i forordning nr. 2988/95 eller en sektorbestemt forskrift.

Eftersom medlemsstaterne i medfør af artikel 325 TEUF er forpligtet til at træffe de samme foranstaltninger til bekæmpelse af svig, der skader Unionens finansielle interesser, som til bekæmpelse af svig, der skader deres egne finansielle interesser, er medlemsstaterne desuden i mangel af EU-retlige bestemmelser, og når deres nationale lovgivning fastsætter opkrævning af renter i forbindelse med tilbagebetaling af samme type fordele, der med urette er modtaget fra deres eget nationale budget, forpligtet til på samme måde at opkræve renter ved tilbagebetaling af fordele, der med urette er modtaget fra EU’s budget, navnlig når de beløb, der modtages i renter, som er opkrævet i henhold til national ret, i sidste ende tilføres EU’s budget.

(jf. præmis 50-53 og domskonkl.)

Sag C-564/10

Bundesanstalt für Landwirtschaft und Ernährung

mod

Pfeifer & Langen KG

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesverwaltungsgericht)

»Forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 — beskyttelse af Den Europæiske Unions finansielle interesser — artikel 3 og 4 — administrative foranstaltninger — tilbagebetaling af uberettiget opnåede fordele — mora- og udligningsrenter, der følger af national ret — anvendelse af forældelsesreglerne i forordning nr. 2988/95 på tilbagebetaling af disse morarenter — begyndelsestidspunkt for forældelsen — begrebet »suspension« — begrebet »afbrydelse««

Sammendrag af dom

Den Europæiske Unions egne indtægter – forordning om beskyttelse af Unionens finansielle interesser – retsforfølgning af uregelmæssigheder – forældelsesfrist

(Rådets forordning nr. 2988/95, art. 3)

Artikel 3 i forordning nr. 2988/95 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser skal fortolkes således, at den i bestemmelsen fastsatte forældelsesfrist for inddrivelsen af hovedkravet, der svarer til tilbagebetaling af en fordel, der med urette er modtaget fra EU’s budget, ikke finder anvendelse på inddrivelsen af renter, der er opstået i anledning af dette krav, når forpligtelsen til at betale disse renter ikke følger af EU-retten, men alene af en forpligtelse i henhold til national ret.

Selv om tilbagebetalingen af en fordel, der med urette er modtaget fra EU’s budget, i denne forbindelse er omfattet af den forældelsesordning, der er fastsat i nævnte forordnings artikel 3, fremgår det imidlertid nemlig hverken af denne bestemmelses ordlyd eller af forordningens opbygning, at denne ordning har til formål at regulere inddrivelse af rentekravet, når opkrævningen af disse renter ikke er fastsat i en sektorbestemt forskrift, men i national ret.

Henset til den accessoriske karakter af det nævnte rentekrav, kan det imidlertid ikke inddrives, hvis hovedkravet, dvs. den fordel, der med urette er modtaget fra EU’s budget, selv er forældet i medfør af artikel 3 i forordning nr. 2988/95 eller en sektorbestemt forskrift.

Eftersom medlemsstaterne i medfør af artikel 325 TEUF er forpligtet til at træffe de samme foranstaltninger til bekæmpelse af svig, der skader Unionens finansielle interesser, som til bekæmpelse af svig, der skader deres egne finansielle interesser, er medlemsstaterne desuden i mangel af EU-retlige bestemmelser, og når deres nationale lovgivning fastsætter opkrævning af renter i forbindelse med tilbagebetaling af samme type fordele, der med urette er modtaget fra deres eget nationale budget, forpligtet til på samme måde at opkræve renter ved tilbagebetaling af fordele, der med urette er modtaget fra EU’s budget, navnlig når de beløb, der modtages i renter, som er opkrævet i henhold til national ret, i sidste ende tilføres EU’s budget.

(jf. præmis 50-53 og domskonkl.)